Advokatsamfundet
København K

Advokatsamfundet søger to studentermedhjælpere

Læser du jura eller erhvervsjura og har interesse for tilsyn, hvidvask og internationalt samarbejde? Har du blik for detaljen og lyst til at arbejde med datadrevne analyser og juridisk sagsbehandling i praksis? Så er du måske én af de to studentermedhjælpere, vi søger til vores tilsynsenhed.

Hvem er Advokatsamfundet?

Advokatsamfundet arbejder på et politisk neutralt grundlag for borgernes og virksomhedernes retssikkerhed og for et velfungerende retssamfund. En af Advokatsamfundets vigtige opgaver er at føre tilsyn med alle landets advokater og advokatfirmaer. Advokatsamfundet påser og håndhæver opfyldelsen af de pligter, der påhviler advokater, herunder at advokater overholder reglerne for advokaters behandling af betroede midler.

Vi er en organisation, der er præget af et stærkt sammenhold, en uformel omgangstone og et højt fagligt niveau. Vi arbejder målrettet med trivsel på arbejdspladsen og søger derfor en kollega, som også har fokus på menneskelige relationer.

Hvad kan du forvente?

En spændende og selvstændig stilling på ca. 15 timer om ugen, hvor du får indblik i tilsynsarbejde, hvidvaskregulering og internationale evalueringer – og bliver en del af et engageret team med fokus på sparring, læring og høj faglighed.

Som studentermedhjælper i Advokatsamfundets tilsynsenhed vil du indgå i arbejdet med bekæmpelse af hvidvask og forberedelsen af Danmarks kommende FATF’s (Financial Action Task Force) 5. runde evaluering i 2027.

Der vil også være mulighed for at understøtte andre tilsynsaktiviteter, herunder gennemgang af tilsynsmateriale vedrørende obligatorisk efteruddannelse for advokater og bistand til kolleger ved besvarelse af henvendelser om god advokatskik og undersøgelse af ad hoc juridiske spørgsmål.

Arbejdsopgaverne vil blandt andet bestå i:

  • dataindsamling og systematisering i forbindelse med tilsynsaktiviteter og nationale rapporteringskrav
  • udarbejdelse af statistik og analyser til brug for intern opfølgning og ekstern rapportering
  • forberedelse og kvalitetssikring af dokumentation i relation til evalueringen af Advokatsamfundets tilsynsindsats
  • indhentelse af bidrag til besvarelse af internationale spørgeskemaer og evt. bistand til øvrigt arbejde i internationalt regi ved interesse
  • understøtte øvrige tilsynsaktiviteter og lave udkast til besvarelse af henvendelser om god advokatskik
  • andet forefaldende arbejde, herunder journalisering og informationssøgning

Du vil få indblik i samspillet mellem tilsynsmyndigheder, internationale standarder og retssikkerhed, og ikke mindst, hvordan en central aktør som Advokatsamfundet bidrager til den samlede nationale indsats mod hvidvask.

Hvem er den rette kandidat?

Ingen kan det hele, men vores drømmekandidat kan sætte flueben ud for en del af de nedenstående punkter:

  • er i gang med jura- eller erhvervsjurauddannelsen og har et par år tilbage af studiet
  • arbejder struktureret og analytisk, og har interesse for datadrevet jura
  • har kendskab til eller er nysgerrig på hvidvaskområdet og finansiel regulering, herunder selskabsret
  • er grundig, nysgerrig og ansvarsfuld
  • er vant til at arbejde i Excel og evt. har erfaring med statistikprogrammer
  • har gode skriftlige formidlingsevner på dansk og engelsk

Du bliver en del af tilsyns- og hvidvaskteamet, som består af ni medarbejdere. Samtidig får du en bred kontaktflade – både internt i huset, eksternt blandt Advokatsamfundets medlemmer og i internationale sammenhænge.

Hilsen fra din nye kollega

Jeg startede som stud.jur. i Tilsynsafdelingen, hvor jeg understøttede de tilsynsførendes forberedelse og efterbehandling af tilsyn. Da jeg blev kandidat, startede jeg i en fuldtidsstilling i Advokatsamfundets hvidvaskteam. Det har været en givende og lærerig oplevelse, som har givet mig et anderledes indblik i advokatbranchen som helhed. I Tilsyn og hvidvask er vi et dedikeret team, der arbejder tæt og personligt sammen om fagligt komplekse og spændende opgaver – vi har en flad struktur, hvor der er plads til sparring og vi hjælper altid hinanden, når der er brug for det

Mathiaes, juridisk konsulent

Det praktiske

Vi sørger for onboarding, hvor du både får en grundig oplæring i dine arbejdsopgaver og bliver introduceret til de andre afdelinger i huset.

Den ugentlige arbejdstid på ca.15 timer kan tilrettelægges fleksibelt, så du har tid til både studiet og jobbet. Vi er naturligvis ekstra fleksible i eksamensperioder. Lønnen udgør 150 kr. pr. time for bachelorstuderende og 175 kr. pr. time for kandidatstuderende. Vi kan endvidere tilbyde pensionsordning, sundhedsforsikring, hyggelige personalearrangementer og en attraktiv kantineordning.

Vi afholder samtaler løbende og forventer tiltrædelse enten den 1. september eller den 1. oktober 2025.

Stillingerne er som udgangspunkt tidsbegrænset indtil ultimo marts 2026, men med mulighed for forlængelse.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte en af følgende personer:

Du sender din ansøgning ved at trykke på ansøgningsknappen. Hvis du vedhæfter bilag, hvor dit cpr-nummer fremgår, bedes du venligst slette eller udstrege det. Vi anmoder også om at du undlader at vedhæfte et billede til din ansøgning og begrænser personlige oplysninger til det nødvendige. Dette vil hjælpe os med at sikre en objektiv og retfærdig vurdering af alle kandidater.

Se mere om hvordan Advokatsamfundet behandler din ansøgning på vores hjemmeside.