Nektar Fonden af 2021
Kongens Lyngby

Videnscenter for Psykoterapi søger ny videnskonsulent

Brænder du for psykoterapi – og vil du være med til at styrke og udbrede viden på området i Danmark? Er du både analytisk og relationsstærk, og har du solid klinisk erfaring med psykoterapi? Så er det måske dig, vi leder efter.

Om Videnscenteret

Videnscenter for Psykoterapi blev etableret i 2022 som en selvstændig enhed under Nektarfonden med det formål at styrke og udbrede kvalificeret viden om psykoterapi i Danmark. Centret fungerer som et nationalt samlingspunkt for viden og praksis på området og er skabt ud fra et ønske om at højne danskernes mentale sundhed gennem styrket kvalitet og faglig udvikling i den psykoterapeutiske praksis.

Videnscentrets overordnede ambition er at sikre, at viden om psykoterapi – både forskningsbaseret og praksisnær – er tilgængelig, gennemsigtig og anvendelig for fagpersoner, der arbejder med psykoterapi i Danmark og en bred interesseret offentlighed. Centret arbejder for at indsamle, systematisere, bearbejde og dele denne viden med udøvere, studerende, beslutningstagere og offentligheden, og bidrager dermed til en bredere og mere nuanceret forståelse af psykoterapiens muligheder og anvendelse.

Videnscenteret arbejder ud fra tre centrale budskaber: at sikre lige adgang til psykoterapi for alle, at behandling med psykofarmaka aldrig bør stå alene, og at arbejdet for at fremme den mentale sundhed i Danmark er vigtigt. Centerets virke bygger desuden på et sæt grundlæggende principper om uafhængighed, faglighed og samfundsmæssigt engagement. Videnscenteret skal være en aktiv og kritisk stemme i den offentlige debat, uden at blive partipolitisk, og skal bidrage til at definere og udbrede, hvad god psykoterapi er og kan bidrage med – både i det individuelle behandlingsrum og i forhold til større samfundsudfordringer.

Videnscenteret samarbejder med relevante faglige aktører og institutioner, og søger aktivt dialog med både forskere, praktikere og beslutningstagere. Målgrupperne omfatter ikke kun psykoterapeuter og studerende, men også brugere, ambassadører for psykoterapi som fx læger og socialrådgivere, samt offentlige instanser og medier, der kan være med til at fremme viden om psykoterapiens potentiale.

Gennem alle sine aktiviteter arbejder Videnscenter for Psykoterapi for at gøre psykoterapi mere tilgængelig, veldokumenteret og anerkendt som en vigtig del af det samlede sundheds- og behandlingsfelt i Danmark.

Om stillingen

Videnscenter for Psykoterapi søger en fagligt stærk og engageret videnskonsulent, som kan stå i spidsen for den daglige drift og videre udvikling af centerets aktiviteter. Du bliver det faglige omdrejningspunkt i mindre organisation, hvor du får ansvar for at indsamle, systematisere og formidle viden om psykoterapi til både praktikere, studerende og andre relevante fagpersoner. Med afsæt i ny forskning og praksisudvikling vil du bidrage til at gøre psykoterapeutisk viden mere tilgængelig og anvendelig, og du vil være med til at styrke psykoterapiens rolle i det danske sundhedslandskab.

Som videnskonsulent skal du kunne arbejde selvstændigt og struktureret, og du vil stå for alt fra litteratursøgning og dataindsamling til redaktion af nyhedsbreve og faglige artikler. Du skal desuden kunne navigere i og bidrage til netværk og samarbejder på tværs af fagligheder og institutioner, og løbende rapportere til bestyrelsen og formanden for centret. En del af stillingen omfatter også drift og videreudvikling af centerets dokumentation og hjemmeside, og du skal trives med at varetage både analytiske, kommunikative og administrative opgaver.

Vi søger en person med en sundheds- eller samfundsvidenskabelig baggrund på ph.d.-niveau, bred klinisk erfaring og et solidt teoretisk og metodisk kendskab til de klinisk-psykologiske og psykoterapeutiske forskningsfelter. Du har stærke formidlingsevner, flair for forskningsformidling og trives med at formidle kompleks viden på en let tilgængelig måde. Du er tillidsvækkende og udadvendt, og har lyst til at tage ansvar for at bringe Videnscenterets strategi og visioner ud i praksis.

Dine arbejdsopgaver vil bl.a. være:

  • Være en faglig og formidlingsmæssig ressource for psykoterapeuter og studerende samt centerets øvrige målgrupper
  • Holde dig ajour med ny forskning, praksisudvikling og relevante tendenser inden for psykoterapi
  • Indsamle og systematisere viden, herunder gennem litteratursøgning, dataindsamling og interviews
  • Skrive og redigere faglige artikler, nyhedsbreve og andre publikationer
  • Vedligeholde og videreudvikle centerets dokumentation og hjemmeside (erfaring med hjemmesider er en fordel – oplæring kan tilbydes)
  • Deltage i netværksopbygning og samarbejde med fagpersoner og institutioner inden for psykoterapi
  • Varetage administrative opgaver og sikre kontinuitet i centerets drift
  • Samarbejde med centerets formand og bestyrelse og løbende afrapportere til denne
  • Arbejde selvstændigt og struktureret med stor grad af ansvar

Vi søger en person, der:

  • Har en relevant akademisk sundheds- eller samfundsvidenskabelig uddannelse
  • Har en ph.d.-grad
  • Har dybdegående og bred klinisk erfaring med psykoterapi
  • Har stærke formidlingsevner – både skriftligt og mundtligt
  • Har erfaring eller interesse for forskningsformidling og litteratursøgning
  • Har en udadvendt og netværksskabende personlighed
  • Arbejder selvstændigt, struktureret og er ansvarsbevidst
  • Har et stærkt engagement for psykoterapi og lyst til at gøre en forskel i feltet

Vi tilbyder:

  • En spændende og meningsfuld stilling med stor selvstændighed og mulighed for at sætte dit præg
  • Fleksible arbejdsvilkår og mulighed for kompetenceudvikling
  • Løn og arbejdstid efter aftale

Ansættelsesvilkår:

Du ansættes pr. 1. oktober eller snarest derefter. Arbejdsstedet vil du kunne have medindflydelse på.

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er fredag d. 15. august. Stillingen søges ved at sende en samlet pdf-fil med ansøgning og CV til ew@nektarfonden.dk.

Vi forventer, at første samtalerunde bliver afholdt i uge 36.

Hvis du vil vide mere

Du er velkommen til at kontakte formand for Nektarfonden, Erik Wasli, på tlf. 30 95 06 71 eller ew@nektarfonden.dk, hvis du har konkrete afklarende spørgsmål til stillingen.