
Logistikansvarlig til international kartoffelvirksomhed
Brænder du for logistik og planlægning? Er du både teamplayer og selvkørende? Ønsker du at få en central rolle i planlægning og koordinering af leverancer? Så er jobbet som logistik ansvarlig hos Danespo måske noget for dig.
Danespo er en virksomhed i udvikling, og denne stilling som logistikansvarlig er en vigtig brik i vores ambitiøse vækststrategi på læggekartofler.
I et tæt samarbejde med dine kolleger i produktion og salg er du bindeleddet til at sikre en høj leveringssikkerhed af læggekartofler til vores kunder i bl.a. Nordafrika, Mellemøsten og hele Europa. Dine opgaver varierer i takt med sæsonen og spænder fra planlægning og indgåelse af kontrakter med transportvirksomheder, håndtering af transportbookinger i løbet af sæsonen, til optimering og effektivisering af vores transportløsninger, herunder også at finde bæredygtige løsninger.
Stærk baggrund inden for logistik
Du har en stærk baggrund inden for logistik og spedition og nogle års relevant praktisk erfaring, gerne med både sø fragt og vej transport. Det er vigtigt, at du har erfaring med indgåelse og håndtering af logistikaftaler og kan skabe sikkerhed for rettidig levering af læggekartofler til vores kunder i over 40 lande.
Du er positiv og udadvendt og trives med at skabe og udvikle stærke relationer. Du drives af at yde en god service og få tingene til at hænge sammen i en varieret hverdag.
Du er nysgerrig - både når det handler om mennesker, og når det drejer sig om at se optimeringsmuligheder. Du er selvstændig, systematisk og kvalitetsbevidst, og det betyder noget for dig at levere et godt stykke arbejde.
Du har flair for IT, herunder Office-pakken, og kan begå dig flydende på engelsk og gerne på tysk. Hvis du har kendskab til Business Central/NAV ERP-system, er dette også en fordel.
Bliv del af en velkonsolideret dansk forædlingsvirksomhed
Du får et job med et bredt selvstændigt ansvarsområde, med stor fleksibilitet og frihed til at tage ansvar. Du får fine udviklingsmuligheder og bliver del af en stærk og velkonsolideret virksomhed, med gode ansættelsesvilkår og et godt arbejdsmiljø.
Danespo er en unik arbejdsplads, hvor omgangstonen er afslappet, og kollegaer samarbejder konstruktivt på tværs af organisationen. Vores fælles værdier er Commitment, Development, Responsibility og Trust.
Du får base på vores hovedkontor i Give.
Er du interesseret, så send din ansøgning til pmo@north-con.dk. Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent Palle Morthorst på tlf. 24961350.
Vi rekrutterer løbende.
Om virksomheden
Danespo A/S er en af Nordeuropas førende virksomheder inden for forædling, produktion og salg af kvalitetskartofler. Vi eksporterer vores genetik til mere end 60 lande i verden. Danespo har hovedsæde og udviklingsafdeling i Give, sorterecentraler flere steder i Danmark samt datterselskaber i Sverige, Tyskland og Holland. Der er 60 ansatte.
Danespo A/S er ejet af DLF SEEDS A/S (49%) og FD ADMIRAL SAS (49%) samt en kreds af private ejere (2%).