
Elektriker – vær med til at drive fremtidens grønne industri
Vil du arbejde med avancerede produktionsanlæg i en virksomhed, der skubber til grænserne for grøn omstilling? Hvor du får mulighed for at skrue på teknikken i en biofabrik, hvor halm fra hele Sjælland bliver til præbiotika og 2. generations bioethanol?
Hos Meliora Bio i Kalundborg bliver du en del af et stærkt vedligeholdelsesteam, hvor du som elektriker arbejder med alt fra fejlfinding og installation til PLC og præcisionsmåling.
Meliora Bio – teknologi i menneskehøjde
Vi bygger vores forretning på innovation, fokus på grøn omstilling og stærke fællesskaber.
Vi er i alt 70 ansatte, og du bliver en del af vores vedligeholdelsesteam – et hold af engagerede elektrikere, automatikteknikere og teknikere, der får komplekse anlæg til at spille. Her er tonen uformel og hjælpsom, og vi løser både planlagte og akutte opgaver for vores 2 sammenhængende fabrikker.
Du holder el-installationerne i topform i en kompleks produktion
I din nye hverdag får du ansvar for drift og vedligehold af el-installationer på tværs af de 2 fabrikker med flere forskellige produktionsområder.
Mere specifikt kommer du til at:
- fejlsøge og udbedre fejl på el-installationer og procesudstyr
- installere og kalibrere instrumenter som tryk-, flow- og temperaturmålere
- montere ventiler og udstyr, herunder trække og tilslutte kabler
- arbejde med PLC-styring og tavlekomponenter i samarbejde med kolleger
- opdatere el-tegninger og udarbejde verifikationsrapporter.
Du indgår i et fast rul med rådighedsvagt sammen med de øvrige elektrikere.
El-teknisk baggrund og fokus på sikkerhed
Med dit overblik, gåpåmod og stærke samarbejdsevner er det naturligt at tage ansvar, dele viden og holde hovedet koldt – også når anlægget kræver hurtig handling.
Derudover forestiller vi os, at du:
- er uddannet elektriker, industrielektriker eller har tilsvarende baggrund
- har erfaring med fejlfinding og el-styring – og måske erfaring fra procesindustri (det sidste er en fordel - ikke et krav)
- kan læse og opdatere el-tegninger og diagrammer
- tænker sikkerhed ind i alt arbejde og bruger værnemidler og værktøj korrekt
- Dansktalende
Sæt strøm til karrieren – hos os får du det hele til at køre
Vi kalder løbende til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag på mail@meliora-bio.com. For yderligere information kan du kontakte Teamleder Simon Madsen på tlf. +45 2121 2333.
Meliora Bio er en del af Torque Kapital. Vi går forrest i omstillingen til grønne bioprodukter, og vi investerer derfor betydeligt i personlig og professionel udvikling af vores medarbejdere. Hos os får du mulighed for at udnytte dit fulde potentiale, og du vil opleve et fleksibelt og dynamisk arbejdsmiljø med stort fokus på samarbejde.