Den Kongelige Samling
Kolding

Underviser til Koldinghus

Brænder du for historie og inddragende museumsundervisning af højeste kvalitet? Vil du være med til at udvikle Undervisningsenheden hos den Kongelige Samling til at være landets bedste? Så er muligheden her.

Vi tilbyder:

En unik stilling, hvor du i samarbejde med formidlings- og undervisningschefen på Koldinghus får ansvaret for at planlægge og afvikle museumsundervisningen på Koldinghus. Du skal desuden være med til at udvikle Undervisningsenheden på tværs af Den Kongelige Samling både pædagogisk, praktisk og digitalt.

Øvrige arbejdsopgaver:

  • Deltage i planlægning og afvikling af slottets ferieaktiviteter for børnefamilier, herunder levendegørelse og skuespil.
  • Deltage i udviklingen af Den Kongelige Samlings kommende digitale projekt og andre udviklingsprojekter.
  • Samarbejde med Skoletjenesten ved Kolding Kommune og deltage i Kolding Kommunes netværk for Åben Skole-aktører samt øvrige relevante netværk.

Kvalifikationer:

Vi forventer, at du har en læreruddannelse eller er historiker med en skarp didaktisk profil og har dokumenteret undervisningserfaring på grundskoleniveau. Du er en særdeles dygtig underviser, ambitiøs og kan arbejde selvstændigt i en stor organisation med mange afdelinger og højt tempo.

Vi forventer desuden, at du:

  • kan differentiere og målrette undervisningen til den enkelte klasse fra gang til gang
  • har styr på faglige mål og rammer inden for en bred vifte af fag og kan planlægge/udføre undervisningen ud fra disse
  • har erfaring med undervisning og inklusion af forskellige børnegrupper
  • er i stand til hurtigt at sætte dig ind i nyt stof og omsætte det til læringsforløb
  • kan planlægge og samarbejde med andre afdelinger på tværs af organisationen
  • har et grundlæggende godt kendskab til Danmarkshistorien fra Reformationen og frem til i dag – gerne med fokus på Kongehuset
  • er kreativt tænkende i bred forstand, når det gælder undervisning
  • har respekt for rammerne i en strategistyret organisation
  • kan kommunikere tydeligt på dansk i skrift og tale

Det kan være en fordel, at du:

  • har erfaring med levendegørelse af historie i form af fx rollespil eller skuespil
  • følger med i udviklingen på det digitale område og er i stand til at anvende nye teknologier i undervisningen, hvor det er hensigtsmæssigt

Ansøgning:

Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen. Ansøgning, CV og relevante bilag sendes via linket "Ansøg", hvor vi udelukkende modtager ansøgninger.

Ansøgningsfrist: 22. juni 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 27.

Ansættelse vil ske jf. gældende overenskomst. Arbejdstiden er 30 timer ugentlig. Arbejdssted er Den Kongelige Samling, Koldinghus, Koldinghus 1, 6000 Kolding.

Vi forventer, at ansættelsestidspunkter vil være 1. august 2025 eller snarest mulig.

Nærmere oplysninger fås ved henvendelse til:

Formidlings- og undervisningschef ved Koldinghus, Rasmus Welling på tlf. 4880 3070 / rw@kosa.dk.


Hvem er vi?

Om Koldinghus

I over 750 år har middelalderborgen Koldinghus spillet en vigtig rolle i Danmarkshistorien, og i dag er Koldinghus et moderne museum og en seværdighed i verdensklasse. Her kan du opleve fascinerende arkitektoniske detaljer fra århundreders restaureringer, gå på opdagelse i enestående sale og fordybe dig i særudstillinger på højeste niveau. Koldinghus giver et imponerende tilbageblik i historien som Jyllands sidste kongeborg med det karakteristiske tårn.

Den Kongelige Samling

Kongernes Samling er organisationen bag Amalienborgmuseet, Christiansborg Slot, Eremitageslottet, Koldinghus og Rosenborg Slot. Vi formidler monarkiets historie på vores fem slotte gennem udstillinger, events og vores enestående samling af malerier, møbler, klædedragter, kroner, kronjuveler og andre kulturskatte, som har tilknytning til den danske kongefamilie fra Christian 4.s regeringstid til i dag.

Igennem imponerende bygninger, fascinerende skatte og personlige fortællinger udfolder vi Kongehusets historie og skaber forståelse for Kongehusets betydning i dag. Det er en invitation til at udforske alt det, der har formet vores land, og de omgivelser, hvor historien har udspillet sig. Mellem prægtige riddersale, massive borgmure og royale arbejdsværelser.

Om Undervisningsenheden

Undervisningsenheden hos Den Kongelige Samling tilbyder relevant og engagerende undervisning på Christiansborg Slot, Rosenborg, Amalienborgmuseet og Koldinghus.

Vores pædagogiske profil tager udgangspunkt i, at læring opstår, når eleverne er aktive og kan spejle deres egen livsverden i Danmarkshistorien. Vores mål er at give alle mod og lyst til at gå på opdagelse i fortiden og derved få en forståelse for, hvor de selv kommer fra.

Undervisningsforløbene er altid afstemt i forhold til gældende lære- og læseplaner for grundskoler, ungdomsuddannelser og daginstitutionerne. Forløbenes ramme er historisk, men indholdet er tværfagligt og retter sig mod en bred vifte af fag.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.