Lipitec A/S
Ringe
Jobindex søger for Lipitec A/S

Logistik- og ordrekoordinator – fra råvarer til levering

Vil du have en nøglerolle i at sikre, at puslespillet går op, når du koordinerer leveringer af råvarer og bestillinger fra kunden – og dermed følger ordrer helt fra leverandør til vores produktion og ud til kunden?

Hos Lipitec bliver du bindeled mellem kunder, produktionslederen og transportører i en rolle med ansvar og udviklingsmuligheder.

Vi er på en tydelig vækstrejse, og det giver dig mulighed for både at præge systemer og processer

fortæller Thorkild Moos, Commercial Manager.

Velkommen til Lipitec

Vi udvikler og producerer højkvalitetsfodermidler til husdyr (særligt grise og køer) – med egen fabrik på Fyn og kunder i hele Europa. Vores mål er at optimere husdyrenes sundhed og landmandens økonomi. Vi er et selvstændigt selskab med egen identitet – men med rødder i og fysisk fællesskab med NLM Vantinge.

Du får din hverdag i et kontorfællesskab med 3 dedikerede Lipitec-kolleger og yderligere 8 fra NLM, som også hjælper os med ledelse og administrative funktioner. Det giver både fagligt og socialt liv i huset, hvor tonen er både fri og ordentlig – vi hjælper hinanden, spiller hinanden bedre, og værdsætter en god kaffe og åbne døre.

Her bliver dine idéer lyttet til – uanset titel eller antal stjerner på skulderen. Vi går mere op i gode løsninger end i hierarkier

uddyber Thorkild.

Du får styr på leverancerne

Du bliver bindeleddet mellem kunde, produktion og transport – og får ansvaret for, at ordrer håndteres, råvarer lander til tiden, og at der er styr på logistikken hele vejen igennem. Du håndterer både ordrer, opdateringer m.m. i Navision - og kender du ikke systemet, skal vi nok lære dig op

I praksis betyder det, at du:

  • er kontaktperson til kunder og informerer dem om ordrer og leveringstider
  • prioriterer og planlægger ordrer fra kunder (oftest på mail) i tæt samarbejde med vores produktionsleder
  • har dialogen med leverandører om bestilling af råvarer
  • monitorerer analyser og registrerer råvarekvaliteter
  • registrerer feedback fra kunder vedrørende leverancer og kvalitet
  • er med til at forhandle logistikaftaler med vores transportselskaber

Med et blik rettet mod både næste uge og næste måned og selvfølgelig en solid dialog med vores produktionsleder, sørger du får, at vi holder gang i maskineriet og kan levere til vores kunder

fortæller Thorkild videre.

Logistikprofil med erfaring fra produktion

Du trives i en rolle med ansvar og mange kontaktflader – og motiveres af at få bundet både knude og sløjfe på de mange forskellige koordineringstråde. Du har både det forkromede overblik og sans for detaljen samt en evne til at være et skridt foran.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • har solid erfaring fra en logistikrolle i et produktionsmiljø
  • har erfaring med ordrehåndtering, transportbooking og kundedialog
  • kommunikerer professionelt på engelsk i både skrift og tale.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte senior rekrutteringskonsulent hos Jobindex Jens Fog på 7245 9005.

Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Jobindex ønsker at gøre din jobsøgning så let og effektiv som muligt. Du har derfor mulighed for at uploade både et CV og din ansøgning, et CV med kortfattet motivation i indledningen eller blot et CV.

Send dit materiale hurtigst muligt, da vi indkalder løbende til samtale. Ansøgningsfristen er den 23. juli 2025.

Vær opmærksom på, at vores jobannoncer automatisk bliver oprykket flere gange i annonceringsperioden, indtil stillingen tages offline – det må ikke forveksles med, at stillingen bliver genopslået.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Dit rekrutteringsforløb med Jobindex

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Vi læser de indkomne ansøgninger igennem og overdrager løbende relevante kandidater til virksomheden. Du kan læse om vores rekrutteringsproces på siden Rekrutteringsforløb.