Dansk Arkitektur Center
København K

Ejendomstekniker til Dansk Arkitektur Center

Dansk arkitektur Center, DAC, søger en ejendomstekniker, der værdsætter en velsmurt maskine og et job med mening. DAC er en kulturattraktion der formidler arkitektur gennem udstillinger og aktiviteter. Vi er en af flere lejere i BLOX midt i København, og vores hus er i brug mange timer hver dag året rundt, så overblik og koordinationsevner er et must hos vores nye kollega.

For DAC er det vigtigt, at så mange som muligt engagerer sig i udviklingen af arkitektur og design. Vi henvender os til kulturgæster og fagprofessionelle og har også en del møde- og konferencegæster. Desuden driver vi en cafe og en designshop.

Vores opgave som arkitekturcenter og kulturattraktion er at dele viden og skabe samtale om en mere bæredygtig tilgang til det byggede miljø. Det gør vi gennem udstillinger, events mm og en masse digital formidling. Vi lægger vægt på værtskabet hvad enten man er barn, ung eller voksen og uanset om man er ekspert eller blot nysgerrig på området.

DAC optager cirka en fjerdedel af den højteknologiske bygning BLOX, der blev indviet i 2018 og ligger ved Københavns havnefront tæt på Langebro. I 2024 havde vi 362 åbningsdage og 310.000 gæster.

Om jobbet

Ejendomsteknikeren er krumtappen, der får DAC til at fungere oppe og nede både i det daglige og på længere sigt, når det gælder de fysiske rammer. Det medfører en stor kontaktflade til kolleger i DAC, håndværkere, bygningsejer og bygningsejers repræsentanter. Ejendomsteknikeren indgår i afdelingens vagtordning, der også omfatter ca. en weekend om måneden.

Blandt opgaverne er

  • Leverandørkontakt og – styring
  • Løbende tilsyn og vedligehold af ADK- og CTS-anlæg.
  • Koordinering af dagligt vedligehold og mindre ombygninger
  • Koordinering i ’huset’, (DACs afdelinger, øvrige lejere i BLOX, BLOX’ facility manager m.fl.)

Om dig

Vi leder efter en teknisk velfunderet, samarbejdsorienteret og opsøgende kollega med nogle års erfaring med lignende opgaver, gerne fra kultur- og oplevelsesbranchen. Du forstår, at god kommunikation med DACs gæster og andre samarbejdspartnere er vigtig, og du føler du lykkes, når du finder de gode og holdbare løsninger på DACs drifts- og vedligeholdelsesopgaver. Hvis du også synes, at det DAC beskæftiger sig med, er vigtigt, så passer du godt ind i DAC-teamet.

Om os

Vi er en not-for-profit-organisation, der arbejder for at øge kendskabet til arkitekturens rolle i den grønne omstilling. Vi lægger vægt på høj faglighed og et godt arbejdsmiljø, hvor vi respekterer hinanden og går glade på arbejde. Vi prioriterer samarbejde og derfor også fysisk fremmøde. Der kan være travlt og af og til lidt længere dage, men fleksibiliteten går begge veje hos os. Vores arbejdssprog er dansk.

Stillingen er på fuld tid med løn efter kvalifikationer. Ideelt kan vores nye kollega begynde 1/9.

Sådan søger du

Har du spørgsmål til stillingen som ejendomsteknikker kan du ringe til Facility manager Rasmus Olsen, +45 2126 4172.

Send din ansøgning via knappen "Ansøg". Vi indkalder løbende til samtaler, så vent ikke for længe. Skriv ’ejendomstekniker’ i emnefeltet.

Vi glæder os til at høre fra dig.