Dansk Bilglas A/S
Nørresundby

Er du chefens nye wing(wo)man?

Danmarks mest vækstende kæde indenfor autoglasreparation og rudeskift søger en fantastisk assistent til chefen. Dine primære opgaver bliver, både selvstændigt og i samarbejde med chefen, at identificere indsatsområder, lave handlingsplaner og eksekvere på disse. Arbejdspladsen er på vores hovedkontor i Nørresundby.

Hvis der er frit valg på alle hylder, mener chefen, at du ser sådan ud:

☐ Du har dine bedste år foran dig.
☐ Du har (gerne) brugt 3-5 år af dit liv på universitet.
☐ Du har en eller flere tidligere chefer, som ser det samme store lys i dig, som du selv gør.
☐ Du har analytiske evner ud over det sædvanlige.
☐ Du er god til at tænke selv, og kan arbejde selvstændigt.
☐ Excel er din allerbedste ven (også selvom du har en hund!).
☐ Du har en veludviklet forretningsforståelse, og er kommercielt anlagt.
☐ Ud over Bill Gates er det nok ikke mange andre, som ved mere om IT end dig.
☐ Der er ingen opgaver du er bange for, og ingen du er overkvalificeret til at løse.
☐ Du har super gode people skills, og du møder alle folk i øjenhøjde.
☐ Du er struktureret, og kan holde fokus på dine mål.
☐ Du er idérig og altid min. et skridt foran alle andre i tanke og handling.
☐ Du taler og skriver engelsk på et rimeligt niveau.
☐ Du er positiv og har god humor (dårlig humor er bedre end ingen humor!).
☐ Du har styr på det etiske og moralske kompas uden at være mega kedelig.
☐ Du er en udpræget team-player og tilpas ydmyg (selvom du naturligvis synes, dine supertalenter berettiger til ubetinget respekt og tilbedelse fra alle andre!).
☐ Du synes 40.000 er et vildt useriøst løntilbud for en med dine talenter, men du forstår også godt, at chefen synes et lønkrav på 60.000 er mindst lige så useriøst – selv for én med dine talenter

Udfyld tjek-boksene og se, om du er tjekket nok til at søge stillingen.

Har du vinket alle boksene af, så bare skriv hvornår du kan starte. Hvis du ikke har kryds i alle boksene så skriv alligevel og vedlæg dit CV. Er dit CV tyndere end (hvad du mener er) virkeligheden, kan du med fordel sende et par ord med.
Vores chef har vildt urealistiske forventninger til dig, så derfor har vi allieret os med en ekstern partner (Varberg Management ApS) til at bistå med rekrutteringen. Men du er velkommen til at kontakte vores chef for nærmere information.
Undlad at tænke for meget og grib fremtiden nu, for vi indkalder til samtaler løbende og slår til, når den rette wing(wo)man flyver forbi. Send din ansøgningen via linket "Ansøg" her på siden.


Dansk Bilglas A/S har siden 1964 været én af Danmarks førende inden for reparation og udskiftning af autoglas. Vi har et landsdækkende net af værksteder og branchens dygtigste og mest dedikerede kollegaer. I Danmark er vi, sammen med søsterselskaberne Crashpoint og Elkjærgruppen, som er to af Danmarks førende kæder inden for karrosseriarbejde og autolakering, én af de største aktører på autoskadeområdet. Vi er ejet af CaryGroupAB, som aktuelt er repræsenteret i 11 lande og i konstant vækst. Se mere på www.carygroup.com.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.