Planetarium
København V

Formidlingschef

Brænder du for en stærk historiefortælling, og har du lysten til at åbne universet for børn og voksne? Så er du måske den rette til at stå i spidsen for Planetariums formidlingsafdeling og bringe universet tættere på vores gæster.

Vi brænder for at formidle fascinationen af astronomi og rumfart til et bredt publikum – fra nær og fjern. Det er et privilegium hver dag at arbejde med nogle af de mest grundlæggende og eksistentielle spørgsmål om livet, universet og menneskets plads i det hele. Vores ambition er at vække undren og fremme en dybere forståelse for vores eksistens – både her på Jorden og i det uendelige rum.

Med en ambitiøs masterplan for Planetarium har vi de seneste år skærpet vores faglige fokus i relation til alle indsatsområder: Formidling, udstillinger, foredrag, filmforestillinger, aktiviteter, kommunikation m.fl. Samtidig har vi arbejdet målrettet på at udvikle og renovere Planetariums fysiske rammer. Det er således lykkedes os at realisere en totalrenovering af vores ikoniske Planetariekuppel, som nu fremstår i et yderst smukt design – og med den nyeste teknik i form af 8K-laserprojektorer og med et planetariesystem baseret på de nyeste forskningsresultater. Lige om lidt indvier vi en eventyrlig permanent udstilling om rumfart og rumteknologi: RUMMET T/R, hvor vi udfordrer de gængse formidlingsformer, idet udstillingen er skabt i krydsfeltet naturvidenskab og kunst bl.a. i samarbejde med den verdenskendte kunstner Tomás Saraceno.

Vi prioriterer vores samlede formidlingsindsats højt. Den er omdrejningspunktet i mødet med vores mange forskellige gæster. Formidlingsindsatsen skal inspirere og udfordre vores gæster: Skole- og gymnasieelever, børnefamilier fra hele landet, par, turister, virksomhedskunder m.fl. Vi søger en kompetent leder til formidlingsafdelingen, der kan stå i spidsen for at drive og udvikle Planetariums fremtidige formidlingsindsats – herunder udstillinger, skoleindsats, weekend- og ferieprogram, foredragsprogram, aktiviteter, særarrangementer, rundvisninger, tilbud til årskortindehavere, tilbud til virksomheder fx teambuilding. I vores formidlingsindsats samarbejder vi tæt med universiteter og rumindustrien.

Vi søger en formidlingschef, der i et nærværende og tæt samarbejde med resten af chefgruppen tager aktivt ansvar for alle processer – fra strategi og ledelsesfunktion til kreativ konceptudvikling, oplæring af medarbejdere og gæstehåndtering – du skal altså som resten af organisationen være begejstret for at løse mangfoldige arbejdsopgaver og deltage direkte i eksekveringen.

Du bliver daglig leder for formidlingsafdelingen, som består af følgende profiler:

Astrofysiker, børne- og undervisningsansvarlig samt 20 formidlingsmedarbejdere (deltid), som sideløbende studerer ved DTU Space eller Københavns Universitet. Som leder af formidlingsafdelingen refererer du til den administrerende direktør, og indgår i en chefgruppe, der udover dig består af chef for økonomi, IT og teknik og den administrerende direktør.

Det er vigtigt for os, at du som person:

  • Trives godt med mangfoldige arbejdsopgaver – fra direkte eksekvering over for gæster til det strategiske overblik
  • Er en sund rollemodel ift. at skabe et godt samarbejde på tværs af organisationen
  • Sætter en ære i at gøre dig umage, og altid er klar til at yde en ekstra indsats
  • Har humor
  • Tænker nye veje og er kreativ

Som vores kommende leder af formidlingsafdelingen vægter vi dit positive menneskesyn og dine samarbejdsevner allerhøjst. Det er ikke en forudsætning, at du er uddannet inden for naturvidenskab, men vi ønsker, at du som vores kommende formidlingschef:

  • Er en kompetent og motiverende leder
  • Har væsentlig ledelseserfaring
  • Har erfaring med formidlingens mangfoldige discipliner fx udvikling af udstillinger, udvikling af underholdende faglige shows, personlig formidling, undervisning eller lignende
  • Kan målrette en historiefortælling med kant på tværs af aktiviteter og formål
  • Er skarp til at formulere dig mundtligt og på skrift
  • Altid har fokus på gæsternes oplevelser – uanset om der er tale om skoleelever, turister, virksomhedsgæster m.fl.

Ansøgning og CV sendes til job@planetarium.dk – ansøgningsfrist 20. juni 2025.

Vi forventer at gennemføre ansættelsessamtaler i juni 2025.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte adm. direktør Mette Broksø Thygesen på 30 11 88 77 eller mbt@planetarium.dk