Gribskov Kommune
Helsinge

Koordinator og vejleder til styrkelse af inkluderende børnefællesskaber på Nordstjerneskolen

Er du en fagligt stærk og engageret person med erfaring inden for specialpædagogik og lyst til at gøre en forskel for børns trivsel og læring? Er du skarp til struktur og har et naturligt overblik – og trives du i et miljø, hvor samarbejde og energi fylder hverdagen?

Så vil vi rigtig gerne høre fra dig!

Vi søger en ambitiøs koordinator og vejleder til en central rolle i vores arbejde med inklusion og mangfoldige børnefællesskaber i almenområdet. Du skal være med til at styrke vores fælles indsats for at skabe læringsmiljøer, hvor alle børn trives og deltager aktivt – uanset forudsætninger.

Om stillingen

Som koordinator og vejleder bliver du en vigtig del af skolens kompetencecenter og en aktiv sparringspartner for skolens ledelse.

Du vil få ansvar for

  • Koordinering af skolens indsatser i relation til inklusion og specialpædagogik – koordinering er en nøglekompetence i denne rolle
  • Vejledning af årgangs- og klasseteams i arbejdet med at skabe inkluderende læringsmiljøer
  • Tilrettelæggelse og planlægning af møder, herunder opfølgning på indsatser og handleplaner i samarbejde med de enkelte teams
  • Samarbejde med PPR, andre fagprofessionelle og forældre – vi vægter erfaring og viden om dette samarbejde højt
  • Sparring og faglig støtte til pædagogiske medarbejdere og vejledere
  • Implementering af co-teaching og andre understøttende undervisningsformer
  • Facilitering af tværgående sparringsmøder og møder med forældre
  • På sigt vil der være et begrænset antal undervisningstimer knyttet til stillingen udover co-teaching i klasserne.

Du bidrager med viden og fagligt overblik i arbejdet med at skabe lige deltagelsesmuligheder for alle børn. I dit møde med elever, kolleger og forældre arbejder du løsningsfokuseret og med en anerkendende tilgang, hvor relationer og samarbejde er i centrum. Du har blik for barnets perspektiv og sikrer, at barnets stemme bliver hørt og inddraget i alle relevante sammenhænge.

Det får du hos os

Hos os træder du ind i en hverdag, hvor du hurtigt mærker fællesskabet – både i det varme velkommen fra kollegerne og i den måde, vi samarbejder på tværs af årgange, fagligheder og funktioner. Det er helt almindeligt, at der er åbne døre ind til klasserne og du vil blive mødt af kollegaer, der har lyst til faglige snakke og har en åbenhed overfor sparring.

Du vil opleve en arbejdsplads, hvor ledelsen bakker dig op, og hvor din faglighed bliver taget alvorligt. Når der er nye idéer til, hvordan vi kan gøre noget anderledes eller bedre, er der en åbenhed – og du bliver en vigtig medspiller i at udvikle skolens hverdag.

Du bliver en del af et fagligt stærkt og engageret team bestående af skolens andre vejledere, hvor vi løfter i fællesskab og har fokus på at spille hinanden gode. Vi lægger vægt på faglighed, nysgerrighed og udvikling, og vi glæder os til, at du kommer med dine ideer og dit engagement.

Vi forestiller os, at du

  • Er uddannet lærer eller pædagog med specialpædagogisk viden og erfaring og gerne med videreuddannelse indenfor det psykologiske felt
  • Har gode relationskompetencer og arbejder målrettet med elevernes trivsel og læring
  • Har solid erfaring fra specialområdet og/eller med ressourcepædagogik i almenområdet
  • Er en tydelig og empatisk vejleder med stærke kommunikative kompetencer
  • Kan navigere i en kompleks hverdag og har blik for både detalje og helhed
  • Arbejder systematisk og struktureret og har stærke samarbejdsevner på tværs af faggrupper
  • Ser dig selv som en faglig kapacitet, der kan bidrage med viden og sparring til kolleger og ledelse

Naturskøn beliggenhed og moderne faciliteter

Nordstjerneskolen er en nybygget skole i hjertet af Helsinge, omgivet af smuk natur og med nem adgang til offentlig transport. Vi inddrager gerne de naturskønne omgivelser i undervisningen og arbejder projekt- og scenariebaseret for at skabe en varieret og inspirerende skoledag for vores elever med en høj grad af inddragelse.

Vi arbejder ud fra en systemisk og narrativ tænkning og ser fællesskabet som et sted, hvor vi beriges af hinandens forskelligheder, og hvor vores værdier: Tillid, respekt, læring og mod, kan mærkes i hverdagen.

Vi er en skole med et internationalt udsyn. Vi deltager i Erasmus-projekter og har en japansk venskabsby, hvor vi udveksler erfaringer og inspiration. Derudover samarbejder vi tæt med de lokale idrætsforeninger og har en sportstalentlinje i udskolingen.

Du kan se mere om vores skole på Nordstjerneskolens hjemmeside og vores Facebookside: Nordstjerneskolen Gribskov

Vil du være med?

Stillingen ønskes besat 1. august 2025, og løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Mette Droob Olsen på telefon 72 49 82 45 eller skoleleder Karen Kaas på telefon 72 49 92 59. Du er også meget velkommen til at ringe og aftale et besøg på skolen.

Der indhentes straffe- og børneattest i forbindelse med ansættelsen.

Det er en forudsætning for ansættelse i Gribskov Kommune, at du kan oplyse minimum en reference.

Ansøgningsfrist og samtaler

Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest onsdag den 18. juni 2025.

Der vil blive afholdt 1. samtale til stillingen mandag den 23. juni 2025 og evt. 2. samtale den 25. juni 2025.