
Senior udviklingsingeniør/konstruktør med vilje til at gøre en forskel
Aquagain Folding Smed A/S er stiftet i 1956 af Karl Skjøth og er i dag en professionel og anerkendt producent og leverandør af effektive og miljørigtige løsninger inden for håndtering af spildevand og slam, drikkevand samt biogas. Der håndteres løsninger inden for alle aspekter fra rådgivning, design, konstruktion, produktion, levering, montering til idriftsættelse. Aquagain indgår i projekter som hoved- og totalentreprenør, som leverandør af smede- og maskinentrepriser og som komponentleverandør.
Virksomheden udvikler og producerer unikke kundetilpassede procestekniske løsninger og serieproduktioner, som f.eks. dæksler, maskinudstyr, rør- og anlægsinstallationer etc. Kunderne er kommunale og industrielle virksomheder i ind- og udland, som har høje krav til kvalitet, leveringssikkerhed og dokumentation, funktionalitet og driftssikkerhed samt service. Virksomheden er med stor succes trådt ind på det norske marked, som bidrager væsentligt til virksomhedens strategi.
Medarbejdere hos Aquagain er fagfolk med vigtig viden og solid erfaring. De arbejder med engagement og forstår kundernes krav og ønsker. De kender processerne, forstår kundens målsætninger og indfrier forventningerne til kvalificeret sparring og den rigtige løsning.
Aquagain er 100% danskejet og er beliggende i pæne og præsentable bygninger i Brørup. Virksomheden består af omkring 80 medarbejdere, der håndterer alle opgaver inden for virksomhedens forretningsområder. Da virksomheden har travlt med en række spændende projekter, søger vi nu en kompetent og motiveret senior udviklingsingeniør/konstruktør.
Læs mere på: www.aquagain.dk
Senior udviklingsingeniør/konstruktør med vilje til at gøre en forskel
dansk kvalitet i topklasse - procesanlæg der forbedrer miljøet
Central nøglerolle – design og konstruktion i 3D – stor kontaktflade
Med reference til teknisk chef og som en vigtig sparringspartner for denne, får du en central rolle i virksomhedens design- og konstruktionsafdeling. Du vil indgå i en gruppe af dygtige og engagerede kollegaer, og sammen arbejder I med udvikling, konstruktion, tilpasning samt teknisk tegning i 3D. Dine opgaver vil være alsidige og afvekslende, og med dine stærke kompetencer bidrager du til at styrke det faglige niveau og sikre en endnu højere kvalitet og leveringssikkerhed i tegnestuen. På grund af en meget positiv udvikling har man travlt og du vil få mulighed for at arbejde med både spændende, unikke og udviklende konstruktionsopgaver. Her skal du ikke levere standardløsninger, her får du lov til at designe, tilpasse og udvikle løsninger, der skal fungere i praksis. Du vil derfor få mulighed for at sætte dit præg på spændende og markedsledende tekniske løsninger inden for spildevand, biogas og drikkevand.
Projekterne bliver løbende større og mere komplekse og derfor vil du have en tæt dialog på tværs i organisationen men også med kunder og deres rådgivere. Så selv om du har base på kontoret i Brørup, vil du en gang imellem få mulighed for at deltage i projektmøder. Dette vil ofte foregå online, men vil nogle gange give dig mulighed for at se selve anlægget – også i Norge. Virksomhedens markedsledende procesanlæg, komponenter og løsninger, bliver alle udviklet, konstrueret og produceret lokalt på adressen her i Brørup. Du vil derfor få en unik mulighed for at følge hele processen fra den indledende kontakt til den færdige løsning bliver leveret og testet ude hos kunden. Samtidig vil du få en daglig tilfredsstillelse gennem at arbejde med processer og løsninger som er med til at sikre og forbedre vores miljø, både på den korte bane, men også fremover.
Du er faglig stolt, nysgerrig og løsningsorienteret
Den ideelle kandidat har en teknisk teoretisk baggrund som ingeniør, maskinmester eller tilsvarende, meget gerne som en overbygning på en faglig uddannelse som smed eller maskinarbejder. En mellemteknisk baggrund med relevant konstruktionserfaring vil også være en mulig indgang til jobbet. Det er en klar fordel, hvis du har en baggrund fra konstruktion af procesanlæg og måske nogle års erfaring med konstruktion af kundespecifikke løsninger. Du er rutineret bruger af et eller flere 3D CAD-systemer, hos Aquagain tegner man i Inventor, så det vil bestemt være en fordel hvis du har erfaring med dette. Du taler og skriver dansk og gerne engelsk og du har bopæl i fornuftig køreafstand til virksomheden i Brørup.
Du er typen, der brænder for at gøre en forskel og du tænder på muligheden for at arbejde med branchens bedste og mest anerkendte løsninger. Du motiveres af at arbejde med en udfordrende tegne- og konstruktionsopgave og du er ikke bange for at dele dine kompetencer med andre. Du er nysgerrig, både i forhold til dit fag, dine kollegaer og dine opgaver. Du søger at finde den rigtige løsning og som sparringspartner er du ikke bange for at sige både til og fra. Du trives blandt engagerede kolleger og du nyder at arbejde på mange forskellige niveauer, fra de mest abstrakte og teoretiske visioner og helt ned til, hvordan man bedst får tingene til at virke ude i den virkelige verden. Der er gode muligheder for at gøre en forskel i en virksomhed hvor du vil indgå i en uformel og flad organisationsstruktur, hvor frihed under ansvar er noget, man praktiserer og ikke kun noget, man taler om.
Skab din egen drømmestilling
Du tilbydes en spændende og udfordrende stilling i en flad organisation med en uhøjtidelig tone og fokus på effektivitet, trivsel og fælles målsætninger. Du har mulighed for stor indflydelse på din hverdag og dine opgaver. Da virksomheden er en af markedslederne inden for forretningsområdet, vil der være store muligheder for faglige og personlige udfordringer og din egen udvikling vil være sikret gennem sparring med dygtige og engagerede kollegaer.
Løn og øvrige ansættelsesvilkår aftales individuelt på et niveau, der modsvarer stillingens krav og dine kvalifikationer.
Virksomheden får ikke kendskab til din henvendelse uden din accept.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Odd L. Johnsen på telefon: +45 29999043 eller på: odd@lyderjohnsen.dk.
Samtaler vil foregå hos LyderJohnsen i Kolding.
Send venligst din ansøgning og dit CV mærket ”Senior udviklingsingeniør/konstruktør” til: ans@lyderjohnsen.dk
Husk at benytte den e-mail adresse, som vi skal bruge til senere kontakt.
Annoncen opdateres automatisk hver fjerde uge på jobportalerne. Dette er ikke et udtryk for, at rekrutteringsprocessen er startet forfra. Det er en konsekvens af, at vores stillingsannoncer ligger online, indtil rekrutteringsprocessen er afsluttet.