
Udviklingsorienteret og driftssikker myndighedsleder søges på Ældre-, Sundheds- og Socialområdet
Er du en erfaren leder med solid faglig viden inden for ældre-, sundheds- og området? Har du erfaring med økonomistyring, personaleledelse og faglig og strategisk udvikling? Så har vi en spændende lederstilling i Albertslund, hvor du kan gøre en stor forskel.
Om jobbet
Albertslund er en grøn kommune med store ambitioner. Vi er stolte af vores kommune og gør os umage i vores opgaver og indsatser for borgerne, foreningerne og virksomhederne. Vi er én kommune og én organisation. Vi har engagerede og dygtige medarbejdere samt en samarbejdskultur, der går på tværs af områder og niveauer. Det gør Albertslund Kommune til et godt sted at arbejde. Lige nu søger vi en ny myndighedsleder på Ældre, Sundheds- & Socialområdet.
Vi står over for at samle myndighedsafdelingen med visitation på ældre-, social- og hjælpemiddelsområdet herunder hjælpemiddelsdepotet, som vi drifter i tæt samarbejde med Glostrup Kommune. Myndighedsafdelingen skal udvikles til én indgang for borgere, som har behov for hjælp og støtte i hverdagen til at leve så selvstændige og uafhængige liv som muligt med størst mulig livskvalitet. Samarbejdet med borgerne og på tværs af afdelinger og forvaltninger er afgørende for at lykkes på dette område.
Som myndighedsleder for ældre-, sundheds- og socialområdet vil du have ansvar for at skabe en enhed med en fælles kultur og et stærkt samarbejde. Det kræver lederskab med blik for helhed, mennesker og proces. Borgerens samlede livssituation er i fokus for god og effektiv sagsbehandling og opgaveløsning. Samtidig er der tale om områder, som i disse år reformeres fra national side. Det betyder, at det er helt afgørende, at du tænker strategisk og udviklingsorienteret og er aktivt opsøgende i forhold til relevante samarbejdspartnere.
Som myndighedsleder får du ansvaret for både personale- og driftsledelse samt for udviklingen af tre myndighedsenheder: Visitationen, Socialenheden for Voksne samt Hjælpemiddelvisitationen og -depotet.
Visitationen løser myndighedsopgaver på ældre- og sundhedsområdet og består af 1 teamleder, 7 visitatorer og 2 udskrivningskoordinatorer. Socialenheden for Voksne løser myndighedsopgaver på socialområdet og består af 1 teamleder, 1 fagkoordinator, 10 rådgivere og 2 administrative medarbejdere. Hjælpemiddelsvisitationen og hjælpemiddelsdepotet løser myndighedsopgaver på handicapområdet og består af 1 teamleder, 1 fagkoordinator, 8 visitatorer, 1 administrativ medarbejder samt 7 teknikere.
Du vil komme til at referere til chefen for Ældre-, Sundhed & Social og indgå i vores tværgående strategiske ledergruppe bestående af i alt 9 ledere inklusiv dig selv og chefen. Vi er en gruppe, som sammen har fokus på, hvordan vi kan bringe ældre-, sundheds- og socialområdet tættere sammen og gøre brug af de mange stærke og forskelligartede fagligheder, vi har på vores tre fagområder. Vi er en gruppe, som prioriterer hinanden og vægter samarbejdet højt. Vi er ambitiøse, samtidig med at det er vigtigt at vi kan have det sjovt sammen – og så glæder vi os til at byde en ny kollega velkommen i gruppen.
Opgaven
- Fortsat sikring af gode rammer for opgaveløsningen: Myndighedsopgaverne er ofte komplekse. Det er vigtigt, at du som leder til stadighed er med til at sikre, at medarbejderne har de rette arbejdsvilkår og et godt arbejdsmiljø til kompetent og effektivt at kunne løse deres opgaver.
- Personaleledelse og strategisk ledelse: Du bliver personaleleder for tre teamledere. Endvidere vil du skulle implementere langsigtede strategier, herunder nationale reformer som bl.a. ældrereformen, sundhedsreformen og hjemløsereformen, men også indgå i tæt samarbejde med øvrige forvaltningsområder fx ift. implementering af beskæftigelsesreformen. Hertil kommer, at der er en forventning om, at 6.000-10.000 nye borgere flytter til Albertslund over de kommende år. Det betyder også, at myndighedsopgaverne vil ændre sig over tid og skal løses på nye måder. Det er derfor afgørende, at du kan udvikle opgaveløsningen og tænke langsigtet og strategisk.
- Økonomistyring: Du vil have ansvar for et stort budget med både styrbare og ikke-styrbare elementer, som skal overholdes. Det stiller krav til økonomisk forståelse, dit overblik og dine evner til at gennemskue sammenhænge. Du skal kunne stille de rigtige spørgsmål og finde svar.
- Gennemførelse af implementeringsopgaver: Du vil stå i spidsen for både aktuelle og kommende implementeringsopgaver. Aktuelt arbejder Socialfaglig myndighed fx med implementeringen af VUM 2.0 og Sensum One. Endvidere arbejder kommunen med en større analyse af det specialiserede socialområde, som skal være med til at udvikle området. Sideløbende hermed arbejder Visitationen med at implementere nye afgørelser som følge af Ældreloven, som træder i kraft 1. juli, og borgernær visitation i tæt samarbejde med udførerleddet.
- Samarbejde: Du vil have ansvar for at sikre tværfaglige løsninger internt i afdelingen ved at samarbejde med andre enheder såsom botilbuds- og plejeboligområdet, rusmiddelbehandlingen, bostøttetilbud og hjemmeplejen. Men også ud i organisationen ved eksempelvis at sikre samarbejde med andre enheder såsom Borger & Ydelsercenter, Jobcenter og Uddannelse & Job. Endvidere skal du udvikle og vedligeholde det gode samarbejde med Glostrup Kommune omkring det fælles hjælpemiddelsdepot.
- Samarbejde med leverandører: Du vil arbejde sammen med både små og store kommunale og private leverandører. Du vil skulle indgå i dialog om opgaveløsningen og sikre opfølgning på aftaler og kontrakter.
Din profil
Som leder af myndighed kræves stærke relationelle og ledelsesmæssige kompetencer. Du skal kunne navigere mellem den faglige opgaveløsning og det strategiske i en politisk styret organisation.
Din faglig baggrund kan være forskellig, men vi forventer, at du har solid ledelseserfaring, og gerne fra ledelse af ledere, og indgående kendskab til mindst ét af vores tre opgaveområder. Det er en fordel, hvis du også har kendskab til relevant lovgivning. Du skal trives i krydsfeltet mellem drift og strategi og have erfaring med at skabe retning, struktur og ro i forandringsprocesser – særligt i en politisk kontekst. Vi håber derudover, at du:
- Er en synlig og nærværende leder, der formår at være både faglig sparringspartner og strategisk retningstager. Du har en anerkendende og tillidsfuld tilgang og prioriterer trivsel og et godt arbejdsmiljø.
- Har en stærk forståelse for økonomistyring og opfølgning samt erfaring med håndtering af store budgetter.
- Har evnen til at arbejde struktureret og inddragende i hele enheden samt til at holde mange bolde i luften.
- Har erfaring med at lede komplekse forandringsprocesser og implementering af ny lovgivning.
- Har gode samarbejdsevner og erfaring med at arbejde med både interne og eksterne samarbejdspartnere og leverandører.
- Har stærke kommunikative evner og kan oversætte mellem det politiske og organisatoriske niveau – og facilitere dialog og beslutninger, også når der er uenighed.
Vi tilbyder
- En strategisk lederstilling på ældre-, sundheds- og socialområdet, som er præget af stor politisk opmærksomhed.
- Mulighed for at udvikle og implementere nye metoder og tilgange på områder præget af reformer.
- Dygtige medarbejdere, teamledere og fagkoordinatorer, der ser frem til at løse opgaverne sammen med dig.
- Faglig sparring og samarbejde med 7 dygtige lederkollegaer på tværs af fagområder.
- Gode transportmuligheder med S-tog lige til døren, flere supercykelstier, og fra 2025 vil letbanen skabe endnu bedre forbindelser til hele hovedstadsområdet.
Løn- og ansættelsesvilkår
- Stillingen er på fuld tid og på overenskomstvilkår. Lønindplacering sker efter forhandling mellem kommunen og den forhandlingsberettigede organisation.
- Det er en del af Albertslund Kommunes ansættelsespolitik at fremme mangfoldighed og ligestilling.
- Der vil blive indhentet straffeattest ved ansættelsen. Det er en forudsætning for ansættelse i Albertslund Kommune, at du har en gyldig arbejds- og opholdstilladelse.
- Albertslund Kommune har røgfri arbejdstid.
Frister
- Tiltrædelse: 1. august 2025.
- Ansøgningsfrist: Onsdag den 11. juni 2025.
- Første samtale: Onsdag den 18. juni 2025.
- Anden samtale: Mandag den 23. juni 2025.
Der vil være en case i forbindelse med anden samtale, hvor du skal afsætte tid til at komme en time før ansættelsessamtalen.
For yderligere information og spørgsmål, kontakt afdelingschef for Ældre, Sundhed & Social, Tanja Thor Møller på tlf.: 51 50 75 95.
Velkommen til Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber. Albertslund Kommune har mange kvaliteter, som skaber fantastiske rammer for hverdagslivet – både for borgere og medarbejdere. Midt i naturen og med et rigt forenings- og kulturliv, som børn og voksne cykler til og fra på byens mange kilometer cykelstier, der er adskilt fra bilerne på vejene. Der er S-tog lige til døren og flere supercykelstier, bl.a. mellem Albertslund og Vesterport i hjertet af København. Og fra 2025 skaber også letbanen gode forbindelser til hele hovedstadsområdet.
I Albertslund Kommune har vi samme tilgang til vores opgaver, som vi selv ville ønske at opleve som borgere. Vi er vidt forskellige, men er fælles om vores opgave for borgere, foreninger og virksomheder. Du kan møde nogle af vores dygtige medarbejdere på www.albertslund.dk/indefra og få et indtryk af bredden af arbejdsområder, opgaver og fagligheder i Albertslund Kommune.
I Albertslund Kommune er der højt til loftet og gode udviklingsmuligheder - vi glæder os til at høre fra dig.