Haderslev Kommune
Haderslev og mulighed for hjemmearbejde

Afdelingsleder til Det rådgivende team

Vil du være med til at stå i spidsen for Det rådgivende team, hvis kerneopgave er at yde en tidlig og fleksibel indsats, der understøtter, at børn og unge lykkes i dagtilbud og skole, så flere børn og unge oplever at være i privilegerede positioner? Er du en åben, tydelig, nærværende, empatisk og struktureret leder?

Vi kan tilbyde en spændende stilling som afdelingsleder, da den nuværende afdelingsleder, der har været en del af Haderslev kommune i 25 år snart skal nyde sit otium. Her er mange udviklingsmuligheder, og du får et bredt ledelsesmæssigt handlerum til at sætte tydelig retning og skabe resultater.

Lidt om os

Det rådgivende team er en decentral enhed organiseret under Børn og Kultur, der i tæt samarbejde med dagtilbuds- og skoleområdet tilrettelægger og understøtter forebyggende indsatser for børn. Vi arbejder med en fælles vision om at styrke almenområdet. Det rådgivende team varetager PPR-funktionen og understøtter vedvarende udvikling af mangfoldige læringsmiljøer af høj kvalitet. Vi arbejder tværfagligt og helhedsorienteret, og involverer barnet og barnets familie og netværk i bæredygtige indsatser.

Det rådgivende team er organiseret i tre distrikter og tværfagligt sammensat, bestående af familie-koordinatorer, fysio-/ergoterapeuter, pædagogiske konsulenter, psykologiske konsulenter/psykologer, talehøresprog konsulenter og fraværskonsulenter. Ledelsesteamet består af en overordnet leder og tre afdelingsledere i henholdsvis Syd, Nord og Vest, der i en matricestruktur faciliterer faglig og daglig personaleledelse.

Vi er med skoleområdet og dagtilbudsområdet, optaget af at arbejde med Professionelle Læringsfællesskaber, hvor vi har fokus på læringsperspektivet i vores interne og eksterne aktiviteter. Vi deltager sammen med dagtilbuds- og skoleområdet i kompetenceudviklingsaktiviteter i forhold til Co-teaching og Neuropædagogik. Derudover arbejder vi målrettet med udvikling af vores konsultative praksis, hvilket du ledelsesmæssigt får til opgave at facilitere og lede ind i.

Vi arbejder på vedvarende at skabe en organisation, hvor der er glæde og et fælles fokus på kvalitet. Vi skal ville noget, vi skal have modet til det og vi skal være villige til at lære af de fejl, vi vil begå. Vi forventer, at du er medskaber af udviklingen i et fælles rådgivende team, som alle er fagligt stolte at være en del af og som skaber værdi for børnene og de voksne omkring dem.

Personale- og faglig leder

Som afdelingsleder skal du være en inspirerende, udviklende og nærværende daglig leder, hvor du ledelsesmæssigt understøtter medarbejdernes opgaveløsning og er i dialog med distriktets samarbejdspartnere. Du får personaleansvar for medarbejderne i distriktet og vil stå for arbejdet med teamsamarbejde, trivsel, MUS-samtaler, opfølgning på sygefravær, ansættelsesprocesser samt den daglige ledelse i teamet. Du vil ligeledes være i tæt samarbejde med dagtilbud- og skoleledere i distriktet i forhold samarbejde og koordination af vores fælles opgave.

Som faglig leder for en eller flere af vores monofaglige grupper skal du sikre fælles retning, facilitere udviklingsprocesser, skabe rammer for et ensartet serviceniveau samt bistå med fagrelevant sparring. Du får til opgave at arbejde med oversættelse og realisering af lokale visioner, mål og strategier. Du skal have indsigt i lovgivningen på området og holde dig orienteret om ny viden, så vi løbende udvikler vores opgaveløsning til gavn for børnene. Hvilke monofaglige grupper du får det ledelsesmæssige ansvar for, afhænger af dine kompetencer set i sammenhæng med det øvrige ledelsesteam.

Der er ikke krav om en specifik uddannelsesmæssig baggrund, men du skal have en relevant uddannelse i forhold til stillingen. Vi ser gerne, at du har erfaring med ledelse og at du er motiveret for såvel personale- som faglig ledelse. Vi tror på, at ledelse er noget vi bedriver sammen og kvalificerer beslutninger med hinanden.


Yderligere oplysninger

Du er velkommen til at ringe til os, for at høre mere om stillingen:

• Leder af Det rådgivende team, Lene Schütz Schmidt, træffes på telefon 21 19 08 32.
• Afdelingsleder, Annelie Gehrke Hansen, træffes på telefon 23 84 74 06.
• Afdelingsleder, Cathrina Aaes Sørensen, træffes på telefon 40 23 58 90.

Tiltrædelse 1. august 2025 eller snarest derefter

Ansøgning

Send din ansøgning, CV og bilag via ansøgningsknappen senest den 16. juni 2025.

Ansættelsessamtaler forventes afviklet:
1. samtalerunde: 20 juni 2025.
2. samtalerunde: 26 juni 2025.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


Haderslev Kommune
Vi understøtter borgernes liv fra de bliver født til de skal her fra. Vi udvikler foreningslivet i samarbejde med de frivillige. Vi skaber rammerne for, at virksomhederne kan udvikle sig. Vi arbejder hver dag for at give de bedste rammer for vækst og velfærd i vores kommune. Derfor er vores ambition, at vi inden 2030 vil have 250 flere i uddannelse, 500 flere indbyggere og 1.000 flere arbejdspladser i Haderslev Kommune.

Alt det kan du blive en del af med et job hos os i Haderslev Kommune.