Dansk Miljø- & Energistyring A/S

Teknisk projektsælger af el- og automationsløsninger

Er du klar til at kombinere din el-tekniske indsigt med kundedialog - og skabe automationsløsninger, der gør en forskel?

Vi søger en teknisk projektsælger, der har lyst til at blive en del af et fagligt stærkt fællesskab med en vigtig mission: at gøre det nemt og trygt for forsyningsbranchen at vælge de rigtige løsninger til styring, regulering og overvågning af anlæg. Er du nysgerrig af natur, god til at lytte og har flair for både teknik og mennesker? Så læs videre!

Hos Dansk Miljø- & Energistyring A/S (DME) har vi siden 1988 specialiseret os i opbygning, service og udvidelse af el- og automationssystemer til forsyningsbranchen - fjernvarmeværker, vandværker, biogasanlæg og renseanlæg.

Nøgleposition med mulighed for at specialisere dig

Som teknisk projektsælger hos DME får du en central rolle i at identificere, designe og sælge specialudviklede automationsløsninger, der skaber reel værdi for vores kunder. Du vil desuden få mulighed for at specialisere dig inden for salg af vores digitale løsninger.

Du får ansvar for

  • Den første kontakt med kunderne - nye og eksisterende
  • Opgaveafdækning og forventningsafstemning med kunden
  • At opsøge intern viden, som kan understøtte tilbudsopgaven
  • At visualisere opgaven, heri udarbejde:
    • Tilbudsbeskrivelse og kalkulation
    • Netværks- og PI-diagram
    • Etstregsdiagram
    • Forslag til tavletegninger
    • Forslag til digitale produkter
  • Planlægning af projektet i samarbejde med ressourcekoordinatoren
  • Projektoverdragelse til projektteamet
  • Salgsansvarlig igennem hele projektet

Omdrejningspunktet er at finde den helt rigtige løsning til - og sammen med - vores kunder. Vi er kendt for allerede i tilbudsfasen at levere et grundigt og gennemarbejdet salgsmateriale, som skaber et stærkt visuelt overblik for kunden. Det giver tryghed og en klar forventningsafstemning fra start.

Du skal ikke vide alt

Du får et helt automationshus i ryggen - fyldt med fagspecialister, som du kan trække på. Vi arbejder med hele automationsdelen fra projektering til produktion af egne tavler, PLC- og SCADA-programmering, netværksopsætning, OT-sikkerhed, eget datacenter og hosting samt idriftsættelse. Vores styrke er, at vi stiller op som ét hold med hvert vores fagområde. Det giver et unikt og stærkt sammenhold på tværs af afdelingerne, og du vil derfor få en bred kontaktflade både internt og eksternt.

Fagligt stærkt salgsteam med godt humør

Du bliver en del af et velfungerende salgsteam med seks kollegaer - en god blanding nye og erfarne - som alle har stor el-teknisk viden. Fagligheden er i top og stemningen er uformel - lige som i resten af virksomheden. Vi sparrer med hinanden, fejrer succeserne og prioriterer vidensdeling i hverdagen. Hos os går høj kvalitet og en god tone hånd i hånd.

Vi sætter en ære i, at tingene bliver godt forberedt, gennemarbejdet og lavet helt færdigt. Det gælder også vores onboarding af nye medarbejdere. Du får derfor en mentor fra salgsteamet, som vil hjælpe dig med at komme godt ind i opgaverne og i organisationen.

Hos DME får du rig mulighed for at specialisere og udvikle dig, og vi støtter naturligvis op med nødvendig uddannelse og sparring.

Hvem er du?

Det er ikke afgørende, at du har erfaring med projektsalg. Det vigtigste er, at du trives i dialogen med kunden og har let ved at sætte dig ind i deres behov og tale deres sprog. Derudover er det vigtigt, at du motiveres af at udarbejde et gennemarbejdet og detaljeret salgs- og projektmateriale. Så skal vi nok gøre dig til specialist inden for 1-2 år.

Vi forestiller os, at du har en el-faglig baggrund som f.eks. elektriker, el-installatør, maskinmester eller automationsteknolog. Du er tilpas ved en PC, kender til Excel, kan formulere dig tydeligt på dansk både mundtligt og skriftlig - og gerne på engelsk, hvilket dog ikke er afgørende. Derudover interesserer du dig måske for IT, software, digitalisering og automation.

Du er som person

  • God til at kommunikere og samarbejde på tværs af en organisation
  • Stærk til at formidle tekniske koncepter og ideer til forskellige interessenter
  • Servicemindet og forstår vigtigheden af god opfølgning med både kunder og kollegaer
  • Besidder et godt købmandskab
  • Fleksibel og trives med at tage ejerskab

Og så er du typen, der er omhyggelig og gerne vil blive rigtig dygtig til dit fag.

Stillingen kan varetages enten på hovedkontoret i Holstebro eller på kontoret i Aalborg (NOVI).

Fik du svar på alt?

Vil du vide mere om DME og denne spændende stilling, er du meget velkommen til at kontakte HR, Bitten Blegvad på tlf. 2014 8860 eller bit@dme.as.

Læs mere om os og vores projekter på https://www.dme.as/.

Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi glæder os til at høre fra dig!


Hos Dansk Miljø- & Energistyring A/S har vi leveret automationsløsninger til forsyningsbranchen i mere end 35 år. Vi har udviklet og forfinet en lang række funktioner og produkter til f.eks. energioptimering, fjernbetjening af SRO-anlæg, OT-sikkerhed og udveksling af data. Vi er ca. 90 medarbejdere med hovedlokation i Holstebro og en afdeling på NOVI i Aalborg. Grundstenene i DME bygger på: tilfredse kunder, en god arbejdsplads og fornuftig økonomi.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.