Bygningsrådgiver til Frederiksværk Provsti
Menighedsrådene i Frederiksværk Provsti og Frederiksværk Provstiudvalg søger en bygningsrådgiver på fuld tid til en nyoprettet stilling.
Om jobbet
Frederiksværk Provsti dækker Gribskov og Halsnæs kommuner. Vi har 18 sogne (fordelt på 16 menighedsråd). Gribskov Kommune er den største kommune i Nordsjælland, og samlet dækker Provstiet geografisk ca 400 km2., som spænder fra Dronningmølle i øst til Hundested i vest og sydligst til Ølsted.
Provstiets bygningsmasse er meget forskelligartet - vi har 20 kirker, hvoraf størstedelen er fra middelalderen og enkelte fra renæssancen. Hertil kommer sognehuse, præsteboliger samt driftsbygninger og kapeller på 20 kirkegårde.
Det overordnede formål med at ansætte en bygningsrådgiver er at optimere og kvalitetssikre vedligeholdelse, ombygning og nyopførelse af bygninger i provstiet. Rådgiveren skal således støtte, rådgive og være behjælpelig, når menighedsrådene skal løse opgaver inden for bygningsområdet. Det vil være et krav, at rådgiveren har en faglig baggrund som bygningskonstruktør, arkitekt, bygningsingeniør eller lignende. Dokumenteret erfaring med vedligeholdelse af gamle bygninger og deres inventar i samarbejde med Nationalmuseet og Den kongelige Bygningsinspektør vægter tungt, og kendskab til folkekirken som arbejdsplads vil også have betydning. Der er i høj grad tale om en stilling med krav og forventninger til specifik viden og erfaring. Det vil i mange situationer være en fordel med en empatisk tilgang til kommunikation og store samarbejdsevner.
Bygningsrådgiveren er selv med til at definere og videreudvikle sin stilling.
Som udgangspunkt skal rådgiveren:
- over en årrække udarbejde tilstandsvurdering og vedligeholdelsesplan for samtlige kirkelige bygninger (herunder præstegårde) i provstiet, så bevillingerne til bygningsvedligeholdelse kan prioriteres bedst muligt
- yde rådgivning til menighedsrådene i forbindelse med nybyggeri, ombygning og vedligeholdelse af bygninger. Fx kunne dette handle om energirenovering eller gennemgang af kontrakter mellem menighedsråd og arkitekter eller entreprenører
- koordinere og styre mindre byggeprojekter (op til ca. ½ mio. kr.) efter menighedsrådenes ønske. Det er ikke hensigten, at menighedsrådene skal kunne trække på bygningsrådgiveren ved styring af helt små opgaver (under 50 tkr.)
- forhandle fælles rabataftaler mellem menighedsrådene og håndværkere / rådgivere m.v.;
- etablere et arkiv over byggetegninger og andet materiale vedrørende bygningerne i provstiet som supplement til menighedsrådenes egne arkiver
- bistå menighedsrådene ved udarbejdelsen af byggeregnskaber;
- etablere og facilitere erfagrupper for kirkeværger m.fl.
- deltage i relevante netværks- og temamøder på provsti-, stifts- og landsplan
- deltage i de årlige budgetsamråd og i forbindelse med dette udarbejde og fremlægge årsberetning for bygningsrådgiverens virksomhed.
Ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat på vilkår svarende til AC-overenskomst, alternativt svarende til en anden statslig overenskomst alt afhængigt af din faglige baggrund og uddannelse.
Det skal noteres, at der ikke kan ske ansættelse i henhold til en overenskomst, som ikke finder anvendelse på folkekirkens område, men at der kan ske ansættelse på vilkår svarende til en sådan overenskomst.
De gældende overenskomster for folkekirken kan ses her Gældende overenskomster - Folkekirkens Personale
Frederiksværk Provstiudvalg er ansættende myndighed. Provsten for Frederiksværk Provsti er daglig leder og det daglige arbejdssted er Frederiksværk Provstikontor i Helsinge. Her er vi til daglig to provstisekretærer, en personalekonsulent og provsten. Derudover vil vores formand for provstiudvalget også være til stede på kontoret 1-2 dage om ugen.
Der er et tæt og uformelt samarbejdsklima, præget af humor og godt kollegaskab - også når der et travlt.
Bygningsrådgiveren skal have en meget fleksibel indstilling til at deltage i møder om aftenen og i weekenden som del af arbejdstiden. Det er en forudsætning, at bygningsrådgiveren benytter egen bil til eksterne møder, og udgifterne til dette godtgøres efter statens takster.
Der vil være mulighed for hjemmearbejdsplads efter aftale med den daglige leder.
Ansøgning og samtaler
Ansøgning til frederiksvaerk.provsti@km.dk med CV, relevante bilag og gerne referencer. Mærkes ”BYGNINGSRÅDGIVER”.
Ansøgningsfrist:
13. juni kl. 12.00
1. samtale: 19. juni Evt. 2. samtale: 23. juni
Du skal ved evt. 2. samtale være indforstået med i givet fald at deltage i en personprofilanalyse.
Tiltrædelse 1. september 2025 eller efter nærmere aftale
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte provst Sophie Juel tlf. 23 37 15 99 Du er også velkommen til at kontakte formand for Frederiksværk Provstiudvalg, Mikael Juul Erthmann tlf. 30 55 15 98
Læs mere om provstiet på https://provsti.dk/frederiksvaerk