
Vil du gerne hjælpe voldsramte kvinder til et liv uden vold? Så er stillingen som socialfaglig deltidsmedarbejder i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre måske noget for dig!
Drømmer du om at gøre en forskel og være med til at skabe trivsel og fællesskab for kvinder, der er på vej mod en tilværelse uden vold? Så er jobbet som socialfaglig deltidsmedarbejder i Dansk Kvindesamfunds Krisecentre måske noget for dig.
Dansk Kvindesamfunds Krisecentre har til formål at yde støtte og omsorg til voldsramte kvinder og børn. Det gør vi blandt andet på vores to kvindekrisecentre, der døgnet rundt sikrer tryghed og sikkerhed for husets beboere og de mange øvrige kvinder, der henvender sig for hjælp og støtte.
Til vores krisecentre søger vi 2 medarbejdere til faste deltidsstillinger. Hver stilling er på 12 timer om ugen med mulighed for at tilføre yderligere timer. Der skal derudover forventes arbejde på helligdage, ved det øvrige personales feriefravær og i forbindelse med mødeaktiviteter.
Vi forestiller os, at du er studerende, gerne med arbejdserfaringer indenfor et socialfagligt felt. Det kunne fx være, at du er en socialrådgiver, som vil arbejde deltids, mens du læser en overbygning eller lign.
Hvis du endda har kendskab til det voldsfaglige område, er det en fordel. Alternativt har du stor interesse i at udvikle viden og kompetencer i relation hertil. Vi forventer, at du har erfaring med relationsarbejde, og at du er god til at skabe kontakt til vores beboere på en respektfuld og tryghedsskabende måde. Herudover skal du være tryg ved en stilling, hvor du også vil være alene på arbejde. Stillingen kalder derfor på mødestabilitet, og at du er en person, der trives i at have ansvar.
Udover at yde støtte og omsorg til de voldsramte kvinder om aftenen og i weekender, bliver en del af din opgave at skabe faste fællesskabsskabende aktiviteter i samarbejde med dine kollegaer. Vi ønsker at styrke det sociale fællesskab mellem kvinderne, og du skal derfor også have lyst til at være opstarter og medskaber af de sociale aktiviteter, som kan bidrage til at styrke fællesskabet og trivslen blandt kvinder på krisecentrene.
Som medarbejder er du desuden optaget af det gode tværgående samarbejde med dine kollegaer. Vi lægger vægt på, at du trives i et fagligt miljø, hvor vi løfter i fællesskab. Det ligger os på sinde, at du bidrager til et godt samarbejdsmiljø med en positiv og løsningsorienteret tilgang. Det betyder også, at du er klar til at gøre en ekstra indsats, når det er nødvendigt.
Når der er ledige værelser, vil du skulle indgå i visitation af kvinder inden for vores målgruppe i samarbejde med kontaktpersoner og ledelse. Du vil derudover skulle understøtte kvindernes ind- og udflytninger og udføre praktiske opgaver i huset.
Dansk Kvindesamfunds Krisecenter tilbyder først og fremmest en stilling, hvor du gør en central indsats for en sag, som vi selv synes, er en af Danmarks vigtigste. Du vil få et job med udfordrende og varierede arbejdsopgaver, som vil give dig mulighed for personlig og faglig udvikling.
Som medarbejder hos os, vil du i høj grad få indflydelse på både din egen og beboernes hverdag og bidrage til udviklingen af organisationens kerneydelse. Derudover tilbyder vi et dedikeret og stærkt fagmiljø, hvor vi sammen arbejder for at stoppe vold mod kvinder i Danmark.
Arbejdstid
Stillingen er på 12 timer om ugen med mulighed for at tilføre yderligere timer, bl.a. med hvilende nattevagter. Planlægningen af de hvilende nattevagter har du selv indflydelse på. De faste timer planlægges for 20 uger ad gangen og vil hovedsageligt være koncentreret omkring weekend- og aftener samt ved helligdage. Derudover vil du indgå i vores rådighedsvagt for en uge ad gangen, hver 8. uge.
Ansættelse senest d. 1. august 2025.
Arbejdssted er Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Vodroffsvej 40, 1900 Frederiksberg og H. C. Andersens Boulevard 10, 1553 København V.
Yderligere oplysninger
Hvis du ønsker yderligere oplysninger, kan du kontakte konstitueret krisecenterleder på Frederiksberg Marie-Louise Hilligsø på mail mlh@danskkvindesamfund.dk eller telefon 22503697 mellem kl. 9 og 16.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er fredag d. 13. juni kl. 12.00. Samtaler vil blive afholdt torsdag d. 19. juni.
Alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnicitet opfordres til at søge.
Om Dansk Kvindesamfunds Krisecenter
Dansk Kvindesamfunds Krisecenter betragter mænds vold mod kvinder som et ligestillingsproblem. Vi møder kvinder, der har været udsat for vold af mænd eller familie med værdighed, respekt og ligeværd såvel som tværkulturel forståelse. Vi har en klar forventning om, at alle ansatte og frivillige lever op til disse værdier.
Du kan læse mere på vores hjemmeside www.krisecentrene.dk og følge os på Facebook og Instagram.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.