
IT-projektleder
Bliv en del af vores dynamiske team hos AVK Holding
Er du klar til at tage ansvar for vores ERP-implementeringer og være et vigtigt bindeled mellem IT og forretning og vores implementeringspartner? Vil du være en del af en global organisation, der prioriterer vækst og bæredygtig udvikling?
Så er denne mulighed noget for dig!
AVK Holding søger en IT-projektleder
Vi er i fuld gang med et større D365FO implementeringsprogram globalt og nationalt i AVK.
Som en del af vores team vil du lede og drive ERP-implementeringsprojekter med en sikker hånd fra start til slut. Det kan både være større som mindre implementeringer, hvor du sammen med et stærkt team står for udrulningen af vores D365FO Template og sikrer en ensartet måde at arbejde på.
Du vil sikre stakeholder management og kommunikation på tværs af organisationen samt sikre, at udrulningen følger Templaten.
Dine primære arbejdsopgaver
- Planlægge og kommunikere projektets forløb
- Koordinere med interessenter og teams
- Facilitetere styregruppemøder
- Overvåge projektets fremdrift og økonomi
- Risikostyring
- Sikre projektdokumentation til overdragelse til driftsteamet
- Afslutning og evaluering af projektet
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er en dynamisk og omstillingsparat person med en teknisk uddannelse, evt. som ingeniør eller bachelor inden for IT.
Du har 5 års projektledelseserfaring fra mellemstore projekter. Erfaring med D365FO-implementeringer er et plus. Du er god til menneskelige relationer og samarbejde på tværs af afdelinger og med såvel leverandører som kunder. Desuden er du god til at lede, tage ansvar samt styre og inddrage dine kolleger, når det er nødvendigt. Du er god til at planlægge din tid, og du trives i et professionelt miljø, hvor dagene sjældent er ens, og hvor der er mange bolde i luften. Du har gennemslagskraft og arbejder struktureret og detaljeorienteret for at sikre en høj kvalitet. Det er et krav, at du kan engelsk.
Virksomhedskultur og arbejdsmiljø hos AVK Holding
Nøglen til vækst og innovation
Vi er stolte af at kunne tilbyde et udviklende arbejdsmiljø, hvor vi konstant møder nye udfordringer. Konkurrencen er hård inden for branchen, så det er vigtigt for os kontinuerligt at optimere både vores produkter og processer, så vi kan tilbyde løsninger af høj kvalitet, der matcher vores kunders behov. Det kræver et tæt samarbejde på tværs af hele organisationen, og det er derfor også vigtigt, at vores medarbejdere løbende udvikler sig både personligt og fagligt.
Vi tager ansvar
Med kvalitetsløsninger, der hjælper vores kunder med at sikre bl.a. rent drikkevand, minimalt vandspild og en effektiv håndtering af spildevand, bidrager vi til at opfylde FN’s verdensmål om bæredygtig udvikling. Vi tilbyder vores medarbejdere ordnede forhold og en stabil arbejdsplads, og som en stor, international virksomhed har vi også et medansvar for at uddanne unge mennesker og dermed sikre kompetent arbejdskraft i fremtiden. Vi har derfor mange lærlinge og elever i gang løbende.
Mere end en arbejdsplads
Vi har mange medarbejdere, der har været hos os i årevis - mere end 65 25-års jubilarer gennem årene - og som er med til at videreføre vores stolte traditioner for samarbejde, godt håndværk og høj faglig kvalitet. Det ser vi som et tegn på, at vi har en god arbejdsplads. En arbejdsplads, der rummer andet og mere end arbejde. Vi har flere aktive sociale foreninger og klubber, der arrangerer mange forskellige arrangementer – fra fastelavnsfest og biografture til dart- og golfmesterskaber, DHL-stafet og den årlige sensommerfest. Desuden er det en ung afdeling, hvor vi har plads til at have det socialt og hyggeligt.
Rejsekrav Der vil være rejseaktivitet ca. 20-30 dage om året.
Samarbejde
Som projektleder kommer du til at have et tæt samarbejde med programlederen, løsningsarkitekter og kerneforretningsansvarlige, ligesom du også vil samarbejde tæt med vores implementeringsparter og de forretningsenheder, hvor D365FO skal implementeres.
Lyder det som noget for dig?
For den rette person vil der være tale om en meget selvstændig, spændende og udfordrende stilling, hvor du kommer til at arbejde med større eller mindre D365FO implementeringer i AVK. Du vil få både faglige og personlige udfordringer, og din udvikling vil blive støttet i et dynamisk og dialogorienteret arbejdsmiljø.
Vi afholder samtaler løbende og ser frem til at byde vores næste teammedlem velkommen.
Send dit CV og motivationsbrev via knappen "Ansøg".
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte PMO Manager Johanne Rasch på 2881 4766.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.