State of Green
København V

Barselsvikar til presse og kommunikation

Som presseansvarlig i State of Green bidrager du til at understøtte Danmarks grønne visioner gennem internationale fremstød, strategisk kommunikation og globale markedsføringskampagner. Du vil få det primære ansvar for at drive State of Greens presseindsats og bliver derudover en aktiv del af vores daglige kommunikationsarbejde.

State of Green er spydspids i markedsføringen af Danmark som en grøn førernation med globale løsninger inden for grøn omstilling af energisystemer, industrien, byggeriet, byer, fødevareklyngen og transportsektoren samt bæredygtige vandløsninger. Som barselsvikar for State of Greens presseindsats vil du få ansvaret for at planlægge og gennemføre presseaktiviteter samt udvikle kommunikations- og markedsføringsmaterialer, der kan styrke den internationale positionering af danske virksomheder på tværs af en bred række fagområder inden for den grønne omstilling. Du vil blive en del af et kommunikationsteam på i alt fem fuldtidsansatte og to studentermedhjælpere, der alle bidrager til den overordnede kommunikationslinje samt den daglige kommunikation på tværs af State of Greens kanaler.

Arbejdsopgaver indebærer en række initiativer, der skal markedsføre grønne danske løsninger internationalt, herunder:

  • Proaktiv netværkspleje og kontaktskabelse til presse- og kommunikationsfolk hos danske virksomheder, brancheorganisationer, forsyninger og myndigheder samt relevante nationale og internationale medier.
  • Udvikling af pressekits til relevante internationale events og konferencer.
  • Planlægning samt eksekvering af internationale presseture.
  • Håndtering af pressehenvendelser fra både nationale og internationale journalister.
  • Planlægning af faglige besøgsprogrammer for internationale journalister, herunder holde oplæg om Danmarks grønne omstilling på engelsk for udenlandske medier samt give generelle interviews om Danmarks grønne omstilling.
  • Bistå danske interessenter med at håndtere international presse – her især ministerierne i State of Greens bagland under det danske EU-formandskab, der løber fra juli-december 2025.
  • Afholde pressebriefings for danske journalister ifm. store konferencer såsom COP30.
  • Ad hoc-skriveopgaver primært på engelsk i kommunikationsafdelingen såsom at udarbejde taler til store internationale events, SoMe-opslag, nyhedsbreve, artikler og pressemeddelelser.

Ovenstående er eksempler på igangværende projekter samt potentielle opgaver, men du vil også få mulighed for at sætte dit eget præg på hvilke initiativer, der skal prioriteres ud fra en vurdering af, hvad der skaber størst værdi for kommunikation- og presseindsatsen. Du vil således også få mulighed for at udvikle nye idéer, som kan sætte danske løsninger på verdenskortet. Stillingen er tidsbegrænset og løber midlertidigt frem til juni 2026 eventuelt med mulighed for forlængelse.

Kvalifikationer:

Den ideelle kandidat:

  • Har 1-2 års praktisk erfaring med kommunikations- og pressearbejde i en internationalt orienteret virksomhed eller organisation.
  • Skriver og taler flydende dansk og engelsk, kender forskel på ”hans” og ”sin”, kan sætte kommaer – og er en stærk formidler.
  • Kan tænke strategisk og er i stand til hurtigt at sætte sig ind i faglige problemstillinger og ”oversætte” disse til letforståelig, engagerende kommunikation.
  • Er initiativrig, detaljeorienteret og arbejder selvstændigt og effektivt.
  • Har forståelse for arbejdet i spændingsfeltet mellem interessenter i statsadministrationen, erhvervsorganisationer og virksomheder.

Hvorfor State of Green?

Du vil blive kollega til 14 engagerede fastansatte og 6 studentermedarbejdere på en arbejdsplads, hvor der er kort fra idé til handling, hvor vi hjælper hinanden, og hvor vi dagligt er i berøring med et omfattende og spændende netværk af virksomheder, ministerier og styrelser, ambassader, erhvervsorganisationer, regioner og kommuner – og ikke mindst en lang række udenlandske interessenter. Vi har kontor og showroom i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, og du vil få adgang til vores gode kantineordning og sundhedsforsikring.

Der er tale om en tidsbegrænset stilling på 37 timer om ugen, der løber midlertidigt frem til juni 2026 eventuelt med mulighed for forlængelse. Start hurtigst muligt (og helst senest 1. juli 2025).

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte nuværende presseansvarlig Simone Falcon på sif@stateofgreen.com eller telefon 2249 6510.

Send din ansøgning på engelsk med CV til os hurtigst muligt på job@stateofgreen.com senest d. 4. juni kl. 10. Skriv venligst ”Ansøgning, Barselsvikar presse, [navn]” i emnefeltet. Vi holder ansættelsessamtaler løbende, så send gerne din ansøgning så hurtigt som muligt.


State of Green

State of Green er et dansk, offentligt-privat partnerskab, der sætter fokus på globale klima- og miljøudfordringer. Som Danmarks officielle, grønne brand ønsker vi at accelerere omstillingen til et bæredygtigt, CO2-neutralt og ressource-effektivt samfund. State of Green agerer internationalt bindeled, hvor vi opfordrer til samarbejde og vidensdeling. Vi skaber relationer mellem danske og internationale aktører med afsæt i Danmarks erfaringer, visioner og løsninger inden for det grønne område. Bag konsortiet står den danske stat, DI, Green Power Denmark og Landbrug & Fødevarer.