
Pædagogisk medarbejder søges til 31-timers stilling på botilbud for unge med psykiske/kognitive funktionsnedsættelser
Den ledige stilling som pædagog er i Karlebo Hus 2 (SEL § 107), hvor der bor 11 unge mennesker. Her er fokus på at skabe trivsel og udvikling for beboerne i trygge og forudsigelige rammer. Karlebo Hus 2 er kendetegnet af en stabil personalegruppe, som støtter op om hinanden i det daglige arbejde. Flere af vores beboere har interesser indenfor spilplatforme og sport/fysiske aktiviteter, og vores nye kollega må meget gerne have interesse eller kompetencer indenfor disse områder.
I dagligdagen vil du blive en del af en personalegruppe med 11 kollegaer og en synlig daglig leder. Samlet set får du ca. 80 kolleger i hele Støttekontaktgruppen. Botilbuddet Karlebo består af Hus 1, 2 og 3 samt Aktivitetstilbuddet Søhuset. På hele matriklen bor i alt 33 beboere i alderen 18-35 år.
Vi tilbyder blandt andet:
- Et 6-ugers arbejdsrul, hvor arbejdsdagene varierer mellem 7-24 timers vagter
- Kontaktpersonsopgaver samt medansvar for 3 beboere i et medarbejderteam
- Kurser, ekstern supervision og fælles temadage
- Gode muligheder for kollegial sparring og socialt samvær med kolleger
- En privat organisation, hvor medbestemmelse er en del af hverdagen
I Hus 2 har vi fokus på forudsigelighed og arbejder altid på at forstå borgerens perspektiv, så vores tilgang tilpasses den enkelte beboer og dennes ønsker og behov. Dagligdagen består bl.a. af at støtte beboerne i praktiske og sociale kompetencer med sigte på, at de opnår større trivsel, selvstændighed og udvikling af færdigheder. Det vil sige, at du som medarbejder skal støtte og vejlede beboeren i forhold til daglig struktur, personlig hygiejne, indkøb og madlavning, rengøring, økonomi samt støtte i forhold til fastholdelse i dagtilbud/uddannelse, interesser og sociale relationer.
Du skal søge jobbet, hvis:
- Du f.eks. er uddannet pædagog, ergoterapeut eller har andre relevante kvalifikationer
- Du har erfaring med målgruppen
- Du er nysgerrig på borgerens perspektiv og forsøger at finde intentionen bag handlingen
- Du er god til skriftlig dokumentation eller ønsker at blive det
- Du påtager dig ansvaret for overblik over den unges situation, som kontaktperson
- Du har kørekort og kører gerne en af vores biler eller minibusser
Støttekontaktgruppen er en privat organisation, der driver 6 botilbud i Nordsjælland under Servicelovens § 107 og § 108 samt beskyttet beskæftigelse (§ 103 og § 104). Vi vægter faglighed højt i hele organisationen og sætter altid beboeren i centrum. I hele organisationen arbejder vi bl.a. ud fra en anerkendende og ressourcefokuseret tilgang (KRAP) og Low Arousal med fokus på relationer, struktur og forudsigelighed. Vi tror på, at alle mennesker profiterer af at udvikle sig til at være så selvstændige som muligt, uanset deres udgangspunkt. Du kan læse mere om vores botilbud på vores hjemmeside www.skgr.dk.
Svarfrist: Ansættelsessamtaler afholdes løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Stillingen er på 31 timer og vagterne er tilrettelagt som dag-/aftenvagter og døgnvagter med sovende nattevagt. Eksempler på vagterne: 7:00-20:00, 13:00-22:00, 7:00-9:00 (døgn – sovende kl. 23:00-06:00).
Tiltrædelse: 1. august 2025, evt. tidligere.
Ansøgning sendes til: claus@botilbud.skgr.dk med emnefelt: ”Ansøgning Hus 2”.
Yderligere oplysninger:
For yderligere oplysninger er du velkommen til at kontakte daglig leder Claus Toftekær på tlf.: 2581 5000.