Er du en nærværende og tillidsvækkende leder, med gode økonomiske evner samt en forståelse for hvordan man drifter daginstitutioner? Kan du samtidig navigere i et politisk krydsfelt og agere bindeled til Børne- og Ungdomsforvaltningen? Så er det måske dig, vi søger.

Om Klyngen
Den selvejende klynge Saxoly består af 4 veldrevne institutioner; Saxoly Børnehus, Saxogården, Børnehaven Kongerosen og Solbakken.

Vi har driftsoverenskomst med Københavns Kommune og er administrativt tilknyttet paraplyorganisationen FOBU.

Klyngen har en struktur med 4 lokale forældreråd i institutionerne, som alle har en repræsentant i klyngebestyrelsen, der fungerer som arbejdsgiver for klyngelederen og de pædagogiske ledere i institutionerne.

Vores institutioner er fyldt med kompetente og meget fagligt dygtige medarbejdere, som er engagerede i den pædagogiske praksis og som tør sige deres mening og sætte dagligdagens dilemmaer på dagsordenen. Derudover har vi stærke TRIO’er og fælles MED med engagerede repræsentanter.

Arbejdsområder

Som vores klyngeleder har du det overordnede ansvar for, at vores organisation drives i en retning, hvor både forældre, børn, pædagoger og ledere har en god hverdag. En stor del af dit arbejde er at yde sparring og rådgivning til de 4 pædagogiske ledere i klyngen – også i situationer hvor det brænder på, og hvor du må træde til. Du har et tæt samarbejde med klyngebestyrelsen og mødes med dem ved faste årlige møder, ligesom du inddrager dem i sager, der kræver deres involvering eller orientering. Derudover er du den, som tegner vores klynge udadtil – både i mødet med forældre, med relevante samarbejdspartnere som fx FOBU og andre selvejende klynger, men især også i mødet med forvaltningen. Det er derfor vigtigt, at du både har administrativt og politisk tæft.

De vigtigste værdier for os

Det er vigtigt for os, at vores kommende klyngeleder har stærk forståelse for den pædagogiske praksis og selv har erfaring fra gulvet med pædagogisk arbejde. Derudover er det vigtigt for os, at vores kommende klyngeleder har respekt for og anerkendelse af den pædagogiske faglighed, hvor udvikling kommer nedefra. Vi vægter en leder, der forstår at udøve tillidsbaseret ledelse, som tror på medarbejdernes kompetencer og besidder en ressourceorienteret og positiv tilgang til arbejdet og livet generelt. Det er derudover vigtigt for os med plads til forskellighed i udførelsen af både ledelsesrum og det pædagogiske indhold i de 4 institutioner. Derudover skal vores klyngeleder have forståelse for, hvorfor den selvejende driftsform er særlig, samt holde vores værdier i hævd i en tid, hvor den pædagogiske faglighed er presset fra mange sider.


Hvordan og hvornår?

Der er ansøgningsfrist d. 30 maj 2025.
Vi forventer at afholde 1. samtale i uge 25, den 19. juni. En evt. 2. samtale afholdes i uge 26 den 25. juni.

Ønsker du at høre mere om klyngen og vores særlige klyngestruktur, kan du ringe til næstformand af klyngebestyrelsen Maja Grage, tlf. 2836 3841. Ønsker du at høre mere om vores pædagogiske arbejde og værdier, kan du ringe til pædagogisk leder i Kongerosen, Henriette Lønstrup, Tlf. 2231 0176.

Stillingen er med ansættelse fra 1. september 2025. Den første måned vil der ske overlevering fra vores eksisterende klyngeleder, som efter mange år som fagligt fyrtårn og vellidt leder af klyngen har valgt at gå på pension.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.