Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
Taastrup

Registrator til ordning og registrering af arkivalier

Interesserer du dig for arbejderbevægelsens brede og betydningsfulde historie, og brænder du for at dykke ned i kilder og dokumenter, der kaster lys over fortiden?

Vil du være med til at gøre Arbejdermuseets samling mere tilgængelig? Trives du i magasinet blandt arkivæsker og reoler, og arbejder du systematisk og grundigt? Kan du lide at optimere arbejdsgange og skabe struktur? Så er stillingen som registrator i samlingsafdeling måske noget for dig.

Om stillingen

Vi søger to strukturerede og engagerede kollegaer til at gennemgå, ordne og registrere arkivalier i vores database. Arbejdermuseet har gennem de seneste år modtaget flere store og væsentlige afleveringer. En del af disse er endnu ikke registreret og kan derfor ikke stilles til rådighed. Med de to registratorstillinger sætter vi nu ekstra fart på ordningen og registreringen af arkivalier. I arbejdet vil der være fokus på fremdrift, hvor målet er at tilgængeliggøre nyt materiale til glæde for gæsterne på læsesalen.

I registreringsarbejdet vil du finde historier fra de store politiske kampe og over til fund, der dokumenterer hverdagen. Alt dette formidler vi på vores hjemmeside eller vores SoMe-medier.

Du bliver en del af samlingsafdelingen og vil arbejde tæt sammen med vores to erfarne arkivarer. I samlingsafdelingen er vi i alt syv dygtige og engagerede kolleger, der samarbejder om at varetage og udvikle Arbejdermuseets store samling, der spænder fra museets genstandssamling til bibliotek og arkiv.

Dine primære opgaver

  • Gennemgang, sortering og ordning af arkivalier.
  • Registrering af arkivalier i vores database samt opstilling på hylder.
  • Optimering af arbejdsgange og processer.
  • Udarbejdelse af små historier og anden formidling Arbejdermuseets hjemmeside og SoMe.

Om dig

Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant uddannelse som historiker eller erfaring fra en lignende opgave.
  • Kendskab eller er nysgerrig på arbejderbevægelses historie.
  • Arbejder struktureret og har øje for kvalitet i opgaveløsningen.
  • Tager ansvar, arbejder selvstændigt og bidrager aktivt til det faglige miljø.
  • Er udviklingsorienteret og trives samtidig med driftsopgaver.
  • Er en holdspiller, der kan samarbejde og løse problemer konstruktivt.

Vi tilbyder

  • En spændende hverdag i en unik kulturinstitution med højt til loftet, store ambitioner og et godt arbejdsmiljø.
  • Faglige udfordringer samt mulighed for at dykke ned i samlingen og arbejde med arkiv- og biblioteksområdet.
  • En engageret arbejdsplads med gode kollegaer og en uformel tone.
  • Fleksibilitet og mulighed for at præge din egen arbejdsdag.

Ansættelsesvilkår

Stillingen er på 37 timer ugentligt og ønskes besat fra 1. august 2025. Stillingen er tidsbegrænset og løber frem til 31. juli 2026. Arbejdsstedet er Hørsvinget 5, 2630 Taastrup.

Du bliver ansat i henhold til overenskomst med relevant fagforening og med reference til museets samlingschef.

Arbejdermuseet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge.

Ansøgning

Send din ansøgning og CV til job@Arbejdermuseet.dk senest 3. juni 2025 kl. 12.00. Skriv ”Registrator til ordning og registrering af arkivalier” i emnefeltet. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte samlingschef Sarah Lund Pedersen på slp@Arbejdermuseet.dk.

Første samtale afholdes tirsdag d. 10. juni og fredag d. 13. juni. Anden samtale afholdes onsdag d. 18. juni.


Om Arbejdermuseet

Arbejdermuseet er Danmarks museum for demokrati, fællesskab og arbejdsliv. Vi tager vare på unikke samlinger og udvikler viden, som dokumenterer forandringer i lønmodtageres hverdag og arbejderbevægelsens historie. I enestående og stemningsfulde rammer formidler vi fortidens fortællinger om hverdagsliv, velfærd og viljen til et lige og retfærdigt samfund for et bredt publikum. Og vi lægger vægt på at gøre mødet med historien til en social og engagerende oplevelse, der sætter alle sanser i spil.

Museet har de seneste år oplevet en rivende udvikling med stigende besøgstal, international anerkendelse og forberedelse af museumsbygningen til UNESCO Verdensarv-nominering. Vi har netop lanceret en ambitiøs 2030-strategi, hvor vi bl.a. vil: engagere os i spørgsmål om ulighed og demokratisk dannelse, styrke vores position som troværdig vidensinstitution i en digital virkelighed, og knytte stærkere relationer til flere – og flere forskellige – brugergrupper, alt sammen med afsæt i vores samlinger og den særlige, kulturarv der knytter sig til by.