Fonden Eksistensen
Frederiksberg C

Ambitiøs og alsidig markedsføringsmedarbejder søges til forlaget Eksistensen

Har du lyst og evner til at stå i spidsen for at få Eksistensens bøger ud til endnu flere læsere? Har du bred markedsføringserfaring, en velskrivende pen og styr på de sociale medier? Så synes vi, du skal læse videre her.

Om os

Eksistensen udgiver og sælger bøger om de store spørgsmål i livet. Både teologiske fagbøger, bøger til kirkens hverdag og eksistenslitteratur til en bred målgruppe. Vores historie går tilbage til 1912, og i dag er vi 10 medarbejdere i smukke og hyggelige lokaler på Frederiksberg. Vi udgiver ca. 50 titler årligt, og vi driver en internetboghandel.

Lige nu søger vi en markedsføringsmedarbejder til forlag og boghandel, der kort sagt kan styrke salget af vores bøger. Vi står foran forandringer og planlægger bl.a. at gennemføre en større markedsundersøgelse, og senere skal vi have en ny hjemmeside.

Om opgaven

Som markedsføringsmedarbejder får du et bredt ansvar for at synliggøre og sælge forlagets bøger. Det alsidige arbejde rummer blandt andet:

  • Planlægning og eksekvering af husets markedsføringsaktiviteter og salg
  • Indholdsproduktion, herunder nyhedsbreve, pressemeddelelser, annoncer, kataloger, produkttekster og tekster til sociale medier
  • Pressearbejde, herunder pressemeddelelser og pressekontakt
  • Datadreven markedsføring, herunder SEO og analyse af salg, nyhedsbreve og kampagne-resultater
  • Budgetstyring, herunder forhandling med leverandører
  • Markedsanalyser og strategisk arbejde, herunder tovholder for større analyse og ny markedsføringsstrategi, samt projektleder på ny hjemmeside
  • Eventkoordinering, herunder BogForum

Arbejdet foregår i tæt samarbejde med forlagschefen, som du refererer til, og du vil også dagligt samarbejde med husets boghandlere og redaktører samt eksterne grafikere. Der er desuden en studentermedhjælp til at støtte op om markedsføringsarbejdet.

Om dig

  • Du har en relevant uddannelse inden for markedsføring, salg og kommunikation
  • Du har god forretningsmæssig forståelse og erfaring med opgaverne ovenfor
  • Du er en energisk, ambitiøs og udadvendt person med engagement og lyst til at skabe resultater
  • Du skriver et godt dansk og kan hurtigt sætte dig ind i bøgerne og omforme din viden til forskelligartede tekster – hele tiden med medie og målgruppe for øje
  • Du har et skarpt æstetisk øje og kan i samarbejde med grafikere skabe målrettet indhold
  • Du tager ansvar og arbejder selvstændigt og kan jonglere de mange daglige opgaver og de strategiske mål uden at tabe nogen af dem på gulvet
  • Du begår dig hjemmevant i den digitale verden og på sociale medier og kan bruge det professionelt til at øge synlighed og salg
  • Du er optaget af at optimere salget af bøgerne fra start til slut, så endnu flere læsere får gavn af forlagets gode bøger og køber dem i vores boghandel
  • Erfaring fra forlagsbranchen vil være en fordel.

Hvad tilbyder vi?

Vi tilbyder en stilling på 37 timer om ugen med fleksibilitet i mødetider. Arbejdsstedet er Frederiksberg Allé 10, 1820 Frederiksberg C. Vi har fokus på at skabe et åbent og trygt arbejdsmiljø, og med i posen er kompetente og hjælpsomme kolleger. Hver dag kl. 9 mødes vi og synger morgensang. Stillingen rummer mulighed for faglig og personlig udvikling, og du får en varieret og selvstændigt tilrettelagt arbejdsdag. Løn efter kvalifikationer.

Vil du vide mere?

Læs mere om os på vores hjemmeside www.eksistensen.dk, hvor du også kan tilmelde dig vores nyhedsbreve, og kontakt eventuelt forlagschef Lisbeth Elkjær Øland på lisbeth@eksistensen.dk eller 6178 1980.

Sådan søger du

Send din ansøgning og CV senest 9. juni – og gerne før. Vi holder samtaler i uge 24-26, og alle får svar i uge 27. Vi ønsker stillingen besat pr. 15. august 2025.


Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.