Frederiksberg Sogns Børnehus
Frederiksberg

Erfaren og reflekteret leder søges til Eventyrhuset

Vil du være en del af Eventyrhuset, hvor børnene er centrum i hverdagens eventyr?

Vi søger en fagligt stærk og engageret leder, der brænder for det pædagogiske arbejde og forstår vigtigheden af nærværende og tillidsfuld ledelse.

Kan du skabe følgeskab, give plads til udvikling og være en tydelig og inspirerende drivkraft for både børn og medarbejdere? Så glæder vi os til at høre fra dig.

Vi forventer, at du som leder:

  • Bevæger dig aktivt i det pædagogiske felt hver dag og er tæt på praksis.
  • Understøtter og udvikler medarbejdernes faglige praksis med nærvær og tydelighed.
  • Kan præsentere og omsætte institutionens værdigrundlag i hverdagen.
  • Arbejder strategisk og kan forene struktur, drift og pædagogisk ledelse.
  • Har ledelseserfaring fra daginstitutionsområdet og en reflekteret tilgang til både personaleledelse og udviklingsarbejde.

Vi søger en person, der er empatisk, handlekraftig og har blik for både helheden og detaljen i en kompleks hverdag.

Om os:

Eventyrhuset er en selvejende daginstitution, under paraplyen Børneringen. Vi har en 75 år gammel tilknytning til Frederiksberg Sogn, og vi har fuld driftsoverenskomst med Frederiksberg Kommune.

Vi har 135 børn, 35 ansatte og holder til i to bygninger med i alt 9 stuer – 6 vuggestuegrupper og 3 børnehavegrupper.

Vores to bevaringsværdige huse ligger side om side og oser af historie.

Vi har et velfungerende produktionskøkken, der hver dag tilbereder ernæringsrigtig frokost til alle børn, i overensstemmelse med Fødevareministeriets retningslinjer.

Vi anvender vikarer efter behov og arbejder med mødeplanlægning og timeregistrering i systemet Subit, som børnehusets souschef styrer med stor sikkerhed.

Vores ledelse understøttes af en institutionsbestyrelse og en forældrebestyrelse, som vi har et nært, tillidsfuldt samarbejde med.

Vi vægter en kultur præget af åbenhed, tillid og fælles ansvar for kerneopgaven.

Om det pædagogiske:

Som ny leder bliver du ansvarlig for at styrke den pædagogiske praksis i institutionen, med afsæt i vores seneste KIDS-tilsyn, som har givet os konkrete pejlemærker for kvalitetsudvikling.

Vi forventer, at du kan omsætte teori til praksis, inspirere dit team og sikre, at Eventyrhuset fortsat er et sted, hvor hverdagens eventyr leves – med høj faglighed og hjertevarme.

Vi arbejder målrettet med at styrke børnefællesskaber og skabe endnu bedre læringsmiljøer for alle børn.

Om driften:

Vi søger en leder, der kan videreføre og udvikle samarbejdet med vores mange samarbejdspartnere – lige fra renovation og brandtilsyn til faglige organisationer og øvrige eksterne relationer.

Det er vigtigt, at du professionelt kan håndtere de politiske rammer og beslutninger, så de understøtter – frem for forstyrrer – kerneopgaven: børnenes trivsel og udvikling.

Praktisk information:

Stillingen er til besættelse pr. 1. juni 2025 eller efter aftale.

Ansøgningsfristen er mandag d. 19. maj 2025.

Vi holder samtaler i uge 21.

For spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte institutionen på telefon 2991 7302 eller 2449 7687.

Du er også velkommen til at komme på besøg til en rundvisning, ring og få en aftale.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.