Rødding Højskole
Rødding

Kreativ køkkenchef

Vil du være med til at sætte dit præg på et levende højskolekøkken med fokus på sund, grøn og bæredygtig mad? Vi søger en dygtig og engageret køkkenchef til en fuldtidsstilling (37 timer/uge) med opstart i løbet af sommeren eller sensommeren 2025.

Rødding Højskole er en levende og traditionsrig højskole med mange forskellige aktiviteter – også i køkkenet. Her laver vi mad fra bunden med fokus på økologi, lokale råvarer og den sønderjyske madkultur. Du bliver en del af et moderne højskolekøkken, hvor der er stor frihed til at tænke kreativt – og hvor det samtidig kræver, at du er både selvstændig og idérig.

Vi har et tæt samarbejde med gode lokale leverandører, og vores mad bliver serveret for både elever, ansatte og gæster. Højskolen afholder både korte og lange ophold samt mange udlejninger.

Vi er i gang med at etablere en stor køkkenhave, hvor vores gartner fremover skal levere grøntsager direkte til køkkenet, så vi i høj grad bliver selvforsynende. Vi forventer, at du som køkkenchef har stor interesse for dette arbejde og ønsker at bidrage aktivt. Ligeledes forventer vi indenfor overskuelig tid at skulle ombygge og modernisere højskolens køkken, og har du erfaring eller idéer til sådan en proces, er det bare et ekstra plus.

Du bliver leder for et stærkt og erfarent køkkenteam, som består af Conni, Dorthe, Rikke, Signe, Maja og vores cater-elev Eydis – en skøn gruppe medarbejdere med forskellig køkkenfaglige baggrunde – samt en flok dygtige ungarbejdere. Vi søger en køkkenchef, der er en god og tryghedsskabende leder, som brænder for sit fag og trives i en travl og levende hverdag på en højskole.

De fleste arbejdstimer ligger i dagtimerne, men da køkkenet er bemandet alle ugens dage året rundt, vil der også være aften- og weekendarbejde. Hvis du kender til høj- eller efterskoleverdenen, ved du, at vi ikke er lønførende. Til gengæld får du stor frihed til at forme køkkenets retning og sætte dit præg på hverdagen.

Vi tilbyder et alsidigt og meningsfuldt job, hvor du både fagligt og personligt vil blive udfordret, møde mange spændende mennesker og få gode oplevelser – midt i højskolens hjerte.

Det er ikke afgørende, hvilken køkkenfaglig baggrund du har – så længe den er relevant, og du har erfaring fra branchen.

Hvis du ønsker at flytte til Rødding i forbindelse med stillingen, hjælper vi gerne med at finde en egnet bolig tæt på skolen.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte forstander Anja Rykind-Eriksen på tlf. 74 84 22 84.

Send din ansøgning hurtigst muligt til anja@rhskole.dk – vi indkalder til samtaler løbende. Læs mere om Rødding Højskole på www.rhskole.dk