Kirkeregnskab & Administration
Næstved

Er du skarp til løn, refusioner og indrapporteringer?

Regnskabsfører søges til Kirkeregnskab og Administration i Næstved Provsti

Har du erfaring med at arbejde med løn, refusioner og indrapportering på arbejdsgiverportaler? Er du struktureret, detaljeorienteret og samtidig god til at samarbejde og formidle økonomiske forhold? Så har vi jobbet til dig!

Vi søger en regnskabsfører til ansættelse på Kirkeregnskab og Administration, Østre Kapelvej 10, 4700 Næstved.

Stillingen er på 37 timer pr. uge i gennemsnit og er ledig til besættelse: 1. september 2025 eller snarest muligt.

Dine hovedopgaver:

  • Lønindberetning for ansatte ved menighedsråd i provstiet.
  • Håndtering af refusioner, herunder sygedagpenge og barsel.
  • Indrapporteringer og registreringer på relevante arbejdsgiverportaler (fx virk.dk, SKAT, ATP m.fl.).
  • Bogføring og løbende regnskabsopfølgning.
  • Deltagelse i budgetlægning og udarbejdelse af rapporter.
  • Fremlæggelse og formidling af økonomi og regnskaber ved møder – også for ikke-regnskabskyndige.
  • Rådgivning og tæt samarbejde med menighedsråd og øvrige aktører.

Vi forestiller os, at du:

  • Har erfaring med lønadministration og refusionshåndtering – gerne fra offentlig eller stat.
  • Har en relevant regnskabsmæssig baggrund, fx kontor- eller regnskabsuddannelse.
  • Har erfaring med arbejdsgiverportaler og digital indberetning.
  • Er grundig, ansvarsbevidst og har blik for detaljer og deadlines.
  • Har lyst til at vejlede menighedsråd og samarbejde bredt.
  • Kan arbejde selvstændigt – og samtidig indgå i et tværgående samarbejde med HR-konsulent, provstikontor og menighedsråd.
  • Er fleksibel – der indgår aftenmøder i stillingen.

Vi tilbyder:

  • En meningsfuld stilling i en folkekirkelig sammenhæng med mange kontaktflader.
  • En hverdag med ansvar, indflydelse og mulighed for at sætte dit præg på både økonomien og arbejdsmiljøet.
  • Et kontor i udvikling – du bliver en vigtig del af opbygningen af regnskabskontoret og samarbejdet på tværs af provstiet.

Løn og ansættelse

Ansættelse sker af og ved ”Kirkeregnskab & Administration, Østre Kapelvej 10, 4700 Næstved.

Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte kordegne har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kordegne gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 2. Årslønnen aftales indenfor intervallet 338.012,00 kr. –428.284,72 kr. (nutidskroner).

OK24 tillæg på 3.366,35 kr. (nutidskroner) pr. år.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til lederen af regnskabskontoret, Michaela Rasmussen på telefonnummer 93 30 01 15 eller mail: MWR@km.dk

Ansøgning med relevante bilag sendes mrk. ansøgning på mail: MWR@km.dk

Ansøgningen skal være regnskabskontoret i hænde senest d. 13. juni 2025

Ansættelsessamtaler forventes at afholdes løbende. Vi kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.