Skanderborg Sogn
Skanderborg

Administrationsleder til Skanderborg Sogn, pr. 1.8.2025.

Skanderborg Sogn er et stort by-sogn med ca. 13.100 folkekirkemedlemmer. Vi har kontorlokaler centralt i Skanderborg by.

Vi driver 3 kirkegårde, 2 kirkecentre og 3 kirker. Vi sikrer personregistrering og har ansvar for dåb, konfirmation, vielse og begravelse for alle borgere i sognet, der ønsker det. Derudover har vi til opgave at skabe et bredt og varieret kirkeliv for alle aldersgrupper. Vi har et stort antal frivillige, som sammen med vores dygtige medarbejdere og præster forbereder og afvikler en bred vifte af aktiviteter i vores kirker og kirkecentre i Skanderborg.

Vi mødes ugentligt til personalemøder for at planlægge og koordinere bemanding af de forskellige aktiviteter og understøtte det gode samarbejde mellem alle faggrupper. Her er der både plads til at være effektive og konkrete, men vi griner også gerne højt sammen. Alt dette bliver du en del af.

Stillingsindholdet ligger inden for 5 hovedområder:

  • Personaleledelse for ca. 10 ansatte på forskellige overenskomster. Du har ansvar for arbejdstidsplanlægning, vikardækning og andre personaladministrative opgaver. Ansættelser og afskedigelser samt lønforhandlinger sker i samarbejde med menighedsrådet. Der kan hentes rådgivning hos provstiets personalekonsulent.
  • Sekretariatsbetjening af menighedsrådet i samarbejde med menighedsrådets formand, herunder deltagelse i forretningsudvalgsmøder og menighedsrådsmøder som sekretær før, under og efter møder. Du skal kunne fungere som sparring for formanden.
  • Ansvar for og styring af sognets økonomi, herunder budgetter, regnskab og budgetopfølgning samt sparring for menighedsrådets kasserer.
  • Koordinerende funktion i forhold til præsternes opgaver omkring planlægning af bl.a. gudstjenester og opgaver vedr. konfirmander. Du har det store overblik over kalenderen og aktiviteter. Det er en fordel, at du kan vikariere vedr. opgaver omkring personregistering.
  • Ansvar for arbejdsmiljø, sikkerhed og IT, herunder gennemførelse af APV, MUS og øvrige medarbejdersamtaler. En del af opgaverne sker i samarbejde med menighedsrådets personaleansvarlige/kontaktperson.
  • Aften- og weekendarbejde forekommer, herunder ca. 2 aftenmøder pr. måned.

Din profil

  • Du har indgående kendskab til og erfaring med økonomi og regnskab samt at formidle talmateriale på en overskuelig måde og understøtte kasserer, kontaktperson m.fl.
  • Du har dokumenteret personaleledelseserfaring og er leder på en måde, der fremmer trivsel og motivation.
  • Du er udadvendt, tillidsvækkende over for andre mennesker og har lyst til at arbejde i en institution, der både vil bevare traditioner og har øje for fornyelse.
  • Du har gode kommunikative evner, skriftligt og mundtligt og arbejder struktureret. Du kan bevare overblikket, er løsningsorienteret og du trives i en hverdag med stor variation i opgaverne.
  • Det falder dig nemt at benytte gængse it-værktøjer og du kan tilegne dig nye systemer
  • Vi ser meget gerne, at du har kordegneuddannelsen, eller er indstillet på at tage den.

Ansættelsen vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper/kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kordegne.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte kordegne har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Hvis du ikke har kordegneuddannelsen, er det en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for kordegne gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 3.

Årslønnen aftales inden for intervallet 404.042 - 484.850 kr.(nutidskroner). Hertil kommer et rådighedstillæg, der udgør 38.349 kr. samt et OK tillæg på årligt 3.366 kr. (Alle beløb er opgivet i nutidskroner).

Der er tale m en fuldtidsstilling med en ugentlig arbejdstid på 37 timer. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem Menighedsrådet og Danmarks Kordegneforening.

Kontaktoplysninger og ansøgning

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:

Rasmus Kolding, Menighedsrådets kontaktperson for personalet, på tlf. 40 24 79 20 eller Anny D. Jessen, Formand for Menighedsrådet, på tlf. 22 25 11 50.

Ansøgningen med relevante bilag sendes via linket til jobindex og den skal være Menighedsrådet i hænde senest den 2. juni 2025 kl. 10.00.

Samtaler

Ansættelsessamtaler (1. runde) afholdes 11. juni 2025 i Højvangen Kirkecenter, Skanderborg.

2. rundesamtaler forventes afviklet 13. juni 2025.

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet straffeattest og børneattest samt - og efter aftale - referencer.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.