
Barselsvikariat som controller for In2house i perioden 15. juni 2025 til 31. marts 2026
Hvis du er en grundig, analytisk og digitalt orienteret regnskabsekspert, som trives i krydsfeltet mellem analyse, controlling og hands-on bogføring, så er det her lige stillingen for dig!
Fælles selskab for landsdækkende møbelkæder på digital rejse
Med mere end 75 tilknyttede butikker og tre centrale webshops er In2house det fælles selskab for samarbejdet mellem de tre landsdækkende møbelkæder Møblér, Hjemme Hos og Danbo – og en markant spiller på møbelmarkedet i Danmark. In2house arbejder dedikeret ud fra visionen om at være det mest effektive og værdiskabende kædecenter for medlemmerne målt på kædebidrag, omkostninger og som et led i en ny digital ambition.
Til en bred rolle som barselsvikar som Controller leder vi efter dig, der trives i krydsfeltet mellem analyse, controlling, dataformidling og hands-on bogføringsopgaver.
Du kan mere konkret se frem til følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Løbende vedligeholde og analysere modeller og KPI’er
- Driftsøkonomisk controlling
- Bogføring, betalinger og gager
- Månedsafslutning, månedsrapportering, afstemning og indberetning
- Fakturering, kreditering og kreditstyring ift. både medlemmer og leverandører
Din base bliver på det nyrenoverede domicil i Hadsten, hvor du bliver en del af økonomiafdelingen med reference til virksomhedens direktør.
Du er serviceminded, analytisk og digitalt orienteret
For at lykkes i barselsvikariatet som Controller er det afgørende, at du har en systematisk, grundig og analytisk tilgang til dit arbejde. I din økonomiske værktøjskasse findes kompetencer inden for bogholderi og regnskabsstyring, controlling og dataformidling – og ikke mindst lyst til at udvikle dig fagligt på det felt!
Da du skal være med til at vedligeholde virksomhedens afrapporterings systemer, vil det være en fordel, at du er digitalt ferm. Derfor er det et plus, hvis du udover Excel har kendskab til både Power BI og ERP- og økonomisystemer – gerne Microsoft Dynamics 365, som In2house har implementeret i vinteren 2024/25.
Du kommer med en relevant økonomisk baggrund som f.eks. revisorassistent eller bogholder, som du enten har kombineret med en overbygning eller erfaring inden for controlling, analyse og dataindsamling.
Det vigtigste er, at du har kompetencerne og motivationen til at kaste dig over rollen som controller, og at du med din team- og servicemindede facon har lyst til at indgå i samarbejdet med dygtige kolleger i In2house.
Stærkt fællesskab og sund økonomi
In2house er ansvarlig for fælles opgaver og samarbejdet mellem de tre kæder; Møblér, Hjemme Hos og Danbo og varetager således alt fra håndtering af leverandøraftaler, gennemfakturering og debitorstyring samt administration, bogføring og økonomistyring. In2house ejes af butiksmedlemmerne, og med mange års solid indtjening er der en sund økonomi.
Som barselsvikar for vores controller hos In2house vil du opleve, at selvom organisationen er lille, så er fællesskabet stort. Dine kommende kolleger er dygtige, hjælpsomme og samarbejdsorienterede. Der er rig mulighed for at udvikle sig fagligt og en høj grad af fleksibilitet, hvor du kan tilrettelægge din egen arbejdsdag både i Hadsten og med hjemmearbejde når du er inde i opgaverne.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.