
Forpagter
Vi søger en dynamisk forpagter eller et forpagterpar, som vil med i den fortsatte drift og udvikling af Carlsens Hotel på Solskins-øen i Kattegat.
Carlsens Hotel er øens ældste hotel, med en historie tilbage til 1853. Hotellet er det bedst beliggende på Læsø, øverst på Havnebakken i Vesterø, med fri udsigt over Kattegat og Vesterø Havn med færgerne, lystsejlerne og fiskekutterne, og med kort gangafstand til færgen, badestranden og byen.
Carlsens Hotel med den historiske krostue, sommerdiskoteket, den populære restaurant og de autentiske værelser i original stil er kendt af alle lokale og af rigtig mange gæster fra ind- og udland gennem generationer.
Hotellets køkken og tjenerkøkken er i dag nyrenoveret med overgang til anvendelse af øens egen grønne strøm til drift af al køkkenteknik.
Hotellets terrasse og have er den foretrukne solnedgangs-plads for de lokale og øens gæster i de lune sommeraftener. Efter en stemningsfuld afsked med dagen fortsætter mange med et glas og god musik i kroens hyggelige originale rammer med navneskilte fra gamle kuttere og maritime minder.
Carlsens Hotel er det klassiske feriehotel med god dansk mad og helt enkle værelser. Det er hele øens forsamlingshus ved mærkedage, bryllupper, konfirmationer og begravelser, og det er stedet hvor man ikke går forgæves efter et måltid, en seng eller en øl.
Carlsens Hotel har gennem mange år været øens eneste helårsåbne kro / hotel / restaurant, og det skal fortsat være en af Carlsens kerneværdier.
Læsø er i god udvikling som aktiv turisme-destination, med fyrtårne som Saltsyderiet og Læsø Kur, planlagt ny færge med endnu større kapacitet, arbejde mod UNESCO verdensarv destination, Havcenter, naturnationalpark og mange kunst- og kultur-events, flere nye natur-oplevelses-aktiviteter og et rigtig godt og positivt erhvervs-miljø.
Vi tilbyder vores nye forpagter lukrative og fleksible vilkår og forventer en ihærdig indsats, god faglig forståelse og gerne erfaring fra kokke- eller tjenerfaget, og frem for alt evne og vilje til at yde en førsteklasses service overfor alle hotellets gæster.
Der vil være mulighed for fremtidigt ejer- /medejerskab, ligesom der bliver mulighed for medindflydelse på udviklingen af ”Fremtidens Carlsens Hotel”, som vi gennemfører i disse år.
Vil du høre mere om mulighederne og kunne det være noget for dig at blive hotelchef på Solskins-øen i Kattegat, er du meget velkommen til at kontakte Svend på tlf 20 20 99 99 eller sende en mail til ss@inor.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.