Sådan skriver du den gode tekst til Virksomhedsprofilen

Med denne guide i hånden får du hjælp til at skrive den bedste tekst, der lige netop indkapsler din virksomhed som arbejdsplads, så I får lige præcis de kandidater, der passer til jer.

Længde/omfang

Helt konkret anbefaler vi, at teksten fylder, hvad der svarer til én A4-side eller omkring 2.000 tegn. Samtidig skal teksten fordeles på tre afsnit, hver med en passende overskrift. De tre tekstbidder skal helst være lige lange, så teksten i helhed passer til specifikationerne for virksomhedsprofilen.

Eksempel på hvad de 3 afsnit kan handle om:
  • Hvem er vi
  • Vores kultur
  • Unikke vilkår

Husk dette når du skriver

Skriv til din målgruppe og tænk over, hvilke få signaler eller budskaber, du har brug for at få frem, så det ikke stritter i for mange retninger. Fremhæv hvad der gør jer fede, spændende, anderledes og tiltrækkende.

Som en tommelfingerregel kan man sige, at der skal være én overskrift om, hvad virksomheden laver og hvad man er med til at skabe, én overskrift om hvordan det er at være en del af virksomheden og én overskrift om, hvad virksomheden tilbyder og hvilke udviklingsmuligheder kandidaterne får.

Hav kandidaterne i tankerne, når du skriver, sådan at det lettere bliver vedkommende og rammende for mennesket i den anden ende – og ikke en maskinel opremsning.

Inspirationsspørgsmål

En god måde at starte på kan være at tænke over svarene på få udvalgte spørgsmål.

De kan fx være:
  • Hvilket budskab vil vi gerne fremhæve i vores Virksomhedsprofil? Har vi et strategisk mål eller en bestemt agenda/ambition, vi er stolte af?
  • Hvilke slags medarbejdere har vi ansat – og hvilke afdelinger er vi delt op i?
  • Hvordan er vores virksomhedskultur? Hvad kendetegner os – og hvad er vigtigt at fortælle kommende medarbejdere/kolleger?
  • Hvilke udviklingsmuligheder eller intern uddannelse tilbyder vi?
  • Hvorfor skal man søge job hos netop os?