Uden job... - hvad så?


Af direktør Bjarne Sunder, Job Vision A/S

Uden job... - hvad så?

Det er naturligvis ikke alle, der rammes af ledighed. Langt de fleste når at komme i nyt job inden for relativ kort tid efter en afskedigelse eller egen opsigelse.

Hos Job Vision er det en væsentlig del af karriererådgivningen at fortælle mennesker, der berøres af opsigelser af den ene eller anden årsag, at det ikke nødvendigvis et udtryk for, " at de ikke længere er en attraktiv arbejdsressource", men et signal om, at de i den kommende jobsøgningsproces skal fokusere på virksomheder med alternative strategier og kulturer, der matcher deres faglige og personlige kompetencer.

Den nye generation af medarbejdere kan ikke længere forvente samme jobsikkerhed som tidligere. De vil opleve betydeligt flere omstillingsprocesser, end ældre har været vant til - og dermed også flere opsigelser. Men denne situation er ikke nødvendigvis negativ. Eksempelvis vil den nye generation være mere omstillingsorienteret ved forandringer, hvilket virksomhederne vil lægge vægt på ved ansættelser. Det er bl.a. disse odds, de ældre er oppe imod, når de søger job.

- En opsigelse er altså ikke altid forbundet med noget odiøst eller et tegn på, at man er en dårlig arbejdsressource

I dag er flere end tidligere berørt af en opsigelse og efterfølgende mulighed for at blive ledige eller kender nogen i den nærmeste omgangskreds, som har prøvet "nedturen". Der findes ingen jobgaranti på det aktuelle arbejdsmarked. Det er op til den enkelte at sikre en løbende udvikling af egne kompetencer og dermed undgå at placere sig øverst på listen, når der skal foretages afskedigelser.

Når virksomhederne vælger at opsige en eller flere medarbejdere er det ofte ud fra nogle velovervejede beslutningsprocesser.

Uden job - betyder ikke nødvendigvis, at du er mindre attraktiv for en ny arbejdsgiver, så undgå at tabe modet. Men det er vigtigt, at du "stopper op" og evt. får professionel rådgivning om de nye muligheder. Potentialerne er der, både de åbenlyse og de skjulte, men i en presset situation kan det være vanskeligt selv at få øje på dem.

Det kræver omtanke og gode argumenter, når man søger job efter en fratrædelse. Dette gælder såvel i den private som den offentlige sektor. Hvad de fleste næppe forestiller sig er, at man som opsagt eller ledig faktisk har erhvervet sig nye, personlige kompetencer.

At være udsat for en opsigelse og/eller en ledighedssituation er for mange en slags choktilstand, hvor man mister sin jobidentitet og en del af det sociale netværk. For de fleste er denne tilstand noget, som "går over", men oplevelsen "falmer" ikke, før man er tilbage på arbejdsmarkedet. I den mellemliggende periode er man derfor meget udsat som jobsøger og ikke altid rationelt tænkende, når man begynder en søgeproces.

Forestiller man sig at søge traditionelt, dvs. via stillingsannoncer, er man mest udsat for afslag - også efter jobsamtalerne. Langt de fleste bliver sorteret fra på grund af en ledighedssituation. Derfor handler det om at søge i virksomheder, du mener at passe ind i - kulturmatch - som vi kalder vi det. Søg kreativt, vær i bevægelse og gør dig synlig på markedet. Dermed kan du undgå den traditionelle jobkø, hvor konkurrenterne bl.a. består af ansøgere, der er i job og har større markedsværdi.

Lad være med at gøre søgeprocessen foran computeren til det primære. Det er din tid for kostbar til. Brug i stedet tiden til at planlægge hver dag med møder i kalenderen. Når det nævnes, at du skal "stoppe op" er det for at undgå tabssituationer. Mange begynder nemlig at "jagte" nyt job uden nærmere planlægning og omtanke, og statistisk går det galt for de fleste. Forestil dig en situation, hvor du har søgt 25 job og får et tilsvarende antal afslag. Det vil for de allerfleste betyde nederlag og sætte spørgsmålstegn ved din indsats og markedsværdi.

Netop en sådan oplevelse fører ofte til frustration, som måske ender i apati og medfører langtidsledighed. Mennesker i denne situation møder vi dagligt på mange af vore rådgivningscentre rundt om i landet.

Jobbene er der...
Majoriteten kommer videre i et nyt arbejdsliv, hvis de vil. Men husk, at markedsværdien falder med tiden, og "genopbygningsarbejdet" af din psyke bliver vanskeligere, som tiden går. Hvem vil ansætte en person, der har været uden job - i et eller flere år? - meget få. - En arbejdsgiver "køber" kandidater med den rette mentale indstilling (det at kunne forstå at være i et job og tage ansvar for eget liv) og et godt selvværd.

Tag "de ti bud" under armen og kom af sted!

  1. Jobsøgning er et fuldtidsjob
  2. Anvend mindst 7-8 timer dagligt på din fremtid, og optræd som direktør for dit eget liv
  3. Indret et "kontor"/arbejdsplads derhjemme
  4. Klæd dig på til forretning hver morgen
  5. Læs mange aviser dagligt, se tv, lyt til radio
  6. Sørg for at din kalender er fyldt op
  7. Opsøg virksomheder, du kan matche (ansøgninger havner i bunken)
  8. Kend dig selv, dine krav, behov og begrænsninger
  9. Ret ryggen, vær energisk og sælg dig selv bedst muligt
  10. Juster dine mål, hvis de viser sig at være urealistiske

Der er også et job til dig. Du kunne måske overveje at blive selvstændig? God jobjagt!