Einar Baldvin Baldursson er 67 år og kunne nemt være gået på pension. Men han lader være, fordi han stadig føler sig i stand til at udføre et godt stykke arbejde. Sådan er arbejdsmoralen her i Norden, mener han.
”Selvfølgelig arbejder man så længe, man kan – det tror jeg, de fleste her i landet vil være enige i. Og det er en sund holdning, synes jeg, men den har også en bivirkning. Nemlig at det gør ekstra ondt at blive arbejdsløs,” siger Einar Baldursson.
Han er arbejdspsykolog og har forsket i emnet i over 40 år, for tiden som lektor på Aalborg Universitet.
”Vi betragter arbejdet som noget, der er påkrævet for at høre til i samfundet. Vi føler os forpligtede til at bidrage. Og derfor er det så hårdt, når man bliver arbejdsløs. Man føler sig ikke længere som en værdig samfundsborger,” siger han.
Utallige undersøgelser har vist, at arbejdsløse danskere er langt mere stressede end dem i arbejde, og at de oftere har psykiske problemer som depression og angst. Det handler blandt andet om, at arbejdsløse får moralske skrupler, mener Einar Baldursson.
”Man får dårlig samvittighed over, at man ikke tilføjer værdi længere. Og dårlig samvittighed gør bogstavelig talt ondt. Det er en psykofysiologisk smerte,” siger han.
Problemet er, at når du er kritisk og fordomsfuld over for dig selv, så får du det endnu ringere.
”For eksempel viser flere undersøgelser, at arbejdsløse ofte tror, at andre bagtaler dem og ser ned på dem – selv om det faktisk ikke er tilfældet. Konsekvensen er, at mange begynder at isolere sig socialt,” siger Einar Baldursson.
”Følelsen af at blive valgt fra er enormt udbredt blandt arbejdsløse. Selv om du godt ved intellektuelt, at afslagene på dine ansøgninger ikke handler om dig, men om at der er hundredvis af ansøgere til hver stilling, så falder dit selvværd alligevel med hvert afslag. Hver gang du ikke bliver valgt, så bliver der lidt mindre af dig selv,” fortæller Einar Baldursson.
Lange uddannelser gør arbejdsløsheden værre
Einar Baldvin Baldursson kommer fra en faglært familie, og som ung skulle han naturligvis også tjene til brødet. I skoleferierne mødte han derfor op på havnen hver morgen klokken syv sammen med resten af mændene i byen. Værftsføreren udvalgte så dem, der skulle bruges den dag. Resten måtte gå hjem uden arbejde og løn.
”Det er et eksempel på et arbejdsmarked, der udnytter folk på en brutal måde. Men fordi alle på kajen vidste, at det var et fælles vilkår, så bakkede man hinanden op. Det gjorde ondt økonomisk. Men den psykologiske belastning var ikke så stor,” forklarer Einar Baldursson.
I dag er arbejdsløsheden langt mere stigmatiserende, mener han. Det er der grundlæggende to forklaringer på.
For det første bruger vi længere og længere tid på at uddanne os. Det gør os klogere og dygtigere, men det gør også arbejdet til en større del af vores identitet.
”Alt andet lige er de psykologiske omkostninger ved arbejdsløshed formentlig større nu end nogensinde før,” siger Einar Baldursson.
”De ressourcer, man møder op med på arbejdsmarkedet i dag, er resultatet af årevis af uddannelse. Man har gjort en kæmpe investering af tid og kræfter på at opnå nogle bestemte kompetencer, og derfor sætter man særligt høj pris på dem. Så når lige præcis disse evner tilsidesættes og ringeagtes – for sådan føles det, når man bliver valgt fra efter jobsamtalen – så gør det ondt,” forklarer han.
Den høje grad af uddannelse er også årsagen til den anden forklaring på, hvorfor arbejdsløshed er så smertefuldt, at folk bliver direkte syge af det.
”Dengang jeg voksede op, var der job, der passede til alle, der bare ville det. Man skulle bare møde op. Sådan er det ikke i dag. Kravene til uddannelse, kompetencer og sociale evner er tårnhøje,” siger Einar Baldursson.
”Det moderne arbejdsmarked sætter barren meget højt. Det betyder, at flere og flere aldrig nogensinde vil udgøre et realistisk bud på en arbejdskompetence. De opfylder simpelthen ikke virksomhedernes mindstekrav længere, og det sætter dem i en noget nær permanent følelse af ikke at være noget værd,” siger han.
Arbejdet er ikke et onde – det er vejen til mere værd
Erhvervspsykologen Lars Lundmann har opfordret til, at man stopper med at tale om arbejdsløshed og i stedet taler om arbejdsfrihed. Han ser det som løsningen på de negative konsekvenser af at være uden job.
LÆS OGSÅ: Psykolog: Vi bør være glade for arbejdsløshed
Men det er en fuldstændig forkert tilgang, mener Einar Baldvin Baldursson.
”I mine øjne er det vejen til endnu mere mistrivsel. For hvordan skal man blive fri for at respektere sig selv? Det er jo netop det, man lærer gennem arbejdet,” siger han.
Arbejdet er ganske enkelt en præmis for både personligt selvværd og et velfungerende samfund, mener han.
”Jeg er fuld fortaler for at kritisere alt, der er galt ved arbejdsmarkedet i dag. Men jeg vil meget nødigt betragte arbejdet som et onde i sig selv. Der er tværtimod noget befriende ved, at vi som fællesskab opfatter vores medmennesker som nogle, der gerne vil bidrage med noget,” siger Einar Baldursson.
”Det er vigtigt at huske på, at arbejdsmoralen jo er den, at ingen forventer, at vi alle skal yde det samme, men blot at vi skal yde vores bedste. Det er godt nok, så længe man gør, hvad man kan,” siger han.
Men hvis ikke tanken om arbejdsfrihed hjælper, hvad skal vi så gøre for, at arbejdsløse ikke har det så dårligt, som det er tilfældet i dag?
”Jamen, vi skal gentænke den måde, vi håndterer arbejdsløsheden på. Hvorfor ikke sige, at der er to måder at være på arbejdsmarkedet på? Enten er man i arbejde, eller også er man under uddannelse. Når man mister sit job, begynder man automatisk på uddannelse for at skaffe sig nye kompetencer”, svarer Einar Baldursson.
”Det ville stort set fjerne alle psykologiske belastninger ved arbejdsløshed og derfor betyde færre sygemeldinger. Samtidig ville der komme flere og mere kompetente medarbejdere ud i virksomhederne. Alternativet er, at mennesker går uproduktive rundt, og det er den værste løsning af alle. For arbejdsløse mister ikke modet på grund af økonomien i det, men på grund af udsigten til at være uden betydning.”
