Frasortering af ansøgere

Jobchancerne er mindre med et udenlandsk efternavn, i hvert fald i England, hvor BBC har lavet en lille undersøgelse med seks fiktive jobansøgninger, og fandt frem til at jobansøgere med engelske navne kom hyppigere til samtale end folk med udenlandske efternavne. Læs hele artiklen fra DR Online

Og hvad kan man så gøre ved dette? Det er naturligvis uretfærdigt, hvis bestemte befolkningsgrupper udsættes for diskrimination, men som privatperson kan man ikke gøre ret meget ved det.

Problemet ligger i udvælgelsesprocessen. Før du kommer til samtale, skal dit CV igennem en frasorteringsproces, og som jobmarkedet er i øjeblikket får personaleafdelingerne ofte over 100 ansøgninger. Derfor er personalefolkene nødt til at frasortere op imod 90% af alle ansøgningerne, og mange vælger den nemme løsning, nemlig at udvælge de 10-20 personer, der minder mest om forgængeren i jobbet.

Det er i øvrigt ikke bare folk med fremmede efternavne, der bliver frasorteret lidt hyppigere end andre. Det gælder også ansøgere, der er for unge eller for gamle, er overkvalificerede eller nyuddannede, og kvinder med eller uden børn. Det kan man ikke gøre så meget ved, andet end at sige til sig selv, at det ikke er ens egen fejl, hvis man ikke kommer til samtale. Man må bare søge et andet sted i stedet.

Husk på, at selvom 75% af virksomhederne måske ser det som et problem, at du er nyuddannet eller for gammel eller hvad det nu er, så er der stadig 25%, der er ligeglade. Det gør opgaven lidt hårdere, men det er ikke umuligt. Din opgave er at finde frem til disse 25%, og det giver dig stadig tusindvis af virksomheder at vælge imellem.

Når man sender en ansøgning til et annonceret job er man naturligvis nødt til at vedlægge et fuldt CV. Men hvis man sender uopfordrede ansøgninger kan man evt. overveje at udelade sit CV, og nøjes med at sende et brev, hvor man fortæller en lille smule om sig selv, og sende det direkte til chefen for den afdeling, hvor man gerne vil ansættes. Hvis man først er kommet til samtale og har gjort et positivt indtryk, så betyder det som regel mindre hvilken alder og baggrund, man har.

Held og lykke med jobsøgningen!

Venlig hilsen Kaare Danielsen