Jobannonce: Brug for et bæredygtigt sabbatår?

Provas - Haderslev Forsyningsservice a/s

Brug for et bæredygtigt sabbatår?

Haderslev, Vojens og Gram

Haderslev Kommune har en ambitiøs affaldsplan: I 2025 skal det være slut med stort og småt brændbart. Alt affald, der lander på vores genbrugspladser, skal genanvendes. Det er der både penge og en grønnere fremtid i.

Provas driver kommunens tre genbrugspladser, hvor vi knokler løs for at indfri kommunens mål. Vi søger dig, der vil hjælpe os i mål. Dine arbejdsdage kommer sjældent til at ligne hinanden. Og præcis sådan kan du lide det.

Dine primære arbejdsopgaver bliver naturligvis at indgå i driften af genbrugspladsen. Du skal vejlede kunderne i korrekt håndtering af affald, så vi får mest muligt ud af ressourcerne, og holde orden på pladserne. Det gør du på en åben, glad og imødekommende måde, så vores herlige kunder føler sig godt behandlet og vejledt – også når regnen siler ned, gearet på gaffeltrucken sidder fast, og du har en dårlig hårdag.