Jobannonce: Vicekontorchef med interesse for det finansielle område til Juridisk Kontor i Finanstilsynet (1-årig stilling)

Finanstilsynet

Vicekontorchef med interesse for det finansielle område til Juridisk Kontor i Finanstilsynet (1-årig stilling)

København

Vil du være med til at sikre, at Finanstilsynets lovgivningsarbejde er kvalitetsmæssigt helt i top? Motiveres du af at hjælpe dine kollegaer videre med det rette juridiske svar? Og har du lyst til at være en del af et dynamisk ledelsesteam, så kan den tidsbegrænsede stilling som vicekontorchef i Juridisk Kontor være noget for dig.

Du vil skulle indgå i kontorets ledelsesteam på i alt fire personer. Du vil få ansvaret for opgaveledelse og faglig ledelse af en række medarbejdere i kontorets nationale team. Du vil som udgangspunkt blive tilknyttet sager fra Finanstilsynets søjle for pengeinstitut- og realkreditinstituttilsyn, men skal have lyst til at bidrage til høj juridisk kvalitet på hele det finansielle område. Du skal bistå både med afklaring af juridisk komplicerede spørgsmål og yde sparring ved udarbejdelse af afgørelser.