Jobannonce: Administrativ medarbejder/sekretær inden for boligadministration

Nørresundby Boligselskab

Administrativ medarbejder/sekretær inden for boligadministration

Aalborg

Vi søger en dygtig og udadvendt medarbejder til ekspedition og servicering af vores nuværende og kommende lejere. Kan du arbejde selvstændigt, er omhyggelig og fuld af godt humør, så kan du blive vores nye kollega.

Via stillingen kommer du dagligt i direkte kontakt med vores lejere og kunder, der ønsker at blive lejere. Gennem telefonisk kontakt og mailkorrespondance ydes kundeservice og løses mange boligadministrative spørgsmål. I samarbejde med den øvrige organisation er du den organiserende kraft, som holder overblik over sagsgange, er referent, koordinerer, udarbejder og udsender mødeindkaldelser m.v.

I et vist omfang behandler og koordinerer du også berigtigelse af ejendomshandler, herunder alle aspekter inden for digital tinglysning. I den forbindelse er det en fordel, hvis du har haft erfaring med selskabsretlige opgaver og/eller overdragelse af fast ejendom.