Jobannonce: Medarbejder til marinovervågning- og vandplanlægning

Miljø- og fødevareministeriet

Medarbejder til marinovervågning- og vandplanlægning

Faaborg

Har du interesse i overvågning og vandplanlægning - særligt i forhold til vores kystvande? Er du i stand til at arbejde med analyser og databaser? Og vil du være med til at præge arbejdet med vandområdeplaner? Så er det måske dig, vi søger!

Vi søger en medarbejder til Styrelsen for Vand- og Naturforvaltnings enhed i Sollerup på Fyn. I styrelsen løser vi bl.a. opgaver i relation til overvågning af vandmiljøet og implementering af EU’s vandrammedirektiv – herunder særligt fokus på de marine områder.

Der er betydelig politisk opmærksomhed omkring indsatsen for at forbedre vandmiljøets tilstand samt et stærkt fokus fra styrelsens eksterne interessenter. Enhedens opgave er at være med til at sikre, at det faglige grundlag for vandplanlægningen tilvejebringes, og at det sker i et tæt samspil med forskningsinstitutioner, interesseorganisationer og andre myndigheder.