Jobannonce: Hydrauliker med projektlederpotentiale

Herning Vand A/S

Hydrauliker med projektlederpotentiale

Mere nedbør giver os udfordringer, ligesom byudviklingen og ‑omdannelsen går stærkt. Derfor er behovet for både renovering og udbygning af vores kloaksystemer stigende. Det kræver god, langsigtet og helhedsorienteret planlægning. Vi søger derfor en specialist i form af en hydrauliker med projektlederpotentiale til løsning af nogle af de opgaver, vi står foran.

Du vil få ansvar for gennemførelsen af planlægningsopgaver og hydrauliske funktionsanalyser ifm. etablering af nye og renovering af eksisterende byområder samt elementer omkring klimatilpasning. Det gælder for vand både over og under terræn.

Arbejdet gennemføres i samarbejde med afdelingens øvrige projektledere og planlæggere. Du vil få god faglig sparring og som ansat i et forsyningsselskab mulighed for at følge projekterne fra start til slut samt indflydelse på både hvad og hvordan.