Jobannonce: Genopslag: Vil du være med til at sikre investorbeskyttelse?

Finanstilsynet

Genopslag: Vil du være med til at sikre investorbeskyttelse?

København

I Kontor for Forbrugerspørgsmål og Finansielle Formidlere har vi brug for en ny kollega, som har lyst til at arbejde med investorbeskyttelse.

Det har stor betydning, at forbrugerne bliver rådgivet korrekt og får de rigtige oplysninger om investeringsprodukter. Ellers har forbrugerne ikke mulighed for at træffe et aktivt valg og risikerer at investere i produkter, som ikke passer til deres risikoprofil.

Det finansielle område har stor politisk bevågenhed. Du vil derfor også få mulighed for at præge området og sikre, at forbrugerne bliver behandlet ordentligt.

Din opgave bliver blandt andet at lave undersøgelser på investorbeskyttelsesområdet og vurdere, om den information og rådgivning, som de finansielle virksomheder yder, er retvisende og giver en afbalanceret beskrivelse af det finansielle produkt. Tilsynsarbejdet sker i samarbejde med tilsynets øvrige kontorer.