Jobannonce: Projektmedarbejder til Klimasekretariatet

Silkeborg Kommune

Projektmedarbejder til Klimasekretariatet

Byrådet i Silkeborg Kommune har besluttet, at kommunen som virksomhed skal være CO2-neutral inden udgangen af 2025. Herudover arbejder kommunen for at understøtte den nationale målsætning om 70 % reduktion i 2030.

Byrådet vedtog i april 2020 en ny klimastrategi, der sætter retning på klimaområdet. For at komme i mål med den ambitiøse og udfordrende målsætning søger Teknik- og Miljøafdelingen en analytisk stærk kollega med erfaring inden for projektarbejde, processtyring og mod på tværgående arbejde i en stor organisation til Klimasekretariatet.

I jobbet vil du blive en del af Klimasekretariatet, der har til opgave at komme i mål med Byrådets målsætninger på klimaområdet. Klimasekretariatet består i dag af en overordnet projektleder, der bl.a. arbejder med strategi og planlægning. Arbejdet sker i tæt samarbejde med Silkeborg Forsyning og andre aktører i og udenfor kommunen.