Rejsekort & Rejseplan A/S

Vi løfter et stort samfundsansvar

Hos Rejsekort & Rejseplan A/S løfter vi et vigtigt samfundsansvar, når vi hver dag bidrager til at gøre rejser med kollektiv transport nemmere for passagererne med vores tre produkter: Rejsekort, Rejseplanen og RejseBillet. Vi er ejet af trafikvirksomhederne i Danmark, og vores fornemmeste opgave er levere stabile og pålidelige løsninger, som støtter op om brugen af kollektiv transport. Vi har fokus på at udvikle os som organisation og som mennesker, og det sker i takt med, at vi udvikler nye løsninger til gavn for de rejsende i Danmark.


Vores produkter gør det nemmere at rejse med kollektiv transport

Hvert år anvender kunderne Rejsekort til 167 millioner rejser i den kollektive transport. Med over 3 mio. aktive Rejsekort binder vi alle landsdele og trafikvirksomheder sammen i ét fælles system, der fungerer som både billet og betalingsmiddel. Kunderne er glade for Rejsekort, og 80 % af dem synes, at Rejsekort gør det nemmere at rejse med kollektiv transport.

RejseBillet er en app til køb af enkeltbilletter, zonebilletter og pendlerkort på tværs af hele Danmark, som kan bruges i bus, tog, metro og letbane. Vi lancerede RejseBillet i august 2023, og med den betaler kunderne for billetten på forhånd, mens de med Rejsekort betaler efter endt rejse.

Rejseplanen er det mest anvendte produkt til rejseplanlægning i Danmark. De rejsende med kollektiv transport foretager dagligt 1,4 mio. opslag på Rejseplanen. Derfor er vores største fokus at levere korrekte data til rejseplanlægning og trafikinformation. Rejseplanen viser trafikinformation i realtid og giver de rejsende aktuelle ruter, når de skal på arbejde, besøge familie eller ud at rejse. Denne tillid skal vi bygge videre på, når vi skal implementere fremtidens digitale Rejsekort. Vi oplever stor tilfredshed fra kunderne, hvoraf 86 % synes, at Rejseplanen gør det nemmere at rejse med kollektiv transport.


Nye produkter på vej

Vi ved, at rigtig mange danskere ser frem til at få Rejsekort over i en app. Vi arbejder i øjeblikket på fuldt tryk på at kunne lancere et digitalt Rejsekort. Det glæder vi os meget til. Sideløbende arbejder vi på en løsning, der skal imødekomme de kunder, som af forskellige årsager ikke kan benytte Rejsekort på mobilen. Det er nemlig vigtigt for både os og trafikvirksomhederne i Danmark, at vi møder kundernes præferencer og behov for løsninger til kollektiv transport.

2 billeder, mand og kvinde ved skrivebord og mand og kvinde i et mødelokale

Vi udvikler os som organisation

Over de seneste år er vi vokset som organisation på flere niveauer. Vi er på en rejse mod nye, digitale produkter, og med den transformation har vi ansat en del nye medarbejdere. For at sætte vores ledere bedre i stand til at understøtte medarbejderne på denne rejse har vores ledere gennemført et ledelsesudviklingsforløb. Vi arbejder med kontinuerlig medarbejderudvikling, der hænger sammen med virksomhedens ledelsesværdier, og vi bruger tid på 1:1 og check-ins i det daglige.


Vi tager godt imod nye kolleger

Det er vigtigt for vores kultur, at vores nye kolleger hurtigt føler sig velkomne og som en del af vores organisation. Vi laver grundige introprogrammer og introdage, og så får alle nye kolleger en buddy, der hjælper med alt fra praktiske oplysninger om systemer til hvordan frokostordningen fungerer – og som står til rådighed til at spise frokost sammen.

Som ny kollega hos os bliver du en del af en organisation, hvor godt humør er en vigtig del af hverdagen. Omgangstonen er anerkendende og involverende, og dine kolleger vil være parate til at sparre med dig og bakke op om dig og dine projekter. Vi er sociale, hilser på hinanden på gangene og tager os tid til at tale med hinanden i løbet af dagen. Vi har fleksible pladser, hvilket giver os mulighed for at arbejde på tværs af organisationen for at skabe mere værdi til vores projekter og opgaver, og samtidig styrker vi vores faglige eksekveringsevne.

Vi har fredagsbar en gang om måneden, og hver sommer afholder vi en virksomhedsdag for hele organisationen for at styrke fællesskabet og samarbejdet på tværs. Vi holder sommerfest, julefrokost og andre sociale arrangementer. Kort sagt kan vi godt lide hinandens selskab i afdelingerne og på tværs af organisationen.

Vi er ejet af trafikvirksomhederne i Danmark

Rejsekort & Rejseplan A/S er ejet af DSB, Trafikselskabet Movia, Metroselskabet, Nordjyllands Trafikselskab, Midttrafik, Sydtrafik, FynBus og BAT.