Jobglæde

Den store frihed i hverdagen giver pote hele vejen rundt

Søren Nielsen er administrerende partner hos konsulentvirksomheden Devoteam i København, der arbejder med IT og digitalisering. At vinde kampen om kunderne og udvikle opgaveløsningerne innovativt stiller store krav til det at være en moderne virksomhed – hvis de vil motivere de bedste talenter og de stærkeste faglige kræfter.

Det er afgørende at have de rette medarbejdere på holdet. Derfor indførte Devoteam – med Søren Nielsen i spidsen – en værdibaseret ledelse for nogle år tilbage. Og det har i den grad betalt sig.

Vi tilbyder stor fleksibilitet, og det gavner os – Søren fortæller:

En af grundene til vores fantastiske resultater er, at vi lægger stor vægt på frihed under ansvar. Det er jo selvfølgelig ikke et utopia herinde, det er ikke sådan, at alt er flydende, og man altid bare kan gøre, hvad man har lyst til.

Men jeg tror personligt på at give medarbejderne en stor grad af fleksibilitet og frihed – det er dét, der får det bedste ud af folk. Og det giver dermed de bedste resultater.

Helt konkret betyder frihed under ansvar hos os, at der ikke er nogen, der tjekker, hvornår man møder ind, eller hvornår man går. Eller hvad man sidder og arbejder med, for den sags skyld. Vi antager, at folk har styr på de resultater, der skal skabes for kunderne og for detaljerne på projekterne.

Ligeledes antager vi, at folk kommer og spørger om hjælp, når der er brug for det. Og det virker, det kan vi tydeligt mærke.

Frihed til selv at vælge sin nærmeste leder

Vi har også en ordning, hvor man kan skifte leder. Der kan jo være forskel på, hvilken type sparring og ledelse man har brug for i starten af sin karriere, midt i den eller som senior. Derfor har vi gjort det muligt, at man selv kan have indflydelse på, hvilken faglig leder man har, og hvilken personaleansvarlig leder man har.

Der har vi simpelthen en turnus en gang om året, hvor man kan melde ind, hvilke ændringer i ledelsesformen samt nærmeste leder man ønsker. Det fungerer godt for os, og der er ingen fornærmede miner, når nogen skifter – netop fordi vi jo selv har gjort det til en måde at styrke samarbejdet og udviklingen på.

Og hvis du spørger, om det fungerer for forretningen med de her frie rammer, kan jeg sige, at vi har fordoblet omsætningen på fire år – og vi har femdoblet resultatet. Samtidig er vi blevet dobbelt så mange ansatte i samme periode.