RUC Studie- og Karrierevejledning søger studenterstudievejledere
I Studie- og Karrierevejledning på Roskilde Universitet hjælper vi studerende med at finde vej i studielivet og skabe mening og trivsel gennem samtaler, mailvejledning, oplæg og workshops.
Vi søger nye studenterstudievejledere, der har lyst til at støtte andre studerende i deres valg, tvivl og trivsel. Du behøver ikke at være ekspert – vi klæder dig grundigt på med faglige og vejledningsfaglige kompetencer. Det vigtigste er, at du er empatisk, lyttende og reflekteret i din tilgang. Vi ønsker at du kan starte 1. august 2025
Hvad laver en studenterstudievejleder?
Som studenterstudievejleder på RUC får du en central rolle i at vejlede studerende fra alle bachelor- og kandidatuddannelser.
Du kommer blandt andet til at:
- Vejlede studerende i planlægning af deres uddannelse og valg undervejs
- Tale med studerende, der oplever tvivl, stress eller mistrivsel
- Hjælpe potentielle ansøgere med spørgsmål om optag og studievalg
- Holde oplæg og bidrage til vejledningsarrangementer
Du vil blive trænet i at møde studerende med forskellige behov og støtte dem i at finde deres egen vej – både fagligt og personligt.
Hvilke rammer tilbyder vi?
Som studenterstudievejleder får du:
- Et stærkt fagligt og kollegialt fællesskab med løbende sparring og supervision
- En grundig oplæring med fokus på samtaleteknik og facilitering
- Løbende opkvalificering og temadage om relevante emner
- Indsigt i studieadministration og universitetets regelsæt – og evnen til at formidle det klart og forståeligt
Hvem er du?
Vi søger dig, der:
- Er studerende på RUC
- Er reflekteret
- Er empatisk
- Kan formidle komplekse emner klart og præcist
- Har lyst til at arbejde med mennesker og deres studieliv
- Taler og skriver både dansk og engelsk
Retningslinjer for ansøgning – undgå personoplysninger
Udover at tage udgangspunkt i stillingsopslaget, vil vi gerne invitere dig til også at reflektere over spørgsmålet: "Hvad er god studie- og karrierevejledning for dig?" – og inddrage det i din ansøgning.
Vi beder dig om ikke at vedhæfte billede og udelade følgende personoplysninger i både ansøgning og CV:
- Navn (f.eks. undgå “Venlig hilsen Maria Hansen”)
- Alder
- Køn
- Kontaktoplysninger med navn, fx e-mailadresser som mariahansen94@gmail.com eller signaturer med navn og telefonnummer
Du skal stadig indtaste disse oplysninger i det elektroniske ansøgningsskema, når du sender din ansøgning.
Vi gør dette for at mindske risikoen for ubevidst bias i udvælgelsen og for at fremme diversitet og mangfoldighed i Studie- og Karrierevejledningen. Det er en del af vores ambition om at skabe et inkluderende og retfærdigt rekrutteringsforløb.
Mere information
Vil du høre mere om jobbet, så kontakt AC-Studie- og Karrierevejleder Søren Sønderskov-Thury på mail sthury@ruc.dk eller på tlf. 4674 3431 eller Rikke Meldgaard Thomsen på mail rikkemt@ruc.dk eller på tlf. 4674 3441.
Studie- og karrierevejledningen er en del af afdelingen Uddannelse og Studerende (US), som er en del af RUC Administration. US varetager ud over studie- og karrierevejledning en lang række opgaver i relation til studieadministration, uddannelsesplanlægning og kvalitetsarbejde. Alle opgaver med fokus på at skabe de bedste forhold for uddannelserne og de studerende med udgangspunkt i RUC’s kerneopgave, uddannelse, og det strategiske indsatsområde: de studerende i centrum.
Ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er 25-30 timer om måneden. Du får en fast vagt om ugen, men der er selvfølgelig mulighed for fleksibilitet, hvis du har brug for det, ligesom der i perioder kan være behov for, at du tager mere end en vagt om ugen. Ud over vagter, vil der være enkelte møder, arrangementer og opgaver. Lønsatsen for studenterstudievejledere er fastsat i henhold til overenskomsten mellem Finansministeriet og Studenterundervisernes Landsforbund på 224,05 kr. i timen.
Ansøgning
Søg stillingen på https://ruc.dk/ledige-stillinger-pa-roskilde-universitet/
Ansøgningen skal indeholde:
1. Motiveret ansøgning
2. CV
3. Dokumentation for uddannelse
Ansøgningsfristen er 15. juni.
Ansættelsesstart er 01. august 2025
Vi holder ansættelsessamtaler onsdag d.25. juni og torsdag d. 26 juni 2025 mellem kl. 9-15.
Materiale modtaget efter fristens udløb vil ikke blive taget i betragtning.
Roskilde Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge hos os.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex