Er du drevet af at skabe resultater gennem strategiske projekter i en kompleks organisation? Og vil du arbejde med strategi, systemer og processer i feltet mellem at udvikle og prioritere, samtænke og beslutte, tage ansvar og uddelegere, så søg dette job.

Som afdelingsleder for Uddannelsesstrategi skal du gå foran med at operationalisere ambitionerne i SDU’s strategi og arbejde med de store forandringer, SDU og resten af universitetssektoren står over for i de kommende år. Uddannelseslandskabet skal udvides med nye uddannelsestyper. Vi skal imødekomme en højere grad af fleksibilitet og nye måder at tænke læring og uddannelse på. Digitalisering skal i endnu højere grad end i dag være med til at forbedre kontakten mellem universitetet og studerende, så den er effektiv og brugerorienteret.

SDU er i gang med en større transition af den samlede uddannelsesadministration, hvor vi gennem effektiviseringer i driften skal frigøre ressourcer til de strategiske udviklingsprojekter. Afdelingen skal i samarbejde med SDU’s ledelse og vicedirektør for uddannelse tegne stregerne til den fremtidige organisering af uddannelsesadministrationen på SDU. Hermed sikrer vi det organisatoriske fundament til at effektivisere uddannelsesadministrationen og udvikle strategiske projekter samtidig med, at vi leverer sikker drift af vores kerneopgaver.

Afdelingen vil også spille en nøglerolle i implementeringen af kandidatreformen sammen med det øvrige Studieservice, fakulteterne og SDU’s ledelse.

Afdelingen består i dag af tre teams: Forretningsprocesser, Strategi og Kvalitet og Sekretariatet i Studieservice, der alle er eksperter inden for forskellige fagområder.

Team Forretningsprocesser er dedikeret til at udvikle og optimere SDU’s forretningsprocesser på det studieadministrative område. Det sker gennem sammenhængende fælles administrative processer med brugeren i fokus og professionalisering af systemforvaltningen af studiesystemerne. I 2028 får SDU et nyt studieadministrativt system (Nyt SIS), som udvikles i samarbejde med seks andre universiteter. Teamet har projektledelsen af forretningssporet i et tæt samarbejde med de faglige eksperter på fakulteterne og i fællesadministrationen.

Team Strategi og Kvalitet er drivkraften bag udviklingen af uddannelseskvalitet gennem aktiv deltagelse i SDU's kvalitetssystem og understøttelse af beslutningsprocesserne. Teamet har projektledelsen af et ambitiøst projekt, der gennem bred involvering af organisationen reviderer SDU’s kvalitetssystem frem mod en kommende institutionsakkreditering i 2027. Teamet har også ansvaret for at omsætte SDU's overordnede uddannelsesstrategi til håndgribelige mål og handlinger. Endelig understøtter teamet den dynamiske udvikling af uddannelsesudbuddet i forbindelse med prækvalifikation af nye uddannelser og varetager projektledelsen af de tværgående studenterrettede undersøgelser.

Sekretariatet i Studieservice er organisatorisk forankret i afdelingen og varetager opgaver på tværs af Studieservice. Betydelige opgaver for sekretariatet er ledelsesunderstøttelsen af vicedirektøren for uddannelse og af ledergruppen som helhed, samt ansvaret for optimering af tværgående processer og arbejdsgange i Studieservice.

Som afdelingsleder vil du skulle sikre sammenhæng og videreudvikling i de forskellige fagområder og faglige roller og derigennem udvikle afdelingen, så den har de nødvendige kompetencer til at understøtte den strategiske udvikling af uddannelserne og universitetets uddannelsesportefølje.

For at lykkes i stillingen skal du:

  • Udvikle afdelingen, så den med tiden har et anerkendt og værdiskabende Project Management Office (PMO), der som partner til forretningen kan varetage projektledelsen af udviklingsprojekter indenfor uddannelsesinnovation, uddannelsesudvikling, uddannelseskvalitet og uddannelsesadministration.
  • Sikre koordinering og opbakning i organisationen til de store tværgående projekter og opgaver som løses i Uddannelsesstrategi.
  • Evne at lede og understøtte teams og medarbejdere, som arbejder specialiseret, og som har en vigtig opgave i at sikre de nødvendige kompetencer ind i projekter, beslutninger og uddannelsesadministrative processer.
  • Kunne operationalisere den vedtagne strategi i samarbejde med prorektor, fakulteterne, afdelingerne i Studieservice og de andre områder i Fællesadministrationen.
  • Spille konstruktivt ind i ledergruppen i Studieservice og sammen med dine lederkollegaer løfte tværgående opgaver i en hverdag, hvor rammebetingelserne løbende ændrer sig.
  • Fungere som sparringspartner for vicedirektøren for uddannelse, som forventer, at du har den faglige ekspertise på området og det nødvendige overblik.

Den første tid

I din første tid som leder af Uddannelsesstrategi forventer vi, at dit fokus er på at

  • Samarbejde med vicedirektør for uddannelse, teamleder for Forretningsprocesser og medarbejderne i afdelingen om at rammesætte forventningerne til afdelingen, medarbejdernes roller og kompetencer og tilpasningen af de indre strukturer, så de kan imødekomme forventningerne til afdelingen.
  • Skabe et overblik over de igangværende projekter og processer og primære samarbejdspartnere og tage hul på arbejdet med at udvikle delstrategier indenfor temaerne Uddannelse og Organisation i SDU’s Strategi.

Om dig

Vi søger en afdelingsleder, der vil tage et tydeligt ansvar for udviklingen af en afdeling, der skal gå foran i de store strategiske udviklingsprojekter i de kommende år. Det er en fordel, hvis du er vant til at arbejde i en større uddannelsesorganisation, hvor du har skabt resultater gennem ledelse.

Vi forventer, at du allerede har afprøvet dine færdigheder med proces- og projektstyring indenfor uddannelsesområdet, herunder koordinering og prioritering i forhold til strategi og ressourcer.

Du har erfaring og stærke færdigheder inden for forandringsledelse og kan skabe resultater gennem gensidige relationer internt og eksternt.

Du evner at uddelegere og aktivt gøre brug af dine medarbejderes faglighed og lede med anerkendelse og involvering.

Vores forventninger til dig:

  • Du tager ansvar og skaber dit ledelsesrum i tæt samarbejde med vicedirektøren for uddannelse.
  • Du kan skabe en klar retning og motivere teams, mens du samtidig bevarer fokus på strategiske uddannelsesmål.
  • Du bidrager naturligt til et sundt arbejdsmiljø, der kombinerer faglige ambitioner med en positiv og samarbejdsorienteret kultur.
  • Du har erfaring med personaleledelse.
  • Du byder aktivt ind i en ledergruppe, hvor løsninger og prioriteringer samtænkes.
  • Du er garant for ordentlighed, konstruktivt samarbejde og et positivt arbejdsmiljø.

Du kan forvente:

  • En engageret ledergruppe, der spiller hinanden gode
  • Prioriteret sparring til din ledelse, hvor vi taler om og udvikler ledelse i fællesskab
  • Stor grad af involvering i beslutningsprocesser
  • Et Studieservice der dyrker en ledelseskultur baseret på tillid, respekt og støtte.
  • Et fællesskab af dedikerede kolleger, der deler en passion for afdelingens formål og mål.
  • En samarbejdskultur og gode muligheder for faglig udvikling

Om Uddannelsesstrategi:

Uddannelsesstrategi består af 15 dygtige og engagerede kollegaer med et stærkt kollegialt sammenhold præget af tværfaglig sparring og godt humør. Du bliver personaleleder for 5 medarbejdere i Team Strategi og Kvalitet, teamlederen for Forretningsprocesser og sekretariatslederen.

Vi tror på, at vi bedst løser opgaven, hvis vi giver rum til, at vi kan få både job og familie til at hænge sammen. Man bliver derfor en del af en fleksibel arbejdsplads, som både værdsætter den gode præstation og et velfungerende privatliv. Vi har en uformel omgangstone med hinanden.

Du vil referere til vicedirektøren for uddannelse og indgå i en ledergruppe på 13 ledere, der tilsammen har personaleansvar for 133 medarbejdere fordelt på fem lokationer.

Om Studieservice:

Studieservice er en central og forretningskritisk enhed for SDU med samarbejdsflader til fakulteterne og deres studieadministrative enheder, Rektorsekretariatet, studenterorganisationer og andre områder i fællesadministrationen samt den øvrige universitetssektor, ministerier og styrelser.

Studieservice arbejder i krydsfeltet mellem regler, mål og politik, og vi er karakteriseret ved at varetage en række opgaver på vegne af fakulteterne, herunder i særdeleshed de opgaver, der kræver specialisering eller giver stordriftsfordele for organisationen. Da uddannelses- og forskningsnære studieadministrative opgaver er placeret på fakulteterne, er der et dagligt og tæt samarbejde mellem fakulteter og Studieservice baseret på et opgave- og procesfællesskab.

Som led i udviklingen vil Studieservice inden sommer skifte navn til SDU Uddannelse.

Om SDU: Vi vil skabe værdi for og med samfundet

Syddansk Universitet er til for at løse samfundets store udfordringer, og er en vigtig aktør i Region Syddanmarks udvikling og en bro mellem akademisk viden og samfundets behov. Uanset om vores bidrag er forskningsbaseret viden, innovative løsninger, uddannelse eller læring, skal vi gøre en positiv forskel for samfundet, og være med til at skabe en bæredygtig fremtid. Det gør vi ved at dyrke talenter og skabe de bedste miljøer. Samtidig skal vi sikre konstant høj kvalitet i alle vores aktiviteter – og det kan vi kun med de rette mennesker. SDU stræber efter at være en attraktiv arbejdsplads, der tiltrækker, udvikler og fastholder højt kvalificerede og engagerede medarbejdere. Det er universitetets forskere, undervisere, studerende, ledere og teknisk-administrative personale, der er fundamentet for vores succes.

SDU står på de klassiske akademiske dyder som fri, kritisk og uafhængig forskning og uddannelse, men er i sin organisation og sin tilgang ikke tynget af traditioner. Universitetet er kendetegnet ved en særlig pionerånd, som er præget af et godt samarbejde om retning og indsatser mellem ledere, medarbejdere og studerende.

Kontakt og ansøgning

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vicedirektør for uddannelse Stinne Hørup Hansen på stinne@sdu.dk eller tlf.: 20 42 15 14.

Ansøgningsfristen er den 30. maj 2024 kl. 23.59.59.

Vi forventer at holde første samtalerunde den 11. og 13. juni 2024 og anden samtale runde den 20. juni 2024.

Forventet jobstart er 1. august 2024 eller snarest muligt.

Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensbevis. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.

Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF format.

Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex