Er du udadvendt og trives du godt med ansvar?

Så er jobbet, som min nye hjælper måske noget for dig. Jeg hedder Mads Georgi, er 32 år og har muskelsvind og får respiratorisk hjælp hele døgnet. Du vil i jobbet som min hjælper få et stort ansvar for, at min hverdag fungerer så problemfrit som muligt. Jeg har brug hjælp til alt praktisk hjælp i og omkring hjemmet samt alt personlig pleje, men ellers er der ikke forskel på dig og mig.

Helt grundlæggende går jobbet ud på at være mine arme og ben i det daglige med at være chauffør, holde hjemmet rent og ordentligt, slå græs, give mig tøj af og på, børste mine tænder, vaske mig – ja, you name it. Dét fylder dog måske kun 20 procent af tiden, så den resterende tid er der plads til at lave andre ting – for det meste sammen, men også hver for sig.

Til hverdag bruger jeg tid på at passe mit hverv som formand for Viborg Handicapråd, hvilket både indebærer ugentlige møder samt forberedelse dertil. I min fritid er sport min store interesse. Jeg ser mest håndbold og tennis samt det lokale superligahold, landsholdet og lidt CL, når det kommer til fodbolden. Jeg tager også gerne i hallen eller på stadion for at se bold eller til udenlandske sportsbegivenheder. Udover sporten hygger jeg mig af og til med forskellige eksperimenter i køkkenet og udfolder min indre masterchef, hvor kreativiteten kan få frit spil.

Jeg er også meget samfundsinteresseret og har været byrådskandidat to gange samt meget politisk aktiv, hvilket dog har fået en mere sekundær rolle på det sidste. Jeg følger dog stadig med i det meste og går ikke af vejen for en snak om samfundet. Generelt er jeg en meget åben person, der gerne snakker om stort og småt.

Jeg lægger også stor vægt på at engagere mig i hjælpernes liv udenfor jobbet, da hjælperne automatisk bliver en stor del af mit liv. Et hjælperjob er altså ikke ligesom nogen andre jobs og jeg kalder derfor ofte jobbet som min hjælper for et professionelt venskab, fordi det er uundgåeligt, at vi kommer tæt på hinanden. Det er derfor også vigtigt for vores samarbejde, at vi har en god kemi, da vi kommer til at tilbringe rigtig mange timer sammen hver uge.

LIDT OM DIG:

  • Du har kørekort kategori B, da det er en nødvendighed i jobbet
  • Du kan have vågne nattevagter, da det kræves med respiratorisk overvågning
  • Du udviser stor fleksibilitet ved sygdom hos kollegaer, da det er meget vigtigt for, at jeg kan have en uhindret hverdag
  • Du er ikke-ryger
  • Du har en god ordenssans og en høj hygiejnestandard
  • Du er udadvendt og har et godt humør
  • Du har en høj selvdisciplin og kan arbejde selvstændigt
  • Du er helst en mand, dog er alle velkomne til at søge
  • Du vil modtage oplæring, så erfaring er ikke et krav

FAKTA:

Vagterne fordeler sig således, at der enten er tre 8 timers vagter i løbet af et døgn (det typiske) eller én 10 timers nattevagt og én 14 timers dagvagt på et døgn. Afhængig af vagtlængderne vil du have tre til fire vagter på én uge, som ikke ligger i et fast rul, men planlægges fra måned til måned.

Grundlønnen er på 143,68 kr./time med tillæg om natten, om aftenen og i weekender.

Jeg foretrækker hjælpere, som har mulighed for at varetage jobbet i mindst et år, da det tager noget tid at opbygge et godt samarbejde.

Så har du lyst til at være en del af mit meget velfungerende team? Så vil jeg glæde mig til at læse en ansøgning fra dig!

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex