Hareskovens Lilleskole opretter ny stilling som inklusionsvejleder:

Hareskovens Lilleskole opretter pr 01.08.24 en ny stilling som inklusionsvejleder. Stillingen er en deltidsstilling på ca. 80% med mulighed for at supplere med undervisning eller støtteopgaver, for at opnå en samlet fuldtidsstilling. Stillingen kan f.eks. søges af lærer- og pædagoguddannede med relevant efteruddannelse.

Hareskovens Lilleskole er en fri grundskole placeret på en 20.000 m2 stor grund i naturskønne omgivelser på grænsen til Hareskoven. Vi har 269 elever fra bh. klasse til 9. klasse, 36 dedikerede medarbejdere og en masse engagerede forældre, som er sammen om at udvikle og understøtte en inspirerende hverdag for vores børn.

Vores pædagogik og undervisningssyn går på tværs af skole, fritidsordning og klub, og vi vægter sociale, praktisk-musiske og boglige elementer lige.

Vi har sendt vores tidligere AKT-vejleder på pension midt i skoleåret og har siden gentænkt vores behov for vejledning. Vi søger derfor en inklusionsvejleder, som kan hjælpe os med at sætte en solid dagsorden med fokus på alle børns trivsel og deltagelsesmuligheder i fællesskaber med plads til forskellighed.

Som ny inklusionsvejleder skal du indgå i vores ressourceteam med specialundervisningskoordinator/læsevejleder og pædagogisk leder og have lyst til et alsidigt arbejdsindhold, der både omfatter administrative opgaver, mødeledelse, observationsopgaver og praktisk vejledning af kollegaer. Du skal samtidig kunne gå forrest og påvirke til den fællesskabsorienterede pædagogik, som vi ønsker skal kendetegne vores skole- og fritidstilbud. Ressourceteamet vil som noget nyt modtage ekstern supervision på vejlederrollen, men vi forestiller os, at du allerede har god erfaring med vejlederrelaterede opgaver.

Inklusionsvejlederen på Hareskovens Lilleskole skal:

  • Være skolens bindeled til PPR
  • Sørge for dokumentation, journalisering og systematikker for inklusionsindsatser på børn
  • Koordinere og lede møder med kollegaer, forældre og eksterne parter
  • Observere børnefællesskaber og vejlede lærere og pædagoger, så de føler sig godt klædt på i det pædagogiske arbejde
  • Yde sparring til personale, der har ansvar for børn, der modtager specialpædagogisk støtte
  • Deltage i faste rul på afdelingernes teammøder og sætte den fællesskabsorienterede, pædagogiske dagsorden
  • Samarbejde med skolens ledelse om en koordineret og sammenhængende tilgang i ressourceteamets arbejde

Løn efter gældende overenskomst.

Læs mere om os på vores nye hjemmeside: www.hareskovenslilleskole.dk

Ansøgningen sendes til skolen på: mail@hareskovenslilleskole.dk senest tirsdag d. 21. maj 2024 kl. 9.00. Skriv ”Ansøgning Inklusionsvejleder” i emnefeltet.

Vi afholder samtaler mandag d. 3. juni i tidsrummet 11.00 – 16.00, og vi inviterer telefonisk til samtalerne senest fredag d. 31. maj.

Du bedes skrive i din ansøgning, om du har undervisningskompetencer, som du ønsker at bringe i spil i forbindelse med ansættelse.

Vi tilbyder rundvisning tirsdag d. 7. og onsdag d. 8. maj og opfordrer til, at du kontakter os og aftaler besøg, hvis du er nysgerrig på stillingen. Kontakt skolens pædagogiske leder, Trine Agner Skaanderup på tlf.: 27210970 for at lave en aftale.

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex