Vær med til at skabe sunde træningsmiljøer i Danmark – Himmerland og omegn

Vil du være en del af Anti Doping Danmarks indsats for at skabe sunde trænings- og fitnessmiljøer og forebygge brug af doping? Kan du lide at arbejde med mennesker, især unge, og kan du løse den opsøgende opgave med at indgå nye samarbejder med trænings- og fitnesscentre? Så er stillingen som fitnesskonsulent på deltid hos Anti Doping Danmark måske noget for dig!

Hvad går jobbet ud på?
Du bliver kørende fitnesskonsulent med fokus på Anti Doping Danmarks dialogbaserede og forebyggende antidopingkoncept i landets trænings- og fitnesscentre. Her skal du indgå i dialog med personalet og medlemmerne og vejlede med udgangspunkt i at forebygge brug af doping samt indkalde til og gennemføre dopingkontrol af både kvinder og mænd, så vi sammen med centrene kan skabe sunde træningsmiljøer.

Derudover har stillingen en vigtig rolle i forhold til Anti Doping Danmarks prioriterede opgave om at opsøge og indgå samarbejdsaftaler med flere trænings- og fitnesscentre.

Timerne er fleksible, og du er med til at planlægge din arbejdstid, men det forventes at opgaver kan varetages i både dag- og aftentimer. Derudover kan weekendarbejde forekomme. Stillingen er på 10 timer om ugen, og arbejdet vil hovedsageligt foregå i Himmerland og omegn. Det er en forudsætning, at du kan arbejde selvstændigt, da mange opgaver skal løses på egen hånd, men der vil også være opgaver, der løses sammen med dine kollegaer.

Stillingen er tidsbegrænset til d. 31. marts 2026 med mulighed for forlængelse.

Jobbet kræver kørekort og egen bil, og arbejdsstedet er med udgangspunkt fra dit hjem, men med jævnlig dialog med Anti Doping Danmarks sekretariat i Idrættens Hus i Brøndby.

Hvem er du?
Først og fremmest skal du have interesse i at arbejde med mennesker, især unge kvinder og mænd, og skabe rammerne for en konstruktiv dialog, ligesom viden om og interesse i at arbejde med sundhedsmæssige problemstillinger er en fordel.

Det vil også være en fordel, men ikke en betingelse, at du har kendskab til ungekultur og/eller fitness- og træningsmiljøer. Er du en naturlig vejleder, kommer du meget langt, når du møder brugerne af trænings- og fitnesscentrene. Det er vigtigt i din rolle, at du er empatisk, tillidsvækkende, dialogskabende og svær at få ud af balance, og har du erfaring med konflikthåndtering, er det en bonus, da du møder mennesker med meget forskellige baggrunde i jobbet.

Derudover søger vi en kandidat, der motiveres af at opsøge nye samarbejdspartnere og formår at kommunikere indholdet af en samarbejdsaftale klart og tydeligt.

Vi forestiller os, at du har erfaring med forebyggelse eksempelvis fra fitnessbranchen, politiet eller via uddannelse og arbejde inden for unge-, sundheds- og idrætsområdet.

Selvom jobbet ofte udføres selvstændigt, er det vigtigt at du kan indgå i en gruppe, da sparring og erfaringsudveksling i fitnesskonsulentgruppen prioriteres højt.

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte Kasper Skat Lundgaard Krøll på telefon 20 65 95 58 eller Gitte Knudsgaard på telefon 25 26 80 58.

Ansøgning og CV sendes elektronisk som én samlet pdf-fil til Gitte Knudsgaard på e-mail gik@antidoping.dk, senest den 15. maj 2024 kl. 12.00. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 23 og 24. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt.

Om Anti Doping Danmark
Anti Doping Danmarks sekretariat har 18 fuldtidsansatte medarbejdere, der arbejder i Idrættens Hus i Brøndby samt 13 fitnesskonsulenter og et større antal dopingkontrollanter rundt om i Danmark, der arbejder på deltid eller timebasis. Du kan finde mere information om vores arbejde på www.antidoping.dk.

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex