Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU) søger en socialrådgiver til stillingen som uddannelseskonsulent på TAMU Århus og Odense.

Vi ønsker stillingen besat med en udadvendt, socialrådgiver med et stort netværk, der har erfaring i arbejdet med tilpasningsvanskelige unge voksne, fortrinsvis i aldersgruppen 25 til 30-årige. Du skal brænde for rekruttering af nye elever ved kommunerne samt være interesseret i at varetage ansvaret for TAMUs målgruppevurdering af disse nye elever til TAMU.

Uddannelseskonsulentteamet består af i alt 3 kolleger (inkl. denne stilling) og samarbejder nationalt på tværs. Hver konsulent har ansvaret for rekruttering til to TAMU-afdelinger, som i denne stilling vil være hhv. Odense og Århus afdelingerne. Uddannelseskonsulentteamet er TAMUs landsdækkende ansigt udadtil når det gælder samarbejdet med kommunerne. Du ville skulle være i ugentlig kontakt med henvisende myndigheder i forbindelse med rekruttering af kommende elever fra de østjyske kommuner, Trekantområdet og Fyn og i forhold til opfølgning på selve optagelsen.

TAMU er et landsdækkende uddannelsestilbud, som henhører under Børne- og Undervisningsministeriet og som tilbyder kompetencegivende arbejdsmarkedsuddannelser på 7 centre for udsatte unge i alderen 18 til 30 år, der på grund af personlige og sociale forhold har vanskeligt ved enten at opnå anden form for kompetencegivende uddannelse eller et job. En uddannelseskonsulent hos TAMU skal kunne indgå i et arbejdsteam med socialfaglige konsulenter, koordinatorer og en afdelingsleder, og skal derfor være engageret i socialpædagogisk arbejde og i at arbejde med uddannelse som et mål. Det er vores forventning, at vores fremtidige uddannelseskonsulent har erfaring i forhold til jobcenterregi, (SOF, BIF, BUF, kriminalforsorgen og anden aktør m.fl.) og ønskværdigt især indsatser for de 25 til 30-årige unge.

Uddannelseskonsulenten har ansvaret for følgende opgaver:

  • At være opdateret på lovgivning og bekendtgørelser inden for området
  • Udvikle og efterleve strategiplan for de to afdelinger (Århus og Odense) i forhold til rekruttering af elever
  • Visitation af nye elever til afdelingerne via opsøgende arbejde overfor de østjyske kommuner i og omkring Trekantområdet og Fyn samt afholdelse af informationsmøder og målgruppevurderingssamtaler
  • Afholdelse af oplæg, aktiviteter og kampagner for relevante kommuner og kriminalforsorgen samt være TAMU Århus og Odenses ansigt udadtil, når det gælder kontakten til henvisende myndigheder og institutioner
  • Administrative opgaver knyttet til optagelse- og myndighedskontakt
  • Sikre opnåelse af normering og elevdøgn i forhold til TAMU Århus og Odense

Vi forventer at vores nye uddannelseskonsulent:

  • Er uddannet socialrådgiver
  • Er god til at skabe og pleje netværk i forhold til rekrutterings- og fastholdelsessamarbejdet med henvisende myndigheder
  • Kan arbejde selvstændigt og initiativrigt i forhold til opnåelse af elever og markedsføring i forbindelse med rekruttering af disse
  • Har erfaring eller kan se sig selv i rollen som konsulent og formår at prioritere sin arbejdstid i det tidsrum, hvor de unge og samarbejdspartnere er til rådighed
  • Har forståelse for og kan arbejde strategisk ud fra data og måltal
  • Har viden, erfaring og interesse i uddannelse og socialpædagogisk arbejde, samt lyst til arbejdet med unge, som har tilpasningsvanskeligheder i forhold til at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse
  • Kan være direkte i sin dialog med TAMUs elever og kolleger
  • Kan indgå i tværfagligt teamsamarbejde lokalt og nationalt på tværs af TAMUs afdelinger

Ansættelsesbetingelser
Ansøgeren skal være indstillet på at arbejde ud fra den konsekvenspædagogiske holdning, som der vil være en introduktion til i løbet i af de første uger af ansættelsen. Derudover at være fleksibel i sin arbejdstid, og geografisk placeret i Østjylland - Trekantområdet og Fyn.
Den fysiske arbejdsplads vil hovedsageligt kræve en jævnt fordelt tilstedeværelse i to afdelinger Århus og Odense samt besøg til de tilhørende omkringliggende kommuner, i forhold til infomøder, optagelsessamtaler samt rekruttering. Kørekort er derfor et krav for ansættelsen.

Løn og pension
Løn- og pensionsforhold er fastlagt i overenskomsten mellem Finansministeriet og Serviceforbundet/Faglig Puls. Stillingen er omfattet af aftalerne omkring 'Ny Løn'.

Ansøgning
Ansøgningsfristen er tirsdag den 21. maj 2024, klokken 12:00. Ansøgning sendes til: Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser, Kalvebodvej 231, 2791 Dragør – Att.: Direktør Peter Staun Kastholm eller på mail info@tamu.dk.

Forespørgsler vedrørende stillingen kan rettes til afdelingsleder Henriette Larsen på telefon: 51165278 eller uddannelseschef Rie Rohde 24236275.

Vi forudsætter, at ansøger har søgt yderligere informationer på www.tamu.dk og som minimum herfra har kendskab til TAMUs strategi.

Der vil blive afholdt ansættelsessamtaler løbende, da stillingen ønskes besat snarest, men vi venter gerne på den rette kandidat til stillingen.

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex