Fysioterapeut søges til fast stilling i Horsens Kommune
Om stillingen
Stillingen er en fast stilling på 30 timer ugentligt med mulighed for fuld tid og med ansættelse den 1. august 2024. Stillingen er forankret i afdelingen ”Vital Ceres – Godt Liv med Kronisk Sygdom”.
Du bliver en del af vores diabetesteam, hvor der er ansat sygeplejersker, fysioterapeuter, klinisk diætist og en PB i ernæring og sundhed. Teamet varetager både hold og individuelle sundhedsforløb for borgere efter sundhedslovens §119, der har type-2 diabetes/prædiabetes og som er henvist fra læge. Forløbene tager udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for de kommunale forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom og det regionale forløbsprogram for type-2 diabetes.
Teamet arbejder tæt sammen om at koordinere indsatserne for borgerne.
Din ansættelse er som selvtilrettelæggende fysioterapeut. Din arbejdstid er fortrinsvis i dagtimerne på hverdage og planlægges i forhold til de opgaver, du skal varetage og i samarbejde med dine teamkollegaer.
Dine opgaver vil overordnet set være
- Fysisk aktivitet og træning på hold indendørs og udendørs.
- Afklarende samtaler med borgerne og evt. pårørende.
- Individuelle træningsvejledninger.
- Formidling af viden relateret til træning og fysisk aktivitet til borgere med type-2 diabetes/prædiabetes.
- Administrative opgaver som dokumentation i Nexus, beskrivelser af fagligt indhold i temaundervisningen, udvikling og planlægning af nye forløb samt udarbejdelse af undervisningsmateriale til målgrupperne.
- Et arbejde med stor kontaktflade til borgerne, hvor du får mulighed for at arbejde tæt sammen med borgerne med udgangspunkt i deres mål, ønsker og drømme.
- At du bliver en del af en engageret afdeling, hvor du har mulighed for faglig sparring og udvikling.
- En stilling hvor du bliver en del af et tværfagligt team, der arbejder tæt sammen om og med borgerne.
- Et job med stor selvstændighed og indflydelse i forhold til dine arbejdsopgaver og hvor du er selvtilrettelæggende i forhold til din arbejdstid.
Vi forventer, at du
- Er uddannet fysioterapeut og har en bred erfaring med holdtræning.
- Evner at skabe en træningstime med god stemning og høj kvalitet for et hold af borgere med stor forskellighed i behov og niveau.
- Elsker at arbejde tæt sammen med andre mennesker og bidrage til et godt arbejdsfællesskab.
- Har et positivt sind og let til latter.
Det vil være et stort plus, at du
- Har erfaring med at arbejde med borgere i en sundhedspædagogisk og rehabiliterende kontekst.
- Har erfaring med at bruge naturen som arena for bevægelse og motion.
- Kan formidle og dosere sundhedsfaglig viden på et borgernært sprog.
- Kan skabe dynamiske gruppedialoger med henblik på vidensdeling og refleksion.
- Rummer borgernes og de pårørendes forskelligheder enkeltvis og i grupper.
- Kan tage styring og sætte rammer, når det kræves.
- Er stærk i planlægning, koordinering og prioritering.
Vigtigt:
- Ansøgningsfrist 26. maj 2024
- Vedhæft CV og fuldt eksamensbevis for gennemført fysioterapeut uddannelse til din ansøgning
- Oplys dit autorisationsnummer i dit CV
- Samtaler afholdes den 13. juni om formiddagen
Vi forventer at indhente referencer på dig i forbindelse med ansættelsesprocessen.
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.
Om afdelingen og vores tilgang
Vital Ceres - ”Godt Liv med Kronisk Sygdom” er én af fem afdelinger i funktionsområdet Træning og Rehabilitering i Horsens Kommune.
Vi har til huse i det tidligere Ceres Bryggeri midt i Horsens og er 18 kollegaer med en bred vifte af fagligheder som diætister, social- og sundhedsassistent, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeut, bachelor i ernæring og sundhed, psykolog og administrative medarbejder.
I afdelingen varetager vi genoptrænings- og rehabiliteringsforløb for borgere med type-2-diabetes, prædiabetes, hjertekarsygdomme, KOL, kræft og kommunens tilbud til borgere, der ønsker nikotinstop.
Vi arbejder sammen med borgerne ud fra den rehabiliterende og sundhedspædagogiske tilgang med afsæt i det positive og brede sundhedsbegreb og det dobbelte KRAM.
Vi stræber efter at være en afdeling med høj borgertilfredshed, store faglige ambitioner, psykologisk tryghed og stærke arbejdsfællesskaber, der udvikler sig i takt med borgernes ønsker og behov.
Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex