Social- og Boligstyrelsen i Odense søger kontorelever med speciale i Offentlig Administration.

Hvis du brænder for at tage en uddannelse i en moderne statslig virksomhed, hvor du indgår i forskellige teams med fagligt dygtige kolleger, der både kan understøtte din faglige og personlige udvikling, så har vi elevpladsen til dig.

Sammen med de øvrige elever i Social- og Boligstyrelsen får du også mulighed for at indgå i et godt elevfællesskab samt mulighed for at deltage i de sociale arrangementer, som elevgruppen løbende arrangerer.

Vi tilbyder
Som kontorelev i Social- og Boligstyrelsen får du en alsidig uddannelse med varierende opgaver. Du får rig mulighed for at udvikle og afprøve dine faglige kompetencer, da du vil blive tilknyttet tre forskellige kontorer med 8 måneder på hvert kontor. På alle kontorerne vil du blive oplært i forskellige administrative opgaver, herunder både driftsopgaver og projektrelaterede opgaver. I samarbejde med erfarne kolleger kommer du blandt andet til at arbejde med administrativ sagsbehandling, mødeplanlægning, rejseafregning, fakturering, udarbejdelse af dagsordener og referater samt indtastning af oplysninger i databaser.

Herudover tilbyder vi:

  • Et godt introforløb
  • et veltilrettelagt uddannelsesforløb
  • en fast uddannelsesansvarlig, som følger dig under hele dit elevforløb
  • en fast oplæringsansvarlig på hvert kontor
  • gode udviklingsmuligheder – både fagligt og personligt
  • gode ansættelsesforhold
  • en bred viden om samfundsforhold og offentlig administration
Som led i skoleopholdet kommer du desuden på studietur til Bruxelles.

Vi forventer
Vi søger en kontorelev, der er selvstændig og engageret, og som godt kan lide teamarbejde og afvekslende opgaver.

Herudover forventer vi, at du:

  • Er initiativrig og har lyst til at lære nyt
  • er omstillingsparat, fleksibel og åben for nye opgaver
  • har gode samarbejdsevner
  • er kvalitetsbevidst og kan arbejde struktureret
  • er imødekommende, serviceminded og har mod på en masse udfordringer i en travl hverdag
  • er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt
  • har gode It-kundskaber (vi anvender Office-parken samt forskellige fagsystemer)
Løn og ansættelsesvilkår
For at blive kontorelev i Social- og Boligstyrelsen skal du have bestået - eller forvente at bestå en af følgende uddannelser inden 1. september 2024:

  • Grundforløb på en erhvervsskole inklusiv den 1-årige studiekompetencegivende del EUX eller HG, HGV eller HGS med de rette niveauer
  • STX, HTX eller HF + 10 ugers uddannelsesspecifikke fag
  • HHX + 5 ugers uddannelsesspecifikke fag
  • EUX
Er du over 25 år gælder samme krav som for yngre elever. Voksne elever over 25 år skal dog have foretaget en realkompetencevurdering (RKV) på en erhvervsskole. Her vurderer skolen din uddannelsesmæssige baggrund samt erhvervserfaring og afklarer, om du eventuelt skal have supplerende uddannelse eller godskrivning for relevant erhvervserfaring.

Den ugentlige arbejdstid er 37 timer med tiltrædelse den 1. september 2024. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og den relevante organisation.
Stillingens ansættelsesområde er Social- Bolig- og Ældreministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdssted er Social- og Boligstyrelsen i Odense, Edisonsvej 1., 5000 Odense C.

Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler
Send din ansøgning med CV, karakterudskrift eller terminsbevis og eventuelt RKV elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside sbst.dk. Der er ansøgningsfrist den 3. maj 2024.

Vil du vide mere?
Du kan få flere oplysninger om stillingen og Social- og Boligstyrelsen ved at kontakte uddannelsesansvarlig Lisa Ladefoged på tlf. 61 96 56 14 eller mail lila@sbst.dk

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex