Vi søger teknisk ansvarlig, som vil deltage i arbejdet omkring design, dokumentation, produktionsstyring, teknisk support mm. i mindre medtech virksomhed med et unikt produkt. Du kan have baggrund som fx produktionsteknolog, industriel designer, værktøjsmager, ingeniør eller lignende inden for mekaniske løsninger.

Vi tilbyder

Careturner A/S ekspanderer internationalt med vores produkt, som hjælper immobile borgere på plejehjem, hospitaler og i eget hjem. Vi sælger produktet i Danmark og internationelt via nogle af de største europæiske plejesengeproducenter. Produktet forebygger tryksår og hjælper personalet med tunge løft. Vi tilbyder en spændende, selvstændig og udviklende stilling med stort ansvar, hvor du gives frihed til at tilrettelægge og præge dit job.

Vi søger en proaktiv og handson tekniker, som vil og kan udføre opgaver inden for udvikling af mekanisk design og konstruktion samt deromkring liggende opgaver såsom teknisk dokumentation, manualer, reservedelslister, kvalitetsstyring mm.

Løn efter kvalifikationer og en fleksibel arbejdstid under mottoet “Ansvar og frihed går hånd i hånd”.

Om stillingen

Du står for design, konstruktion og udvikling af vores produkter, herunder prototypefremstilling og diverse tests heraf. Du får en vigtig rolle som den der holder styr på vores design tegninger og versionerer dem på en overskuelig måde for både os selv og underleverandører.

Du vil opleve en afvekslende hverdag med mulighed for mange spændende opgaver fra mere avancerede opgaver ved computeren til mere praktiske opgaver i værkstedet. Du må ikke føle dig for fin til det mere praktiske arbejde, hvor du fx skifter en aktuator hos en kunde eller sætter en plejeseng med Carerturner op til en demonstration hos en kunde. Din rolle varierer således fra udviklings- og designopgaver til mere hands-on praktiske opgaver, testning og teknisk problemløsning.

Du koordinerer bestilinger og produktion med underleverandører, bestiller komponenter fra underleverandører, træner deres personale i montage og pakning af vores forskellige produktvarianter, laver dokumentation herunder manualer, samleanvisninger, service guides mm, står for den tekniske support overfor slutkunder, forhandlere og eget personale, håndterer reklamationer, hjælper med installationer hos kunder, styrer reservedelslager og forsendelser mm.

Du får et stort ansvar for kvalitetssikring af udviklingsprocessen, holde styr på versioneringer af vores produkter samt dokumentation generelt. Det er en fordel, om du selv kan opsætte manualer, monteringsvejledninger mm. i fx Adobe pakken.

En væsentlig del af dine opgaver består i at lave forbedringer, kostoptimeringer samt ændringer af nuværende produkter. Vi arbejder på en større standardiserings- og modulariseringsproces, som skal reducere antallet af forskellige komponenter i vores forskellige modeller og ultimativt føre til en universal løsning, som passer alle sengemodeller. Du bliver således også en vigtig person i vores bestræbelser på at optimere produktionsomkostninger og nedbringe lagerbinding. Udviklingsarbejdet tilrettelægges og prioriteres i tæt samarbejde med ledelsen og efter behov inddrages eksternt ingeniør firma til at hjælpe med kreative ideer og problemløsning. Du vil være med i de løbende udviklingsforløb fra start til slut.

Overholdelse af standarder indenfor medical devices er en væsentlig del af udviklingsprocessen herunder udarbejdelse af risikoanalyser. Det er således vigtigt, du kan læse, forstå og arbejde med standarder og certificering heraf i samarbejde med QA afdelinger hos vores større internationale kunder og internationale testinstitutter. I forbindelse med udviklingsarbejdet, som typisk sker i samarbejde med teknikere fra internationale producenter af plejesenge, vil du skulle kommunikere på mail og Teams på engelsk.

Hvem er du?

Du er en pragmatisk person, som er klar til at samarbejde og dele viden på tværs af hele organisationen. Du er analytisk og struktureret, og formår at holde fokus på resultater og forbedringer af vores produkter. Du kan håndtere flere igangværende opgaver. Du bidrager med positiv tilgang og holdånd. Vi vægter gensidig fleksibilitet, faglighed og et godt samarbejdsmiljø højt.

  • Du er teknisk uddannet som fx maskiningeniør, produktionsteknolog, værktøjsmager el. lign.
  • Du har erfaring med mekanisk design og konstruktion
  • Du har erfaring med brug af CAD systemer (gerne Inventor)
  • Erfaring med fx Adobe pakken, herunder Illustrator og InDesign
  • Du taler og skriver dansk og teknisk engelsk
  • Gerne praktisk erfaring i at samarbejde med underleverandører inden for metal

Anøgningsproces

Hvis du vil med ombord, så send gerne din motiverede ansøgning sammen med dit CV. Vi behandler ansøgningerne løbende, og vi lukker processen, når vi har fundet de rigtige kandidater. Så jo før du søger, jo bedre er dine muligheder. Vil du vide mere om stillingen, så kan du kontakte Michael Kock fra Careturner A/S, som står for rekrutteringen, på tel. 4278 4278 eller mko@careturner.com. Tiltrædelse snarest muligt.

Om Careturner

Careturner A/S har leveret sin banebrydende Careturner til plejehjem, hospitaler og borgere i eget hjem siden 2016. Careturner er et patenteret produkt, som sælges i en række europæiske lande samt i Australien. Careturner A/S samarbejder med førende producenter af plejesenge, som Careturner er tilpasset til. Careturner A/S har kontor i Herlev og produktion i Kolding. Firmaet beskæftiger 5 medarbejdere. Se mere på www.careturner.com

Kørekort:
B Almindelig bil

Skriv venligst i din ansøgning at du fandt jobbet på Jobindex